I det nummer af Ung Adventist, der netop er udkommet, står følgende artikel, som jeg (i artiklen) lover at blogge, for at man kan blande sig i den.
Vi tog det første skridt – I tager det næste!
Denne artikel er rettet imod de otte-, ni-, ti-årige, der jo egentlig ikke er Ung Adventists målgruppe.
Men I, der derimod er dette blads målgruppe, får brug for at vide, hvad I skal sige til dem, der kommer efter jer – altså til dem, der nu er otte, ni og ti år. Og det er, at verden ikke har brug for endnu en Århus Cafekirke.
Kirker som f.eks. Århus Cafekirke og Cafekirken i København har opnået for kirker, hvad der i 1996 svarede til, hvad Østkyst Hustlers opnåede for rapmusikken, nemlig at
”Vi fik rapmusikken til at ligge op på top 10,
og det er en genre der er mange der ellers ikke kan li’”
(Jeg vil undlade at citere de næste to linjer,
om end de måske også passer meget godt.)
I Århus fik vi skabt et rum for de troende, der ikke ville have haft en ærlig overlevelses-chance i den foregående type kirke. Vi har lavet en kasse for de mennesker, der ikke følte sig hjemme i den tidligere kasse. Dette har mange mennesker (og flere og flere) takket os for, både de, der er blevet en del af Århus Cafekirke, mange af disse personers forældre og efterhånden også mange af forældrenes venner, hvilket naturligvis er meget opmuntrende efter et langt og af og til helt ubeskriveligt hårdt, men også velsignet stykke arbejde. Men her slutter historien altså ikke – eller det må den i hvert fald endelig ikke gøre!
For selvom Århus Cafekirke var det bedste, vi kunne komme op med – så er det ikke endemålet. Den (og måske også Cafekirken i København, nok mindre FaceOut og endnu mindre Nørrebrofolket) var kun det første skridt i retning af at nå flere danskere med evangeliet.
Og når jeg skriver at nå danskere med evangeliet frem for alverdens folkeslag, altså det lidt mere lokale frem for det mere globale, så er det fordi, jeg er ved at blive et ”lokalt menneske”, der mere og mere lever efter mottoet: ”Jeg må godt støtte nødhjælpsorganisationer som Adra eller kirker, der missionerer i den tredje verden. Det må bare ikke være for at dække over den dårlige samvittighed, som jeg har over ikke selv at kunne finde ud af at være noget for nogen eller formidle Guds kærlighed herhjemme i min egen lille andedam.”
Det første skridt i den rigtige retning (hen mod at nå flere danskere) var altså en anden kasse – f.eks. Århus Cafekirke. Det næste skridt, som jeg kommer til nu, og som det altså bliver den næste generation, der kommer til at tage, er (muligvis) slet ingen kasse:
- Lokalt. Der skal ikke være almindelige menigheder på mere end 12-20 mennesker. Vi skal være jordens salt, og salt fungerer bedst som korn, ikke som klumper. (Menigheder, hvor man mødes sjældnere kan naturligvis godt være større: F.eks. spejderlejr, Michael W Smith- eller Casting Crowns-koncert, teologisk weekend, venskabsmenighedstræf eller andre former for events – f.eks. Gudstjeneste hver 2. eller hver 4. uge.). Menigheder, der bliver større, kan dele sig – så vidt muligt i forhold til geografi.
- Iblandt. Menigheden skal ikke mødes ”henne i kirken”, men et andet sted. En kirkebygning forstærker salt-klumpnings-effekten.
- Vandring. Jesu disciple blev ikke undervist i et klasseværelse, men på vandringen. Vi skal derfor også vandre sammen med vores medmennesker, i stedet for at invitere dem til undervisning i et klasseværelse (f.eks. offentlige møder).
- Samtale. Med de skriftkloge diskuterede Jesus. Med andre talte han (hen over aftensmaden). Forskellen på en diskussion og en samtale er, at formålet med en diskussion er at vinde. Det er det ikke med en samtale. Og da det primært er de andre og ikke de skriftkloge, vi skal beskæftige os med, skal vores fremfærd være præget af samtale med disse og ikke diskussion imod disse.
Jeg kunne skrive flere punkter op og uddybe de allerede skrevne punkter en hel del, men af flere grunde tror jeg egentlig ikke, at jeg vil gøre det: For det første fordi de fire ovennævnte punkter alene sikkert udgør udfordring nok i sig selv til en start, især det første og det andet. Og for det andet fordi der også skal være plads til andre ting her i bladet. Og for det tredje ligger det lidt i det fjerde punkts ånd, at du skal have mulighed for at ”deltage” i artiklen samtalemæssigt, hvorfor jeg også vil lægge artiklen ud på min blog (tvesok.wordpress.com), når dette nummer af Ung Adventist udkommer, så du får mulighed for at gå ind og snakke med – igennem kommentarer, spørgsmål eller tilføjelser, og så jeg også selv har mulighed for at skrive flere punkter på, efterhånden som de bliver gennemtænkt. Der er jo stadig tid, inden de otte-, ni-, ti-årige er vokset op og er klar med al deres energi, kreativitet og forhåbentlig høje humør og gåpåmod.
