Sprognørdens hjørne 27

Et par ord, jeg er stødt på i forskellige sammenhænge for nylig. Gode ord!

elevevaluering er et sjovt ord

metafiktionelt er et fedt ord

Et kort stykke fiktion

“Det er ikke godt i overvejende grad at fokusere på, hvad der ikke er godt“, konkluderede indeværende fortællings hovedperson på sin analyse, som han foretog bare for at analysere, hvorefter han sagde sit job op og blev gartner – et nyt job, han i øvrigt kom til at holde meget af, især fordi det blandt meget andet gik ud på at passe planter. Han nød at se på de forskellige farver, former og strukturer i naturen og at se ting vokse. Og han nød, at hans arbejde ikke hovedsageligt gik ud på at lokalisere fejl og rette op på dem. Og så kunne han godt lide, at ingen blandede sig.

Dagens meta

…findes her på studenterpastorens blog.

Hva, hvor skal vi hen du?

Lige nu lever vi midt i en tidsalder, hvor alt er relativt og flydende og overmåde nuanceret og har været det i et relativt flydende stykke tid - *bladrer i Ottmers Rhetorik for at finde ud af, om “flydende stykke” kan gå ind under betegnelsen oxymeron…* …jo, det går vist… *slår op, om det hedder vist eller vidst* – *tænker over den etymologiske forskel* – *ryster på hovedet over ordet vist* Nåh jo, wissen *ryster nu på hovedet over vidst i stedet og over toheden viis og viden i det hele taget og over at der er sket en semantisk deling*

Hmm, hvor kom jeg til (eller fra)… *tænker på, om man, nej jeg (vi kan ikke lide ordet man, det er koldt og upersonligt, kynisk), burde skrive hvad eller hvor i forbindelse med “kom jeg til/fra”* Hm.

Altså bliver det næste verdenssyn så sort/hvidt og 2-dimensionelt, eller hvad? *grubler træt over hvad forskellen er på (af alle forholdsord (!) (mellem er på en måde bedre, men også upræcis(/-t(?))) endelserne -nel og -nal (hmm.. personale, personel… hmm..), eller burde man sige “forskellen på(/mellem) endelse A og (endelse) B” eller “forskellen på(/mellem) endelserne A og B”? Det må da egentlig være det første, hva’?*

Altså min hovedpointe (der som efterhånden sædvanligt er formuleret som/i form af/ved (hjælp af) et spørgsmål) er afrundet, så du behøver egentlig ikke, at læse videre (afhængigt af dit ærinde naturligvis).

*spekulerer: Hvordan blev Dokument og Praksis nonesinde færdigt, når der kun skal én person til en babylonisk sprogforvirring som denne? For slet ikke at tale om Grundloven* – *konkluderer: Der må nærmest være overnaturlig indgriben til stede, hver gang verbal kommunikation lykkes!*

Cand.snob.

Du godeste…

Tænk at de lod specialet bestå. Jeg ved godt, at de vel primært ser på det tekniske (formen) og først i anden omgang på indholdet, men når specialet opnår et 7-tal, så må det vel være, fordi indholdet af specialet ikke er komplet forkasteligt.

Og det er interessant, fordi konklusionen på specialet er, at den videnskabelige ramme, det er skrevet i – altså (litteratur-)videnskaben selv – ikke (længere) er meningsfuld.

Omformuleret: Videnskaben anser min påstand om videnskabens tomhed for at være videnskabelig. Jeg har med videnskaben som redskab (gennem analyse af videnskabeligt materiale) påvist videnskabens ligegyldighed.

Her først et uddrag fra resuméet (fra et dansk udkast, det endelige resumé er (ifølge studieordningen) på tysk) og derefter et uddrag fra konklusionen. Alt, der er skrevet rødt, er tilføjet i denne post og står ikke i selve specialet.

Uddrag fra resuméet:

“I 2002 udkom Heinz Schlaffers bog Die kurze Geschichte der deutschen Literatur, der var på kun 158 sider. Da den med hensyn til sin længde og på mange andre måder ikke opførte sig som en normal litteraturhistorie, var modtagelsen af den i og uden for videnskaben meget hård.

Formålet med denne afhandling er at analysere denne modtagelse [...]

[...]

Det mest omfattende af [modtagelsens kritikpunkter] viser sig at have at gøre med de kriterier, som Schlaffer anvender, når han fremhæver noget litteratur som godt og afviser andet.

I diskussions-afsnittet, der følger på analyse-afsnittet, præciseres, hvad grundproblemet synes at være, nemlig, at Schlaffer faktisk hverken tydeliggør eller begrunder disse kriterier.

Men at denne problematik skulle være roden til den voldsomme modtagelse, viser sig dog muligvis at være et skin. I virkeligheden er den efter al sandsynlighed kun et underpunkt til noget større, nemlig et igangværende paradigmeskifte, der blandt mange andre områder åbenbart også influerer den tyske litteraturvidenskab. Det drejer sig om skiftet fra det, der groft forenklet kaldes ’det moderne’, til det, der ofte går under samlebetegnelsen ’det postmoderne’.

[...]

Via repræsentanter for litteraturvidenskabelig Wertungsteori, religions-videnskab, sociologi og postmoderne filosofi når afhandlingen frem til sin konklusion, som siger, at analysen af modtagelsen af Schlaffers bog viser, at paradigmeskiftet er ved at effektueres inden for litteraturvidenskaben, der dermed er ved at bevæge sig væk fra sit eksistensgrundlag, fordi dette opstod i den ’moderne’ kontekst. I denne forbindelse perspektiveres – blot for ved en sammenligning med et fjernt felt at udtrykke omfanget af dette igangværende paradigmeskifte – til frikirkerne i Danmark, hvor mange af de i diskussionen påviste processer i øjeblikket nemlig tilsvarende finder sted.

Det følger heraf, at der nok snart bliver brug for, at litteraturvidenskaben genskaber sig et eksistensgrundlag, da det eksisterende ser ud til at være på retræte.”

Uddrag fra konklusionen:

“For det andet er det svært at beskrive paradigmekollisionen, fordi det altid er nærmest umuligt at beskrive den tid eller det paradigme, man selv befinder sig i, positivt. Man kan kun forholde sig til det forgangne paradigme og se, at man i hvert fald ikke befinder sig i dét. Og selv den beskrivelse er ufuldstændig, fordi den indeholder ordet forgangen, hvilket ikke er rammende i forhold til f.eks. Furseth & Repstads demo-/geografiske paradigme-inddeling, hvor journalister og kunstnere siges at være underlagt ét paradigme, og bønder og pensionister et andet. [Frem for en (rent) historisk epoke-inddeling i f.eks. før-moderne, moderne og post-moderne. Furseth og Repstad læner sig her meget op ad Ninian Smart og Smarts Worldviews fra 1983 (og det gør jeg også).]

Det mest interessante perspektiverende spørgsmål, man herefter kunne stille sig selv er, hvad den moderne videnskabs og måske især humanioras placering eller fremtidsmæssige rolle er i alt dette.

Videnskaben/-erne er jo også en del af de områder, der autonomiseredes med det moderne projekt. På universiteterne trådte teologien i baggrunden efter tidligere at have været det væsentligste område, som ethvert andet område – til at begynde med blot filosofien – skulle agere ”tjenestepige”[1] for. Jura kom til, og andre områder autonomiseredes, som f.eks. alle de, der hører til humaniora. Det vil sige, at alle disse videnskabers eksistensberettigelse blev til i sammenhæng med det moderne projekt.

Men hvad betyder så dette, hvis vi er på vej ind i en postmoderne verden som den beskrives af Lyotard og sociologerne i afsnit 4.3.3, hvilket undersøgelsen af modtagelsen af Heinz Schlaffers korte litteraturhistorie har antydet kraftigt, at vi er? I alleryderste logiske konsekvens vil det vel sige, at denne eksistensberettigelse forældes, og at kapitalen [efter Bourdieu, ikke Marx.] derved udhules, hvorefter tre scenarier synes mulige:

1) (Litteratur-)videnskaben ignorerer det forsvundne eksistensgrundlag og fortsætter sin nu meningsløse aktivitet i en post-videnskabelig verden i et på forhånd dødsdømt forsøg på at opretholde en form for magt i et system, der beror på social differenciering som omtalt i Heydebrands & Winkos tredje perspektiv[2].

2) (Litteratur-)videnskaben skaber sig en ny eksistensberettigelse, der anerkendes uden for (litteratur-)videnskaben.

3) (Litteratur-)videnskaben ophører med sit virke, og Schlaffer ender – på trods af at være nået til facit gennem andre mellemregninger – med at have ret, når han hævder, at den tyske litteraturs historie er død. I hvert fald forstået således, at den videnskabelige beskæftigelse med litteraturen i en postmoderne sammenhæng vil gå sin ende i møde.

Dette er naturligvis meget firkantet og unuanceret sat op, og så længe der er tale om parallelle paradigmer, vil litteraturvidenskaben kunne vælge at forblive i det moderne, og scenarierne vil ikke være aktuelle. Men vil den ind ad porten til det postmoderne og opholde sig dér, fast forankret i en eksistensberettigelse, må scenarie 2 nødvendigvis aktiveres.

---

[1] Lausten, s. 133.

[2] Beskrevet i afsnit 4.3.5.”