Jeg kan ikke lide formuleringen “Jeg tror på…”.
Skal vi ikke fremover skrotte den, og højst anvende “Jeg tror…”
(Inden du beslutter dig for at være med i legen, så tænk over, at du så ikke længere vil kunne sige “Jeg tror på Gud” eller “Jeg tror på [sådan og sådan]“, men i stedet vil være nødt til at formulere dig anderledes).
Tak til de musikere (Simon Kvamm, Niels Hausgaard, Mikael Simpson, m.fl.), der med deres koncert på Rådhuspladsen i Kbh i eftermiddag ønsker at vise, at de ikke vil være med til at lægge navn til den stramme danske udlændingepolitik, som i lang tid har båret mottoet: Her er ikke plads til dig!
Tak også til de få politikere (fx de radikale), der tør at have en anden mening end dem, der bestemmer.
Jeg håber for Danmark, at Gud bemærker jer. (Personligt kan jeg i princippet være ligeglad. Gud har ikke givet mig ansvaret for Danmark, og jeg har ikke tænkt mig at opsøge det.)
Jeg vil ikke gå helt så langt som at kalde ugentlig kirkegang for ubibelsk, men der opfordres jo ikke til det noget sted i Bibelen.
Når jeg så alligevel kan tilslutte mig så i hvert fald regelmæssig kirkegang, er det blandt andet af en grund, som min gamle underviser på religionsstudiet gav mig. Jeg havde ham til et fag, der handlede om det gamle testamente, og i sit arbejde med det gamle testamente var han kommet frem til, at menneskets alvorligste synd måtte være glemsomhed. Det var altid, når folk glemte Gud, eller glemte, hvordan Gud var/er, at det begyndte at gå galt for dem. Og et ugentligt besøg i kirken, kan jo blandt andet hjælpe en til at blive mindet om Gud/hvordan Gud er, især hvis han ikke fylder så meget i ens hverdag.
Men desværre er prædikener utroligt svære at huske. Endda selvom man hører godt efter, hvad der bliver sagt. Jeg kan fx ikke opregne pointerne i bare en lille brøkdel af alle de mange prædikener, jeg har hørt i kirker i løbet af mit liv. Jeg kan kun huske enkelte detaljer, som da Lasse Bech i en prædiken for mange år siden “placerede” en bombe på Vejlefjordskolen og sprængte alle til plukfisk et antal gange, indtil der var nogen, som tog telefonen, men jeg kan ikke huske pointen.
Dette, at det er svært at huske, hvad en tyve minutters prædiken handler om, er også grunden til, at undervisningsformen stort set ikke findes i de danske og mange andre skoler, hvor målgruppen/eleverne skal deltage meget mere aktivt, jf. de nuværende såkaldt konstruktivistiske læringsteorier, der definerer læring som en proces, som foregår inde i den enkelte person, og går ud fra at viden ikke er en genstand, som kan transporteres fra en persons hjerne over i en anden persons hjerne. Hvis en lærer har en given viden og ønsker, at en elev skal besidde den samme/tilsvarende viden, kan læreren altså ikke nøjes med at “fortælle” den viden. Eleven skal selv opbygge den viden. Det eneste, som læreren har mulighed for at gøre, er at sætte rammer (i fagterminologien kaldet et stillads) op, inden for hvilke eleven har mulighed for at bygge sin viden.
I praksis gør læreren så dette især ved at stille øvelser til rådighed for eleven, fx fysikforsøg, mundtligt pararbejde i sprog, opgaveark til en tekst, osv. Disse øvelser mangler i kirken! En prædiken, der ønsker at blive husket, kunne indbygge sådanne øvelser. Det behøvede ikke engang at være noget særligt forberedelseskrævende som i lærerens tilfælde, men kunne bare være, at pointen blev opsummeret af prædikanten i slutningen af prædikenen, og at prædikanten så opfordrede alle til at gentage pointen højt efter modellen: “Gentag efter mig…”
En prædiken, jeg kan huske pointen fra, og som jeg er sikker på, at mange andre husker pointen fra, var netop en prædiken, hvor prædikanten (igen Lasse Bech), “tog menigheden med på en øvelse” i form af et eksperiment. Han smed en masse ting fra vores hverdagsliv ind i en roterende betonblander, blandt andet en bærbar, en masse flødeboller og noget sodavand, og hans pointe var, at det er vigtigt, hvad vi putter ind i vores liv, når vi skal støbe fundamentet til et godt liv.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er ønskeligt, at prædikener huskes årti efter årti efter årti, eller om det måske i virkeligheden er meget sundt, at de emner, der på ét tidspunkt prædikes meget om, på et senere tidspunkt ikke er så meget i fokus længere.
En forholdsvis almindelig forståelse af helbredelserne i det Ny Testamente er, at disse markerer en tid, der var præget af det – må man sige – noget overnaturlige fænomen, at Gud tog bolig iblandt os i kød og blod i form af Jesus. Helbredelserne skal så og sige spærre vore øjne op og få os til at rette dem mod Jesus og få os til at forstå, at han er guddommelig. Til denne forståelse hører, at helbredelserne stort set ikke længere havde nogen funktion efter Jesu himmelfart, men da de fortsat nævnes i det Ny Testamente efter Jesu himmelfart, kan man ikke sige, at de udelukkende hører til i den periode, hvor Jesus vandrede omkring på jorden. Altså siger man, at helbredelsesfænomenerne ophørte efter “den apostolske tidsalder”, og derfor kan det, der pludselig sker i pinsekirker fra omkring 1900, ikke være meningen. Mit spørgsmål er herefter: Hvornår præcis skulle denne apostolske alder være ophørt? Var det, da den sidste apostel havde sat det sidste punktum i den sidste bog, der kom med i Bibelen, eller ved hans død, eller ved døden af den sidste af de tooghalvfjerds udsendte (se nedenfor) eller ved døden af den sidste af Pauli medarbejdere, eller da den sidste menighed var plantet, og der ikke længere var flere apostle?
Og hvad skete der i øvrigt med dæmonerne og ånderne? Eksisterede de også kun i den apostolske tidsalder?
— — —
Lukasevangeliet 10,1-12.17-24:
v1 Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. v2 Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. v3 Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. v4 Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. v5 Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! v6 Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. v7 Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. v8 Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. v9 Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. v10 Men når I kommer til en by og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: v11 Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde – vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! v12 Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.
v17 De tooghalvfjerds vendte glade tilbage og fortalte: »Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.« v18 Da sagde han til dem: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. v19 Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer. v20 Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.«
v21 I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. v22 Alt har min fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.«
v23 Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. v24 For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
Ethvert kirkesamfund har sin egen trosbekendelse, none bestemte trospunkter eller lignende. I Adventistkirken har man således fx ikke en trosbekendelse, men en i princippet dynamisk række trospunkter – i 2005 blev listen udvidet fra 27 til 28, men når jeg i mit lærer-job ser, hvor svært det er for skiftende undervisningsministre i Danmark at afbureaukratisere undervisningssektoren, i forhold til, hvor let det er at føje nye regler til, tvivler jeg ærligt talt på, at en sådan liste over trospunkter i praksis lader sig reducere.
Et eksempel på et trospunkt fra listen kunne være:
Der er en helligdom i Himmelen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. I denne helligdom gør Kristus tjeneste for os og gør forløsningen, som han en gang for alle vandt ved sit sonoffer på korset, tilgængelig for de troende. Kristus blev indviet som vor store ypperstepræst og påbegyndte sin tjeneste som formidler ved sin himmelfart. I 1844, ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 aftener og morgener, påbegyndte Kristus den anden og sidste fase af forsoningstjenesten. Det er en undersøgende domshandling, som er en del af den endelige bortfjernelse af al synd, symboliseret ved renselsen af den gamle hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I denne forbilledlige tjeneste blev helligdommen renset ved offerdyrenes blod, men de himmelske ting renses ved det fuldkomne offer, Jesu blod. Den undersøgende domshandling åbenbarer for de himmelske væsener, hvem af de døde der er sovet ind i troen på Kristus og derfor i ham er værdige til at få del i den første opstandelse. Den åbenbarer tillige, hvem blandt de levende der lever deres liv med Kristus, holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og i ham er rede til at blive bortrykket til Guds evige rige. Denne domshandling stadfæster, at Gud er retfærdig, når han frelser dem, der tror på Jesus. Domshandlingen erklærer, at de, der er forblevet trofaste mod Gud, skal modtage riget. Fuldendelsen af denne Kristi tjeneste vil markere nådetidens afslutning før Kristi genkomst. (24. trospunkt/læresætning)
I den bog, jeg er ved at læse, er jeg kommet til et afsnit, der handler om sådanne trosbekendelser og lignende (confessions), og deres tilblivelse, fx. Luthers berømte augsburgske bekendelse fra 1530, Church of Englands 39 trospunkter fra 1572 (i dag stadig 39 punkter, altså heller ikke ret dynamisk), forskellige større calvinske trosbekendelser som den franske fra 1559, den skotske fra 1560, den belgiske fra 1561, den anden helvetiske fra 1562 og Westminsterbekendelsen fra 1646 for at nøjes med none fra det 16. og 17. århundrede.
Citatet, jeg vil fremhæve fra McGraths bog, handler om, at disse forsøg på at præcisere, hvad man tror, har en historisk kontekst, som de passer/passede ind i, og at meningen med dem ikke var, at de skulle være evigt gyldige:
As Karl Barth rightly observes, these confessions were provisional, spontaneous, and practical documents that came into being as a direct response to a challenge of the moment. They were the product of local Christian communities that took the view that confessions of faith were far from having absolute authority and were subject to review and revision by succeeding generations. For Pierre Maury, confessions “are given by the Holy Spirit out of the pressure of a living, historical situation” that raises certain questions that demand answers. In 1966 the World Alliance of Reformed Churches declared that it “could not treat as absolute any of the structures and confessions which we inherit,” but that it must be prepared to “go wherever the Spirit leads, even if it be through that death that leads to new life.” (Fra afsnittet Instruments of Authority: Creeds and confessions)
Konfessionerne er altså ikke lavet for eftertidens skyld, og det må være op til “succeding generations” at revidere. I det øjeblik doktrinerne nedfældes forudsættes det altså, at der er en generation A: dem, der laver trosbekendelsen i forhold til deres egen historiske kontekst – og en generation B: dem, der kommer efter, og som måske mener, at bestemte ting skal revideres i forhold til deres egen historiske kontekst.
Men, spørger jeg så, hvad nu hvis generation B ikke er en ensartet størrelse med en ensartet kontekst omkring sig, fordi samfundet er blevet pluralistisk (eller måske hele tiden har været det, men nu også betragtes og beskrives således)?
 | tvesok om Du ved, at du bor i provinsen,… |
| Niels Tvesok om Sprognørdens hjørne 31 |
 | Niels Christian om Du ved, at du bor i provinsen,… |
