På pinsekirkernes sommercamp i Mariager blev den såkaldte Pionerpris i år tildelt EuroLife Kirke(s pastor) Linda Wilson, som på tre år har startet en toptunet menighed op, hvor et stort antal mennesker allerede har vendt sig mod Jesus, som deres personlige frelser. Det eneste lidt interimistiske i kirken, dåbsbassinet, har måttet finde sig i at blive fyldt og tømt hyppigt.
Prisoverrækkelsen må siges at være lettere overraskende, ikke hvad angår pastorens (og hele EuroLife-Teamets) commitment, gåpåmod og professionalisme, men fordi EuroLife meget bevidst ikke kalder sig en pinsekirke, ikke har helt den samme form for “flade” demokratiske struktur, som er gængs inden for pinsebevægelsen (såvel som hos de andre større frikirker i DK) og sidst men ikke mindst, fordi prisen går til en kvindelig pastor, hvilket også må siges at være noget af et særsyn inden for de rækker.
Et stort tillykke med prisen (og de medfølgende 10.000 kr) skal lyde her fra bloggen!
For mere om kirken, se www.eurolifekirke.dk, der nu også er blevet lidt mere strømlinet. Læs f.eks. kirkens vision:
“EuroLife kirke eksisterer for at være en relevant og revolutionerende, 21. århundrede, bibelbaseret kirke, som bygger kristne liv og værdier, og som influerer og konnekter med verden omkring sig.”