Hmm… fandt lige en gammel kladde i Live Writer med none tanker, som jeg aldrig fik postet. Måske fordi jeg fandt det for uinteressant, men nu har jeg jo lige skrabet bunden med mit forrige blog-indlæg om refferers, så kan det her vel også postes… Spiren har i øvrigt fået 8 blade nu, mens den oprindelige palme kun har tre (slatne) tilbage, men mere om det længere nede.
Hvad har filmen Remix, som jeg så i CinemaxX her til eftermiddag, og artiklen om Dansk Idrætsforbunds ønske om at gigtmedicin blandt topidrætsudøvere måtte blive mindsket, som jeg læste inde på politiken.dk her til aften, med hinanden at gøre?
Jo, de antyder begge samfundets tendens til dekonstruktion.
Efter en lang periode med høj prestige i det at være berømt - en periode, der for alvor startede omkring Goethes Werther i 1774 og kulminerede med 80′ernes action-helte, og som vi stadig ser efterveerne af i dag med vore dages Robinson-, Big Brother-, Scenen er din-, X-factor-vinderne/-heltene - har vi nu for alvor gennemskuet bagsiden af berømmelsens medalje, den alt for høje pris, der må betales, i Remix og i sportens verden eksemplificeret ved smertestillende stoffer (som heroin og gigtmedicin).
Filmen og artiklen dekonstruerer altså berømmelsen.
Min interesse her går altså ikke på genstanden berømmelse, men på det fænomen, at vi dekonstruerer, og hvad der kan ligge i forlængelse heraf, nemlig rekonstruktionen.
Ordet dekonstruktion kommer først og fremmest fra litteraturteorien, men i min anvendelse af begrebet dekonstruktion forsøger jeg her ikke nøjagtigt at genanvende hverken Derrida’s, Heideggers eller andres anvendelse heraf.
Med dekonstruktion mener jeg egentlig blot “analyse med henblik på at blotlægge”, altså omtrent det samme, som mange nok ganske enkelt - måske lidt upræcist - lægger i ordet “analyse”. Upræcist, da analyse, i hvert fald i sin græske grundbetydning (αναλύσειν = at opløse) ikke indeholder et motiv i sig selv, men kan anvendes til forskellige motiver, f.eks. at blotlægge (nysgerrighed/undersøgelse) eller at virke imponerende/klog (retorisk/videnskabeligt/politisk argumenterende virkemiddel).
Men nu vi alligevel er ved analysen, så kan den anvendes i følgende eksempel, som vi får brug for senere. Eksemplet skal illustrere, hvordan noget hen over hundreder af år kan gå fra at være noget, som tænkere beskæftiger sig med på idéplan til at blive til noget, som alle beskæftiger sig med. I eksemplet her er dette “noget” altså analysen. Her først en model:
Modellen viser forskellige lag af samfundet, som vores “noget” skal sive igennem for at gå fra at være en tænkers tanke øverst i pyramiden til at slå igennem i nederste lag, der består af det store flertal af befolkningen.
Ifølge f.eks. Brian McLaren kan analyse kategoriseres under “det moderne”, altså tidsperioden (ifølge ham) fra år 1492 til vel omkring år 2000. I begyndelsen af denne periode stod tænkerne for et projekt, der kaldes oplysningstiden, som gik ud på at nøjes med at beskæftige sig med det, man fysisk kunne forholde sig til. Heraf udsprang, hvad vi i dag kender som “videnskab”, et fænomen, der i høj grad bruger analysen i sit virke.
I dag er “analysen” sivet ned igennem alle lagene og befinder sig nu temmeligt udbredt i det store flertal af befolkningen. Til en Champions League-finale i fjernsynet, eller blot til et topbrag mellem FCK og Brøndby, sætter fjernsynskanalerne gerne en halv til en hel dag af på sendefladen til at dække kampen.
Men hvad er det egentlig der foregår på kanalen ud over de 90 minutters effektiv spilletid (og ud over reklamerne) i løbet af resten af sådan en dag?
Analyse! Eksperter hives ind i studiet og analyserer, hvilke konsekvenser det vil få, at Ole Jakobsen er skadet, og at man derfor har måttet vælge en 3-4-3 opstilling i stedet for den gængse 3-5-2, hvor meget det betyder, at det er den tredje udebanekamp i træk for et af holdene, og hvordan det kan være, at klubbens manager ikke for længst har gjort noget for at styrke midtbanen.
Og hvorfor viser fjernsynet en halv til en hel dags analyse for én enkelt kamp? Fordi det sælger! Den jævne dansker vil gerne høre analyserne for at kunne tale med og måske ligefrem lyde klog, når snakken går henne på arbejdspladsen.
Hvad viser fjernsynet oven på valget efter en to timer lang partilederrunde? En to timer lang analyse, hvor eksperterne står i studiet og forklarer, hvad det var, politikerne netop har sagt i partilederrunden.
Selvfølgelig kan rækkefølgen og indholdet i de midterste lag af modellen diskuteres, såvel som titlen, der måske også er lidt uheldig, men…
Pointen, som jeg ønsker at fremhæve, er:
Analysen er (sammen med resten af “det moderne”) hen over 400 år sivet ned gennem de midterste lag og har nu nået det nederste.
I mellemtiden er andre tendenser ved at vise sig visse steder i samfundet. F.eks. det, som nogle af os foretrækker at kalde “det postmoderne”.
Det har været hos tænkerne og i kunsten længe (30, 40, i visse sammenhænge måske ligefrem 80 år) og er nu ved at arbejde sig ned gennem modellen.
En ting, der hænger sammen med dette “postmoderne” er “dekonstruktionen”, og jeg vil vove den påstand at udgivelsen af både filmen og artiklen, som jeg nævnte i starten, er et udtryk for, at dekonstruktionen ligger og vipper mellem den midterste og den nederste del af pyramiden.
Et andet område, hvor dekonstruktionen er trådt i kraft i fuldt flor, er frikirkeverdenen. Den sidste halvanden generation har næsten ikke beskæftiget sig med andet end at dekonstruere deres egen tro og herefter kirkesamfund - altså ikke tabt eller fjernet troen på Gud, men opløst og blotlagt den i sine bestanddele.
Dette har været nødvendigt, da kirkerne efterhånden har opnået en vis alder (i mange tilfælde ca 150-160 år) og har tillagt sig en masse vaner uden at fjerne nogen. Man har spist og spist og ikke været på slankekur.
Det samme gælder foruroligende nok for vores politiske system, demokratiet i Danmark, der er ved at have samme alder. (Derfor er det i øjeblikket interessant at se, hvad der sker med “parti-kasserne” (og ikke mindst løsgængermoden.))
Det samme gælder foruroligende nok for vores skolesystem, der er ved at have samme alder. (Det er derfor, det er interessant, at Ny Alliances Kolind gik på valg med en tanke om en total reformering af det danske skolesystem.)
Måske er der flere samfunds-systemer, der snart har samme alder, og som kunne tænkes at gå en art dekonstruktion i møde. (Litteratur-)videnskaben lod sig jo f.eks. glædeligt dekonstruere jf. mit speciale.
Men dekonstruktionen er (som analysen) ikke nødvendigvis pr. definition godt eller skidt. Den er der bare. Og det samme er muligheden for rekonstruktion. (Derfor er det interessant at følge med i debatten om den danske folkekirkes eventuelle opløsning, og især, hvordan den aktivt troende del af medlemmerne ville forholde sig i en sådan situation).
Set i bakspejlet, synes jeg måske, at vi i Århus Cafekirke foretog en rekonstruktion lidt for tidligt, da vi ikke var færdige med at dekonstruere, men alt dette var vi jo slet ikke bevidste om dengang.
F.eks. ville jeg synes, det var interessant at dekonstruere et koncept som gudstjeneste lidt mere, inden man eventuelt rekonstruerede det i en opdateret udgave. Er kirkebygningen i dag f.eks. en fortsættelse af synagoge-institutionen, og er synagoge-institutionen noget, som jøderne opfandt, da de var i eksil i Babylon og ikke havde deres centrale helligsted, templet, hos sig længere, og hvem havde overhovedet sagt, at der skulle bygges et tempel i Jerusalem? Og er det i virkeligheden udelukkende af praktiske og slet ikke dogmatiske grunde, at vi forsamles i en bygning, vi af og til kan være så frække at tildele titlen Guds Hus?
På den ene side kunne man jo så sige, at alt det her med dekonstruktion og rekonstruktion lyder temmeligt cyklisk og dermed buddhistisk eller hinduistisk, hvortil jeg vil svare med et billede af min døende palme, at ude i naturen forholder tingene sig nu engang ofte cyklisk:
Bedst som man tror, at palmen er ved at dø, og man kan smide den ud efter lang og tro tjeneste, vokser pludselig en lille fin spire frem, så man ikke nænner det.
Dekonstruktion er i øvrigt nævnt i Bibelen, hvor det er Gud selv, der står for den store dekonstruktion - altså jf. min definition længere oppe. I den bog i Bibelen, der om nogen taler om de sidste tider, nemlig i Johannes Åbenbaring, lover Gud at åbenbare for os, hvordan alting i virkeligheden hænger sammen. Hvilke bøger skulle det ellers forestille at være, der tales om i Åb 20,12: “Og jeg så … bøger blev åbnet…”
Jeg glæder mig enormt meget til rekonstruktionen, der står beskrevet i de to efterfølgende kapitler, de to sidste kapitler i Bibelen.
Her har vi et folk - endda hans eget - der totalt har glemt ham (læs her om præsternes forsømmelser), herefter anskaffet sig afguder, det går dem dårligt, og de aner ikke deres levende råd. Så kommer en profet og fortæller dem, hvad der skal til - nemlig omvendelse væk fra deres synd og erkendelse af, at det rent faktisk var synd (v6) -, og da de griber chancen hører Gud dem også og hjælper dem i deres problemer. Og sådan er han stadig, skulle jeg forresten hilse fra ham og sige, så chancen er der endnu 
