Videnskaben vs. intelligensen

På Facebook siger kun en ud af fire venner, at jeg er “better at science” [end en given anden person], mens en IQ-test ligeledes taget på Facebook vurderer min IQ til at ligge på 132. LOL

Kan vi lære noget af det?

1.g-lærer i ekstase over elevers aha-oplevelse

I 1.g beskæftiger vi os i øjeblikket i kristendom (ikke som en del af faget religion, som de jo først har i 2.g, og som er et helt andet fag) med strømninger i tiden, og eleverne skal senere på skoleåret i grupper forsøge at lave udkast/koncepter til ”kirke i nutiden”. De skal simpelthen som projekt ”lave” kirke(r?), der er tidssvarende.

Og for at vide, hvad ”tidssvarende” betyder, må man jo sætte sig ind i, hvilken tid man befinder sig i (og hvad man tidsmæssigt er ved at bevæge sig ind i). Vi har taget udgangspunkt i Brian McLarens (Neo’s) beskrivelse af Det Moderne (A New Kind of Christian, s. 16-18 (Serviet-notaterne)) og i gængse beskrivelser af det modernes oprindelse i renæssancen og oplysningstiden. Og i dag hældte jeg så et fire-siders kompendium i hovedet på dem med udklip fra wikipedias post-moderne-artikel og med udvalgte passager fra en bog om videnskabsteori (passager om poststrukturalisme, om Lyotard og om Baumann).

Og da vi nærmede os timens afslutning, begyndte det hele så endelig langt om længe, men på en temmelig pludselig måde, at gå op for eleverne, hvorledes dette skifte i tænkning (fra moderne til postmoderne (jeg beklager, Giddens)) muligvis får rimeligt store konsekvenser for, f.eks. hvordan fremtidens ”kirke” skal gøre for at ikke bare række ud, men også rent faktisk nå ud med evangeliet på måder, som sekulære postmoderne danskere kan forholde sig til.

Men så ringede det ud…

Jeg glæder mig til at se, hvordan de løser opgaven, når vi kommer så langt…

En gåde

Kapitel 3

Nu, hvor vi er kommet om på den anden side af religionskritikken (credit til folk som Feuerbach og Nietzsche), hvad vil en eventuel antitese så komme til at hedde?

Litteraturvidenskaben er overvurderet, eller: Om ikke at analysere bare for at analysere, eller: Kejserens nye klæ’r 2

Når tænkere her på det seneste (20-30 år) har brugt ordet “dekonstruere” i deres beskrivelser af deres iagttagelser af den post-/senmoderne verden, så er jeg ikke helt sikker på, om jeg altid har forstået det rigtigt, men måske er det i virkeligheden lettere end jeg tror.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, handler det blot om, at vi i vor tid skræller lag væk fra ting for at se, hvad der bliver tilbage inden under. Lidt ligesom Jesus, der skrællede jødernes ekstra-regler væk, Luther, der skrællede store dele af kirkens magt væk og mig, der gik rundt i gymnasietiden og filosoferede over, hvad der ville blive tilbage, hvis man skrællede en tom cola-dåse.

Så er det vel også det, jeg er i gang med, når jeg dekonstruerer videnskaben for at se, om ikke den i virkeligheden er mere tom, end vi går og gør den til, når vi som danskere lægger ufattelig meget prestige i f.eks. titler som cand.mag., cand.scient., phd. osv…

Hvorfor skal folk med den slags titler f.eks. have mere i gennemsnitsløn end skraldemænd, dagplejemødre eller fabriksarbejdere, der arbejder lige så meget?

Kapitel 2:

I dette kapitel skal det handle om det at analysere. Evnen til at analysere er steget os til hovedet her i Danmark. Hvis jeg kan vise, at jeg er i stand til at analysere en situation, giver det mig anseelse. Om analysen er relevant er ligegyldigt. Hvis folk ser min evne til at analysere, så tænker de, nøøj, hvor er han dygtig. Det giver altså en form for prestige.

Et eksempel er litteraturvidenskaben. Professorerne skal producere en vis kvote videnskabeligt materiale om året ved siden af deres undervisning. Derfor analyserer de på livet løs på kryds og tværs igennem litteraturen. Der er ingen, som skal bruge det til noget, og de eneste, som det kommer til gavn er stort set dem selv, fordi de så får løn og kan blive i deres stilling som professor.

Men analysen har en enorm svaghed. Den kan ligesom statistikken (der også er en slags analyse) bruges til at demonstrere hvad som helst. Det gælder bare om at vælge den rette analyse-model og så ellers at følge de almindelige akademiske regler, hvor man skal huske at henvise tilbage til en større autoritet af en eller anden slags - en eller anden fortidens store kanon inden for det givne område.

Fordi analysen kan bruges til hvad som helst, mister den sin slagkraft. Jeg kan fremkomme med én påstand, som jeg er kommet frem til gennem min analyse, og så kan du komme frem med den modsatte påstand og hente støtte i din egen analyse. Det handler jo bare om, hvordan man konstruerer sin analyse.

Et eksempel, som jeg har brugt tidligere, er mit speciales konklusion. Jeg er kristen og ønsker f.eks. at reducere den status og dermed opmærksomhed, som videnskaben i samfundet i øjeblikket tildeles på bekostning af troen på Jesus Kristus og Guds almagt og storhed, og jeg går derfor efter at påvise, at videnskaben ingen eksistensberettigelse har. Gennem en videnskabelig analyse lykkes det for mig at påvise dette. Alligevel ønsker folk mig tillykke med min nye titel. Suk! (Men tak.)

Denne analysens svaghed vil gå op for folk, efterhånden som der uddannes et hav af akademikere, der på kryds og tværs argumenterer for at henholdsvist det ene og det andet (modsatte) skulle være objektivt (=måleligt/beviseligt) sandt - lænende sig op ad hver deres udmærkede videnskabelige analyse.

Måske er det det, man allerede kan se mange tegn på i samfundet. At videnskabens højre hånd, analysen, er på vej ud; og med den videnskabeligheden; og med den naturligvis videnskaben. Der er jo ubetvivleligt en stadigt stigende interesse for det åndelige “derude”, og det må vel være på (ifølge det ovennævnte velbegrundet) bekostning af det målelige/beviselige.

(Jeg skriver dette, anerkendende at det i sig selv er en analyse. Min pointe er jo nemlig ikke, at man ikke må analysere, men bare den, at vi ikke skal gøre det bare for at vise, at vi er gode til det, i et forsøg på at opnå hæder og anerkendelse og titler.)

*Hmm, gad vidst, om nonesomhelst kan følge mig*

Indledning

Kapitel 1

I prologen læste vi, hvorledes videnskaben accepterede mit speciales konklusion om, at videnskabens eksistensberettigelse var forsvundet.

Men historien fortsætter (eller begynder derfra). Her i kapitel 1 skal videnskabens nærmere reaktion på denne konklusion behandles.

Med videnskabens reaktion mener jeg egentlig bare den to siders specialeudtalelse, der hørte med til bedømmelsen.

Jeg ønsker nemlig at problematisere nogle centrale misforståelser i udtalelsen.

- Men, Niels, hvis du mener, at du ikke er blevet bedømt korrekt, hvorfor henvender du dig så ikke bare til instituttet og laver en decideret klagesag ud af det?

- Fordi jeg ikke har noget at bruge en højere karakter til. Jeg synes faktisk, at 7 er rimeligt. Desuden er jeg enig i store dele af udtalelsen, f.eks. det meste af den kritik, der går på, at visse tekniske detaljer, som f.eks. valg af visse kapiteloverskrifter ikke vidner om en “fuldt udviklet fortrolighed med genren [...] akademisk afhandling.”

Den rette beskrivelse havde måske i virkeligheden været “vidner om en temmelig ligegyldig omgang med overskrifterne, fordi specialets konklusion jo netop er, at videnskaben, og dermed også specialet, og dermed også tekniske detaljer som dets kapiteloverskrifter i det hele taget ingen eksistensberettigelse har”.

Og worst case scenario, hvis jeg sender en decideret klage: Det kunne jo gå op for dem, at jeg har overtrådt det niende af de ni bud for akademiske afhandlinger, som står nævnt i den hellige skrift: Merkblatt schriftliche Arbeiten Germanistik, Institut for germansk filologi, Aarhus Universitet, 1998, s. 2 (her i pdf), som er opskriften på, hvad der forventedes af en afhandling på tyskinstituttet i min studietid.

I pkt. i), der handler om specialets afrunding, hedder det nemlig:

“Krönung: Nach [dem] Rückblick schau - wenn du noch kannst - nach vorne, indem du ein paar Sätze dazu schreibst, welche neuen Fragen sich für die Zukunft aus deiner Arbeit ergeben. Es ist in unser alle Interesse, daß wir Germanisten nicht arbeitslos werden. [...]“

Det understregede oversat: “Det er i vores alles interesse, at vi germanister ikke bliver arbejdsløse.”

Med mit speciales konklusion om videnskabens manglende eksistensberettigelse må man vel sige, at jeg ikke overholder budets intention.

- Men, Niels, hvorfor skriver du som om det, du kalder videnskabens reaktion (som du stadig ikke er kommet til) her på denne (blog-)platform?

- Fordi reaktionen (sandsynligvis mod sin vilje) i hvert fald ifølge specialet understreger specialets konklusion, og hvis specialets konklusion i bare en eller anden form virkelig holder vand, så tyder det på, at vi går ind i en tid, hvor videnskaben (nok især den humanistiske) kommer i krise, og det er da lidt interessant, fordi vi ellers har været vant til at tillægge videnskaben enorm værdi. Tænk bare på statsministerens ønske om, at vi skal være et vidensbaseret samfund. 

Men nu til den del af reaktionen, som jeg ikke kan se som andet end en stor misforståelse, og som berører kernen i mit arbejde. Der står i udtalelsen:

“[A]rgumentationen for tesen om paradigmekollisionen overbeviser ikke, fordi den ikke overholder reglerne for sammenhængende akademisk argumentation. Således gennemsyres store dele af argumentationen af ræsonnementer af snarere privat end faglig karakter, og materialet håndteres ikke altid med den fornødne omhu, f.eks. forveksles s. 61f. Schlaffers tese om, at tysk litteratur først bidrager til verdenslitteraturen, hvor den begynder at imitere en religiøs “Sprachgebärde”, med forfatterens Letztwert, dvs. “radikale Aufklärung”.”

Det er korrekt, at hvis jeg på s. 61f. bare skrev en masse om, hvad jeg selv syntes i stedet for at hente støtte fra videnskabelig side, ville det være ganske u-akademisk (hvilket i en eller anden forstand ikke betyder det helt store, hvis specialets konklusion, som jo er blevet bedømt til bestået, holder vand, og “det akademiske” vel ifm. konklusionen må forventes at ebbe ud sammen med den prestige, som indtil nu har været forbundet med “videnskab”).

Men nu forholder det sig bare sådan, at det, jeg skriver på side 61 (her i pdf) er, at videnskabsmanden Walter Klier i sin artikel “Literatur: eine Kolumne. [Rezension zu Schlaffer, Heinz: Die kurze Geschichte der deutschen Literatur]” fra tidsskriftet Merkur 2002, vol. 56, h. 7, s. 605 (her i pdf)udtrykker sin ærgrelsen over Schlaffers teses sammenhæng med hans Letztwert - i øvrigt et forhold, jeg har gjort grundigt rede for allerede på s. 31f. (her i pdf) i afsnit 3.2.3.6, “Videnskab = Darwin, Nietzsche, Marx, Freud?”, som her skal citeres fra:

“Klier lægger ud med begrebet ‘det moderne’ og forklarer, at dette begreb hænger nøje sammen med de reduktionistiske filosofier fra slutningen af det 19. århundrede med afsæt i navnene Darwin, Marx og Freud. Om disse siger han, at de stadig bare ved deres blotte nævnelse har en vedholdende kanonisk virkning, som ingen tilsyneladende tør rokke ved, fordi de per se betragtes som videnskabelige. Dette på trods af at den videre forskning har hhv. modsagt, forklaret og udbygget deres teorier i myriader af enkeltheder, så man ikke længere kan tale fornuftigt om ‘darwinisme’ eller ‘marxisme’ under ét. Klier stiller sig altså uforstående over for Schlaffers “Ton eines Triumphalismus”(fodnote til Klier, s. 605), når Schlaffer referer Büchner, der siger: “Was die Braven Bürger [...] ‘Liebe’ nennen, ist nur eine Verkleidung der Sexualität”. At konklusionen på disse filosofier, det absolutte toppunkt for dén menneskelige tænkning, der benævner sig selv ‘den radikale oplysning’, bliver, at begrebet kærlighed i virkeligheden blot er en illusion, hvis formål udelukkende er, at få os til at glemme, at vi styres af dyriske sexuelle drifter, mener altså Klier er et sørgeligt sted for videnskaben at (vælge at) stagnere.(fordnote til Klier, s. 605)

Ikke desto mindre er det netop, hvad han fortrøstningsløst ender med at konstatere, at den gør:

“Die drei Grundlegungen dieses Reduktionismus, in denen das 20. Jahrhundert seine (philosophische) Erfüllung gefunden hat, werden abermals, nun bereits [mit Hilfe von Schlaffer] im 21. Jahrhundert angelangt, als nicht weiter Übertreffbares gefeiert[.]“(fodnote til Klier, s. 605)

[Oversat: "Men de tre grundlæggelser af denne reduktionisme, i hvilken det 20. århundrede har fundet sin (filosofiske) opfyldelse, bliver - og [med Schlaffers hjælp] nu også ankommet i det 21. århundrede - fejret som noget, der ikke kan overgås.”]”

Måske er det i øvrigt dette sted (midt i det ovenstående blå stykke tekst), som forfatterne til specialeudtalelsen omtaler, når de skriver: “Specialet er skrevet i et sprog, der sine steder ikke er optimalt læservenligt”. Jeg erkender, at det måske kunne have været formuleret mere læservenligt. Jeg kæmpede længe med at omskrive det, men jeg kunne ikke få det til at udtrykke præcis det samme på andre måder. Sætningerne er dog grammatisk korrekte og derfor (med en portion tålmodig grundighed)læselige.

Nå, men der er altså ikke tale om, at mine private holdninger (beviseligt) har spillet ind her. Jeg refererer sådan set bare, hvad Klier han siger, hvilket er ganske akademisk.

At Schlaffers tese i øvrigt må have en sammenhæng med hans Letztwert, nemlig (det moderne paradigmes) radikale Aufklärung (som kunne oversættes med “entydig rationalisme”, er den - for mig at se - eneste måde, hvorpå man kan forklare, en - som jeg på side 51 citerer videnskabsmanden Andreas Keller for - ellers “sært pludselig og uvedkommende ateistisk bekendelse”, som Schlaffer konktekstløst fyrer af på sin bogs s. 21 (her i pdf):

“Diese kurze Geschichte der deutschen Literatur ist kein anschwellender Kirchengesang, der eine Rückkehr zu christlichen Werten - und sei es auch nur zur Beförderung der deutschen Literatur - anstimmen möchte. Der Verfasser hält es mit der radikalen Aufklärung: Jede Religion ist ein Irrtum, aber ein folgenreicher Irrtum. Zu dessen - seltenen - guten Folgen gehört das beste an der deutschen Literatur. Man kann sich der Folgen erfreuen, ohne deren Ursachen zu verehren.”

[Oversat: "Denne korte historie om den tyske litteratur er ingen kirkefortale, der ønsker at anstemme til [...] en retur til kristne værdier. Forfatterens tilgang er entydig rationalistisk: Enhver religion er en fejltagelse, men en virkningsfuld fejltagelse. Som en af de - få - gode konsekvenser opstod det bedste af tysk litteratur. Man kan godt glæde sig over konsekvenser, uden at ophøje deres årsag.”

Jeg kan altså derfor ikke forstå, hvorledes netop dette skulle kunne problematiseres.

Til gengæld kan jeg forstå, hvorfor det problematiseres. Det er en aggressions-manøvre, videnskaben foretager sig, fordi den er trængt op i en krog, og som jeg på s. 62 (her i pdf) efter akademisk sædvane ikke selv hævder, men blot citerer videnskabskvinderne Heydebrand & Winko for, nemlig:

“Die Alltagserfahrung wie auch die Kommunikation über Literatur zeigt, daß Personen immer dann besonders aggressiv reagieren, wenn sie in ihrem Wertebereich verletzt werden.”

[Oversat: "Almindelig erfaring som også kommunikation om litteratur viser, at personer [her: (litteratur-)videnskaben] altid reagerer særligt aggressivt, når de rammes på et ømt punkt i deres værdisæt.”] - Og som vist med det niende bud ovenfor, rammer konklusionen “Ingen eksistensberettigelse” et punkt i værdisættet, der hedder “Det er vigtigt, at vi videnskabsfolk ikke gøres arbejdsløse”. Ifølge Heydebrand & Winko er det altså helt naturligt og bare en understregning af specialets konklusion, at videnskaben ikke synes om mit speciales hovedpointe.

Ideer til kommende kapitler: “Om at være analytisk bare for at have noget at diskutere”; “Om etymologien i videnskabens -skab”; “Religion ud: Religionskritik. Videnskab ud: Videnskabskritik. - Men hvorfor overhovedet et opgør?”