I Danmark en forbryder – i Tyskland en helt!

I den tyske udgave af TV-avisen var der her til eftermiddag et indslag om Sir Nicholas Winton, der for 70 år siden i det skjulte reddede et stort antalt jødiske børn fra at blive sendt i udryddelseslejre af nationalsocialisterne.

Der blev indsat et festligt særtog til at køre igennem Tyskland for at fejre manden.

 

Jeg siger ikke, hvad der samtidigt indtil videre har været over ti artikler om på politiken.dk i dag, men jeg håber ikke, der skal gå 70 år fra i dag, før vi sender et særtog gennem Danmark.

"Jeg hørte hele din prædiken" – "Ja, hvad talte jeg så om (i sidste uge)?"

Jeg vil ikke gå helt så langt som at kalde ugentlig kirkegang for ubibelsk, men der opfordres jo ikke til det noget sted i Bibelen.

Når jeg så alligevel kan tilslutte mig så i hvert fald regelmæssig kirkegang, er det blandt andet af en grund, som min gamle underviser på religionsstudiet gav mig. Jeg havde ham til et fag, der handlede om det gamle testamente, og i sit arbejde med det gamle testamente var han kommet frem til, at menneskets alvorligste synd måtte være glemsomhed. Det var altid, når folk glemte Gud, eller glemte, hvordan Gud var/er, at det begyndte at gå galt for dem. Og et ugentligt besøg i kirken, kan jo blandt andet hjælpe en til at blive mindet om Gud/hvordan Gud er, især hvis han ikke fylder så meget i ens hverdag.

Men desværre er prædikener utroligt svære at huske. Endda selvom man hører godt efter, hvad der bliver sagt. Jeg kan fx ikke opregne pointerne i bare en lille brøkdel af alle de mange prædikener, jeg har hørt i kirker i løbet af mit liv. Jeg kan kun huske enkelte detaljer, som da Lasse Bech i en prædiken for mange år siden “placerede” en bombe på Vejlefjordskolen og sprængte alle til plukfisk et antal gange, indtil der var nogen, som tog telefonen, men jeg kan ikke huske pointen.

Dette, at det er svært at huske, hvad en tyve minutters prædiken handler om, er også grunden til, at undervisningsformen stort set ikke findes i de danske og mange andre skoler, hvor målgruppen/eleverne skal deltage meget mere aktivt, jf. de nuværende såkaldt konstruktivistiske læringsteorier, der definerer læring som en proces, som foregår inde i den enkelte person, og går ud fra at viden ikke er en genstand, som kan transporteres fra en persons hjerne over i en anden persons hjerne. Hvis en lærer har en given viden og ønsker, at en elev skal besidde den samme/tilsvarende viden, kan læreren altså ikke nøjes med at “fortælle” den viden. Eleven skal selv opbygge den viden. Det eneste, som læreren har mulighed for at gøre, er at sætte rammer (i fagterminologien kaldet et stillads) op, inden for hvilke eleven har mulighed for at bygge sin viden.

I praksis gør læreren så dette især ved at stille øvelser til rådighed for eleven, fx fysikforsøg, mundtligt pararbejde i sprog, opgaveark til en tekst, osv. Disse øvelser mangler i kirken! En prædiken, der ønsker at blive husket, kunne indbygge sådanne øvelser. Det behøvede ikke engang at være noget særligt forberedelseskrævende som i lærerens tilfælde, men kunne bare være, at pointen blev opsummeret af prædikanten i slutningen af prædikenen, og at prædikanten så opfordrede alle til at gentage pointen højt efter modellen: “Gentag efter mig…”

En prædiken, jeg kan huske pointen fra, og som jeg er sikker på, at mange andre husker pointen fra, var netop en prædiken, hvor prædikanten (igen Lasse Bech), “tog menigheden med på en øvelse” i form af et eksperiment. Han smed en masse ting fra vores hverdagsliv ind i en roterende betonblander, blandt andet en bærbar, en masse flødeboller og noget sodavand, og hans pointe var, at det er vigtigt, hvad vi putter ind i vores liv, når vi skal støbe fundamentet til et godt liv.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er ønskeligt, at prædikener huskes årti efter årti efter årti, eller om det måske i virkeligheden er meget sundt, at de emner, der på ét tidspunkt prædikes meget om, på et senere tidspunkt ikke er så meget i fokus længere.

Dagens McGrath-citat eller Om trosbekendelser i et pluralistisk samfund

Ethvert kirkesamfund har sin egen trosbekendelse, none bestemte trospunkter eller lignende. I Adventistkirken har man således fx ikke en trosbekendelse, men en i princippet dynamisk række trospunkter – i 2005 blev listen udvidet fra 27 til 28, men når jeg i mit lærer-job ser, hvor svært det er for skiftende undervisningsministre i Danmark at afbureaukratisere undervisningssektoren, i forhold til, hvor let det er at føje nye regler til, tvivler jeg ærligt talt på, at en sådan liste over trospunkter i praksis lader sig reducere.

Et eksempel på et trospunkt fra listen kunne være:

Der er en helligdom i Himmelen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. I denne helligdom gør Kristus tjeneste for os og gør forløsningen, som han en gang for alle vandt ved sit sonoffer på korset, tilgængelig for de troende. Kristus blev indviet som vor store ypperstepræst og påbegyndte sin tjeneste som formidler ved sin himmelfart. I 1844, ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 aftener og morgener, påbegyndte Kristus den anden og sidste fase af forsoningstjenesten. Det er en undersøgende domshandling, som er en del af den endelige bortfjernelse af al synd, symboliseret ved renselsen af den gamle hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I denne forbilledlige tjeneste blev helligdommen renset ved offerdyrenes blod, men de himmelske ting renses ved det fuldkomne offer, Jesu blod. Den undersøgende domshandling åbenbarer for de himmelske væsener, hvem af de døde der er sovet ind i troen på Kristus og derfor i ham er værdige til at få del i den første opstandelse. Den åbenbarer tillige, hvem blandt de levende der lever deres liv med Kristus, holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og i ham er rede til at blive bortrykket til Guds evige rige. Denne domshandling stadfæster, at Gud er retfærdig, når han frelser dem, der tror på Jesus. Domshandlingen erklærer, at de, der er forblevet trofaste mod Gud, skal modtage riget. Fuldendelsen af denne Kristi tjeneste vil markere nådetidens afslutning før Kristi genkomst. (24. trospunkt/læresætning)

I den bog, jeg er ved at læse, er jeg kommet til et afsnit, der handler om sådanne trosbekendelser og lignende (confessions), og deres tilblivelse, fx. Luthers berømte augsburgske bekendelse fra 1530, Church of Englands 39 trospunkter fra 1572 (i dag stadig 39 punkter, altså heller ikke ret dynamisk), forskellige større calvinske trosbekendelser som den franske fra 1559, den skotske fra 1560, den belgiske fra 1561, den anden helvetiske fra 1562 og Westminsterbekendelsen fra 1646 for at nøjes med none fra det 16. og 17. århundrede.

Citatet, jeg vil fremhæve fra McGraths bog, handler om, at disse forsøg på at præcisere, hvad man tror, har en historisk kontekst, som de passer/passede ind i, og at meningen med dem ikke var, at de skulle være evigt gyldige:

As Karl Barth rightly observes, these confessions were provisional, spontaneous, and practical documents that came into being as a direct response to a challenge of the moment. They were the product of local Christian communities that took the view that confessions of faith were far from having absolute authority and were subject to review and revision by succeeding generations. For Pierre Maury, confessions “are given by the Holy Spirit out of the pressure of a living, historical situation” that raises certain questions that demand answers. In 1966 the World Alliance of Reformed Churches declared that it “could not treat as absolute any of the structures and confessions which we inherit,” but that it must be prepared to “go wherever the Spirit leads, even if it be through that death that leads to new life.” (Fra afsnittet Instruments of Authority: Creeds and confessions)

Konfessionerne er altså ikke lavet for eftertidens skyld, og det må være op til “succeding generations” at revidere. I det øjeblik doktrinerne nedfældes forudsættes det altså, at der er en generation A: dem, der laver trosbekendelsen i forhold til deres egen historiske kontekst – og en generation B: dem, der kommer efter, og som måske mener, at bestemte ting skal revideres i forhold til deres egen historiske kontekst.

Men, spørger jeg så, hvad nu hvis generation B ikke er en ensartet størrelse med en ensartet kontekst omkring sig, fordi samfundet er blevet pluralistisk (eller måske hele tiden har været det, men nu også betragtes og beskrives således)?

1. Skal man så bibeholde det oprindelige sæt doktriner, fordi det ikke vil være muligt at blive enige om, hvad der bør revideres?
2. Skal man forsøge at revidere sættet af doktriner og i revisionen gå på kompromis med sin egen tro efter en opfattelse af at flertallet jo må være ledt af ånden?
3. Skal man revidere OG pluralisere doktrinsættet?
4. Skal man nulstille og lave et helt nyt sæt?
5. Skal man fortsætte med at have et sæt?

Den hyperkomplekse protestantiske kirke

Jeg er nu næsten halvvejs igennem den bog, som Lars anbefalede mig, og som jeg her godt kunne tænke mig at anbefale videre, nemlig Alister McGraths Christianity’s dangerous idea, der (indtil videre, så langt som jeg nu er kommet) er en – sagt på jysk – meget velskrevet kirkehistorie (fra 2007) over det, der kaldes protestantisme.

Jeg har læst andre kirkehistorier, som Tarald Rasmussens og Einer Thomassens Kristendommen – en historisk innføring (392 s.), Martin Schwarz Laustens Kirkehistorie (303 s.) og hans Kirkens historie i Danmark (128 s.), men hvor sidstnævnte naturligt nok er en geografisk temmelig snæver sag, og de to førstnævnte selvfølgelig bruger en del plads på kirkehistorien mellem år 0 og år 1500 (især den norske, som jeg derfor vil anbefale til dén del af historien), har McGrath meget mere plads (552 s. inkl. 74 s. noter) til rådighed til at udfolde kompleksiteten i det, vi normalt går og kalder protestantisme.

(Ikke dermed sagt, at de andre ikke har diversiteten med, men den er ikke deres primære fokus.)

McGraths bog er ikke totalt udtømmende (det er der jo i sagens natur på ingen måde plads til), men han kommer rigtig godt rundt om mange ting og hvirvler en masse lækre spørgsmål op, som enhver kirkelig retning/ethvert kirkesamfund opstået efter år 1500 burde beskæftige sig en del mere med, end de i forvejen gør.

Bogen har – uden dog, tror jeg, at have det som dagsorden – bestyrket mig i min efterhånden nok ret kongretionalistiske tilgang til konceptet kirke.

Relaterede indlæg:
Om trosbekendelser i pluralistiske kirkesamfund (Jeg mangler respons!)
Operation sommerlæsning iværksat

Det er lidt cool at være medlem af en sekt igen

Jeg skrev engang om en oplevelse, jeg havde som mindre, der involverede et gammelt leksikon. Det kan vi smide ud, nu hvor vi har den nyere store danske encyclopædi gratis online (i beta). Der står dog det samme:

Desværre kører encyclopædien stadigvæk lidt langsomt, så jeg har endnu ikke haft mulighed for at kunne komme ind og se definitionen på sekt endnu.