Analysens og dermed videnskabens svaghed

Ja, undskyld at jeg hele tiden hetzer mod disse, men det er bare for at gøre opmærksom på den (af)gudestatus, vi har tilført dem til trods for deres tomhed. Når det går op for folk – og det gør det snart – skal jeg nok stoppe.

Denne gang er eksemplet fra undervisningsverdenen (www.gl.org), men dette er kun, fordi det er den verden, jeg er i til daglig. Hvis jeg var beskæftiget andetsteds, ville jeg konstant falde over eksempler dérfra i stedet.

Undervisningsministeriet (Uvm) bad konsulentfirmaet Deloitte om at udarbejde en rapport, så man kunne se, om der kunne effektiviseres blandt andet i ungdomsuddannelserne (for eksempel gymnasierne og handelsskolerne).

Af frygt for hvad Deloittes rapport ville ende ud i, bad none ikke-undervisnings-ministerie-folk PriceWaterhouse Coopers om at lave en tilsvarende undersøgelse. Ikke overraskende var disse undersøgelser modstridende.

Ifølge Deloittes rapport ville man f.eks. kunne spare 75 millioner kroner på fælles rengøring. Ifølge PriceWaterhouseCoopers 22 millioner kroner. En temmelig markant forskel. Hertil “svarer” styrelseschef Lars Mortensen (Uvm), at “forskellige opgørelsesmetoder giver forskellige resultater”.

Det er det, jeg mener, når jeg skriver i artiklen Om ikke at analysere bare for at analysere, som jeg nu for anden gang på under en uge bringer et citat fra:

Fordi analysen kan bruges til hvad som helst, mister den sin slagkraft. Jeg kan fremkomme med én påstand, som jeg er kommet frem til gennem min analyse, og så kan du komme frem med den modsatte påstand og hente støtte i din egen analyse. Det handler jo bare om, hvordan man konstruerer sin analyse.

Videnskaben på retræte

Politiken skriver i dag, at mange unge ikke kan se sammenhængen mellem teori og praksis, og derfor overvejer at springe fra professionsuddannelserne i hobetal. (Se hertil artiklen: Mange studerende overvejer at springe fra) Der er simpelthen for langt fra bøgerne og ud til virkeligheden. I læreruddannelsen f.eks. fra teoretikerne til uvorne elever.

Der dyrkes videnskab bare for at være videnskabelig (altså for videnskabens egen skyld), og dette oplever de studerende altså (heldigvis) ikke som meningsfuldt.

Det er noget i den retning, jeg taler om, når jeg f.eks. i artiklen Om ikke at analysere bare for at analysere siger, at

“Evnen til at analysere er steget os til hovedet her i Danmark. Hvis jeg kan vise, at jeg er i stand til at analysere en situation, giver det mig anseelse. Om analysen er relevant er ligegyldigt. Hvis folk ser min evne til at analysere, så tænker de, nøøj, hvor er han dygtig. Det giver altså en form for prestige.

Et eksempel er litteraturvidenskaben. Professorerne skal producere en vis kvote videnskabeligt materiale om året ved siden af deres undervisning. Derfor analyserer de på livet løs på kryds og tværs igennem litteraturen. Der er ingen, som skal bruge det til noget, og de eneste, som det kommer til gavn er stort set dem selv, fordi de så får løn og kan blive i deres stilling som professor.”

Strøtanker fra Teopæd dag 2

Jeg har masser af løse ender her på bloggen… De er ikke glemt. Og jeg har godtnok også meget blog-catching-up på andres blogs efterhånden. Men lige i øjeblikket går dagene ret hurtigt. Jeg er som en del af min uddannelsesstilling på kursus i Kolding, så jeg kan blive en god gymnasielærer.

I dag bed jeg særligt mærke i, at vi lærte, at gymnasiereformen, der trådte i kraft 2005, den mest omfattende omlægning af gymnasieskolen siden 1903, “markerer overgangen fra videnssamfundet til informationssamfundet” (cit: en af kursuslederne). Det glæder mig at høre, at vi fremover ikke længere dyrker (/ophøjer) viden lige så meget som i gamle dage. Og jeg er også glad for, at jeg ikke er en politiker, der sidder i en regering, der har som en stor del af sit formulerede regeringsgrundlag, at Danmark skal være “et førende videnssamfund”, hvis jeg samtidig skal søsætte en gymnasiereform, der kommer til at markere overgangen væk fra videnssamfundet.

Dette bekræfter blot mine igangværende overvejelser omkring, hvor uigennemskuelig politik egentlig er (når selv ikke Christiansborgpolitikere kan gennemskue, hvad de selv foretager sig).

P.S.: Dette indlæg er ikke rettet imod en bestemt politik. Jeg ønsker bare at gøre opmærksom på, at lands-politik er så uigennemskuelig en størrelse, at faktisk ingen kan hævde, at de forstår mekanismerne eller kan forudse deres konsekvenser. Ja jeg synes endog, at det virker absurd, at det overhovedet kan fungere bare nogenlunde (som det jo rent faktisk gør i øjeblikket).

Videnskaben vs. intelligensen

På Facebook siger kun en ud af fire venner, at jeg er “better at science” [end en given anden person], mens en IQ-test ligeledes taget på Facebook vurderer min IQ til at ligge på 132. LOL

Kan vi lære noget af det?

1.g-lærer i ekstase over elevers aha-oplevelse

I 1.g beskæftiger vi os i øjeblikket i kristendom (ikke som en del af faget religion, som de jo først har i 2.g, og som er et helt andet fag) med strømninger i tiden, og eleverne skal senere på skoleåret i grupper forsøge at lave udkast/koncepter til ”kirke i nutiden”. De skal simpelthen som projekt ”lave” kirke(r?), der er tidssvarende.

Og for at vide, hvad ”tidssvarende” betyder, må man jo sætte sig ind i, hvilken tid man befinder sig i (og hvad man tidsmæssigt er ved at bevæge sig ind i). Vi har taget udgangspunkt i Brian McLarens (Neo’s) beskrivelse af Det Moderne (A New Kind of Christian, s. 16-18 (Serviet-notaterne)) og i gængse beskrivelser af det modernes oprindelse i renæssancen og oplysningstiden. Og i dag hældte jeg så et fire-siders kompendium i hovedet på dem med udklip fra wikipedias post-moderne-artikel og med udvalgte passager fra en bog om videnskabsteori (passager om poststrukturalisme, om Lyotard og om Baumann).

Og da vi nærmede os timens afslutning, begyndte det hele så endelig langt om længe, men på en temmelig pludselig måde, at gå op for eleverne, hvorledes dette skifte i tænkning (fra moderne til postmoderne (jeg beklager, Giddens)) muligvis får rimeligt store konsekvenser for, f.eks. hvordan fremtidens ”kirke” skal gøre for at ikke bare række ud, men også rent faktisk nå ud med evangeliet på måder, som sekulære postmoderne danskere kan forholde sig til.

Men så ringede det ud…

Jeg glæder mig til at se, hvordan de løser opgaven, når vi kommer så langt…