I Danmark en forbryder – i Tyskland en helt!

I den tyske udgave af TV-avisen var der her til eftermiddag et indslag om Sir Nicholas Winton, der for 70 år siden i det skjulte reddede et stort antalt jødiske børn fra at blive sendt i udryddelseslejre af nationalsocialisterne.

Der blev indsat et festligt særtog til at køre igennem Tyskland for at fejre manden.

 

Jeg siger ikke, hvad der samtidigt indtil videre har været over ti artikler om på politiken.dk i dag, men jeg håber ikke, der skal gå 70 år fra i dag, før vi sender et særtog gennem Danmark.

Derfor har de fleste kirker det samme problem som Folkeskolen: De kan i modsætning til DDR ikke bygge en mur, og så flygter de, der ellers skulle have udviklet samfundet.

Farven på forsiden giver mig spat. Men alligevel fik jeg åbnet bogen, som jeg havde fået anbefalet af min mor, fordi hun havde sagt, at der var none temaer i den, som hun syntes kunne være interessante at snakke om med folk som mig.

Og sandelig, så viste dig sig jo, at det ér en bog, der er interessant for folk som mig.

Den er skrevet af en mand, der hedder Erling Rimehaug, og jeg vil her fremdrage et længere citat fra bogen, hvor han refererer en teolog, der hedder Fowler, som har skrevet bogen Stages of Faith, hvori Fowler udvikler en model for åndelig udvikling, blandt andet baseret på læsning af troende menneskers biografier.

Hvis man kender lidt til psykologerne Piaget, Kohlberg og/eller Erikson, m.fl., kender man også til denne type modeller, der forsøger at beskrive, hvordan mennesket befinder sig på forskellige stadier i løbet af livet. Men Fowler, skal man huske, er naturligvis ikke psykolog eller sociolog, men altså teolog, og danner derfor sin model ud fra denne vinkel.

Fowler opererer med seks trin:

• De to første er barnets konkrete og bogstavelige tro.
• “Den tredje fase kalder Fowler for den syntetisk-konventionelle tro. Det er her, vi sætter billeder fra barndommen sammen til en tro, vi har et personligt forhold til. Samtidig er man meget afhængig af opfattelserne i det miljø, man lever i. Man kan have en stærk overbevisning om, hvad der er den rette lære, uden egentlig at have undersøgt, hvorfor den er det. Mange mennesker forbliver på dette stadie hele livet igennem. De er som regel loyale medlemmer af deres menighed. Ofte skal der en eller anden form for krise til for eventuelt at drive dem videre til næste fase.
• Trin fire, den individuative/projektive tro, er præget af, at man former sin egen tro som noget selvstændigt i forhold til den gruppe, man tilhører, og ofte også i opposition til den. Man bliver optaget af sine egne grænser og gennemprøver sine egne meninger. Fowler sammenligner det med en fisk, der springer op af vandet og begynder at reflektere over, hvad havet er. Det kan, som vi forstår være farligt. Og det opleves også ofte som en krise. Fowler siger, at mange standser op mellem fase tre og fire og kommer ikke videre.
• Trin fem kalder Fowler den konjunktive tro. Det er en moden tro, hvor man har testet både det, man kommer fra, og de nye opfattelser, man har mødt, og dannet sig sit eget billede, man selv kan stå inde for. Man reflekterer over sine egne sejre og nederlag og får et mere modent forhold til livets udfordringer. Det fører også til et mere komplekst gudsbillede, hvor både Guds fravær og fremmedhed og hans nærhed og kærlighed er integreret. Samtidig har man fået tryghed i sin egen tro, som gør, at man bliver interesseret i at forstå andre former for tro.
• Det sidste trin kalder Fowler for universaliserende tro. Det er dem, der har en tro, der strækker sig ud over dem selv og påvirker andre mennesker. De kan få mange til at følge sig, men de kan også opfattes som provokerende og ægge til modstand.

[...]

Sociologen og præsten Alan Jamieson har brugt Fowlers model til at forstå menneskers forhold til menighedsfællesskab. Han mener at kunne konstatere, at de fleste menigheder kollektivt befinder sig på det tredje stadie i Fowlers udviklingsmodel. Når så medlemmer i menigheden har behov for at udvikle deres egen tro til de næste stadier, opstår der en krise, som ofte fører til, at de forlader menigheden. Han mener, at menigheder har behov for at udvikle sig, så de kan rumme mennesker på alle stadier i den åndelige udvikling. Ellers bliver resultatet, at menigheder mister de medlemmer, som er kommet længst i modenhed.”

(Erling Rimehaug, Tørsten giver lys, Lohse 2008, s. 124-126)

Jeg genkender mit eget liv og ser denne model som et tillæg til Niebuhrs model for, hvorfor kirker deler sig, som står beskrevet andetsteds på denne blog.

40 partier i Folketinget could happen!

Sidste skud på den politiske stamme er som måske bekendt Centerpartiet, der blev stiftet den 17. januar som en gren af Kristendemokraterne (må man vel godt kalde dem).

Hvis jeg skulle være medlem af et politisk parti, ville det nok blive dem, men det tror jeg nu ikke, at jeg skal.

Deres “ideologi” kalder de personalisme.

Det, at der inden for så kort tid er opstået to nye partier (ud over Liberal Alliance), der har fået mediebevågenhed – altså Borgerligt Centrum og nu Centerpartiet – får mig til at tænke følgende:

Hvad ville der ske, hvis der var en øvre spærregrænse på f.eks. 4%? Kunne det ikke være festligere? Det kunne jeg godt tænke mig.

Fortsat god dag…

Skal man tro hinduerne, befinder vi os i den fjerde og sidste (og ringeste) af de fire tidsaldre verden gennemgår, inden det hele starter forfra.

Tidsalderen, vi befinder os i, hedder Kalis alder og er på sølle 432.000 år (Jeg siger sølle, fordi de fire tidsaldre tilsammen varer 4.320.000 år (hvilket er den samlede livs-længde for Manu)).

Efter i alt 1.000 af disse perioder, hvilket i øvrigt udgør én dag for Brahma, vil universet blive destrueret af en ødelæggende ild eller oversvømmelse, hvorefter der følger én nat (af samme længde) for Brahma. En sådan dag og nat tilsammen udgør en Kalpa, 8.640.000.000 år. Herpå venter en ny dag og en ny nat osv.

Nå, tilbage til vores ringe tidsalder på 432.000 år, Kalis alder. Det er som sagt den sidste, før det hele starter forfra. Vi afventer Ragnarok. Nej hov, det var vist et begreb fra den nordiske mytologi, men skal man tro Snorres Edda kapitel 25, så vælter det jo også ud fra Valhal med krigere, der skal i kamp mod Fenrisulven til den tid. Valhal er indrettet til formålet:

Fem hundrede døre

og fyrretyve

tror jeg, der er på Valhal;

otte hundrede einherjar

går på én gang gennem én dør,

når de går for at kæmpe med ulven.

Do the math your self…

Måske var begrebet Ragnarok legitimt i sammenhæng med hinduisme trods sit ophavs geografiske distance til Indien, og hvis old-indisk og skandinavisk kan høre til samme sprogfamilie, nemlig Indoeuropæisk, kan hinduisme og nordisk mytologi vel også være beslægtet religionsmæssigt.

I stedet for at sidde her og spille klog burde jeg måske sidde og forberede mig til det møde med min vejleder, som jeg skal til i morgen angående de AT-timer, vi skal have tilrettelagt, men mødet er jo først klokken 09:55, og da CERN-maskinen starter op allerede klokken 09:30, eksisterer der jo en mikroskopisk chance for, at forberedelsen alligevel ville være spildte.

Jeg mener, hinduerne har jo forudsagt, at verden starter forfra, inden så længe, og med et Big Bang i morgen, kan man vel sige, at de fik ret. Så har de dog foretaget en mindre regnefejl, da Kalis tid i denne omgang skulle være begyndt i år 3.102 f.Kr. og altså vare til 428.898 e.Kr, men hvem kender ikke det der med at lave regnefejl, spørger jeg bare.

Så lad os da i stedet tage et kig på, hvad folk foretager sig, nu hvor jorden alligevel går under i morgen. Hvad ville du selv foretage dig? Her et par eksempler til inspiration:

Bendt Bendtsen trækker sig – Jobbet må siges at være ført til ende.

Lene Espersen overtager – Man kan jo alligevel ikke nå at gøre noget forkert, og så har man da en ministerpost at skrive på cv’et.

Kim Jong-Il udeblev fra en kæmpe anlagt parade på Nordkoreas 60-års fødselsdag – han skulle til hastemøde i frimurerlogen med bl.a. Bendtsen og socialdemokraternes leder i Tyskland, Kurt Beck, der i dag forklarede medierne, hvorfor han i søndags valgte at træde tilbage ligesom Bendtsen, nemlig af samme årsag som denne.

Michael Laudrup ser ud til at overtage Spartak Moskva – febrilsk panik-beslutning. Han ville bare nå til et andet sted i udlandet som træner, og nu kan det jo alligevel være ligemeget hvorhen. Eller også er det en joke, han laver med dem: “Ja ja, det kan vi godt sige, hvor skal jeg skrive under… Jeg kommer forbi og gør det i morgen en gang ved 10-tiden… *fnis*” – ligesom han i øvrigt også har sagt til Tøløse IF og Vejlby Fritidsklub.

Prøv selv resten af dagen at lægge mærke til, hvad folk foretager sig, nu hvor der alligevel kun er én dag tilbage…

(…så tror jeg i mellemtiden, at jeg vil sætte mig hen og fortsætte forberedelserne til de AT-timer dér ude i terrassens solskin med en god kop cappucino – min mave kan ikke tåle det, men Uhm!) Fortsat god dag…

Strøtanker fra Teopæd dag 2

Jeg har masser af løse ender her på bloggen… De er ikke glemt. Og jeg har godtnok også meget blog-catching-up på andres blogs efterhånden. Men lige i øjeblikket går dagene ret hurtigt. Jeg er som en del af min uddannelsesstilling på kursus i Kolding, så jeg kan blive en god gymnasielærer.

I dag bed jeg særligt mærke i, at vi lærte, at gymnasiereformen, der trådte i kraft 2005, den mest omfattende omlægning af gymnasieskolen siden 1903, “markerer overgangen fra videnssamfundet til informationssamfundet” (cit: en af kursuslederne). Det glæder mig at høre, at vi fremover ikke længere dyrker (/ophøjer) viden lige så meget som i gamle dage. Og jeg er også glad for, at jeg ikke er en politiker, der sidder i en regering, der har som en stor del af sit formulerede regeringsgrundlag, at Danmark skal være “et førende videnssamfund”, hvis jeg samtidig skal søsætte en gymnasiereform, der kommer til at markere overgangen væk fra videnssamfundet.

Dette bekræfter blot mine igangværende overvejelser omkring, hvor uigennemskuelig politik egentlig er (når selv ikke Christiansborgpolitikere kan gennemskue, hvad de selv foretager sig).

P.S.: Dette indlæg er ikke rettet imod en bestemt politik. Jeg ønsker bare at gøre opmærksom på, at lands-politik er så uigennemskuelig en størrelse, at faktisk ingen kan hævde, at de forstår mekanismerne eller kan forudse deres konsekvenser. Ja jeg synes endog, at det virker absurd, at det overhovedet kan fungere bare nogenlunde (som det jo rent faktisk gør i øjeblikket).