Dagens McGrath-citat eller Om trosbekendelser i et pluralistisk samfund

Ethvert kirkesamfund har sin egen trosbekendelse, none bestemte trospunkter eller lignende. I Adventistkirken har man således fx ikke en trosbekendelse, men en i princippet dynamisk række trospunkter – i 2005 blev listen udvidet fra 27 til 28, men når jeg i mit lærer-job ser, hvor svært det er for skiftende undervisningsministre i Danmark at afbureaukratisere undervisningssektoren, i forhold til, hvor let det er at føje nye regler til, tvivler jeg ærligt talt på, at en sådan liste over trospunkter i praksis lader sig reducere.

Et eksempel på et trospunkt fra listen kunne være:

Der er en helligdom i Himmelen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. I denne helligdom gør Kristus tjeneste for os og gør forløsningen, som han en gang for alle vandt ved sit sonoffer på korset, tilgængelig for de troende. Kristus blev indviet som vor store ypperstepræst og påbegyndte sin tjeneste som formidler ved sin himmelfart. I 1844, ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 aftener og morgener, påbegyndte Kristus den anden og sidste fase af forsoningstjenesten. Det er en undersøgende domshandling, som er en del af den endelige bortfjernelse af al synd, symboliseret ved renselsen af den gamle hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I denne forbilledlige tjeneste blev helligdommen renset ved offerdyrenes blod, men de himmelske ting renses ved det fuldkomne offer, Jesu blod. Den undersøgende domshandling åbenbarer for de himmelske væsener, hvem af de døde der er sovet ind i troen på Kristus og derfor i ham er værdige til at få del i den første opstandelse. Den åbenbarer tillige, hvem blandt de levende der lever deres liv med Kristus, holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og i ham er rede til at blive bortrykket til Guds evige rige. Denne domshandling stadfæster, at Gud er retfærdig, når han frelser dem, der tror på Jesus. Domshandlingen erklærer, at de, der er forblevet trofaste mod Gud, skal modtage riget. Fuldendelsen af denne Kristi tjeneste vil markere nådetidens afslutning før Kristi genkomst. (24. trospunkt/læresætning)

I den bog, jeg er ved at læse, er jeg kommet til et afsnit, der handler om sådanne trosbekendelser og lignende (confessions), og deres tilblivelse, fx. Luthers berømte augsburgske bekendelse fra 1530, Church of Englands 39 trospunkter fra 1572 (i dag stadig 39 punkter, altså heller ikke ret dynamisk), forskellige større calvinske trosbekendelser som den franske fra 1559, den skotske fra 1560, den belgiske fra 1561, den anden helvetiske fra 1562 og Westminsterbekendelsen fra 1646 for at nøjes med none fra det 16. og 17. århundrede.

Citatet, jeg vil fremhæve fra McGraths bog, handler om, at disse forsøg på at præcisere, hvad man tror, har en historisk kontekst, som de passer/passede ind i, og at meningen med dem ikke var, at de skulle være evigt gyldige:

As Karl Barth rightly observes, these confessions were provisional, spontaneous, and practical documents that came into being as a direct response to a challenge of the moment. They were the product of local Christian communities that took the view that confessions of faith were far from having absolute authority and were subject to review and revision by succeeding generations. For Pierre Maury, confessions “are given by the Holy Spirit out of the pressure of a living, historical situation” that raises certain questions that demand answers. In 1966 the World Alliance of Reformed Churches declared that it “could not treat as absolute any of the structures and confessions which we inherit,” but that it must be prepared to “go wherever the Spirit leads, even if it be through that death that leads to new life.” (Fra afsnittet Instruments of Authority: Creeds and confessions)

Konfessionerne er altså ikke lavet for eftertidens skyld, og det må være op til “succeding generations” at revidere. I det øjeblik doktrinerne nedfældes forudsættes det altså, at der er en generation A: dem, der laver trosbekendelsen i forhold til deres egen historiske kontekst – og en generation B: dem, der kommer efter, og som måske mener, at bestemte ting skal revideres i forhold til deres egen historiske kontekst.

Men, spørger jeg så, hvad nu hvis generation B ikke er en ensartet størrelse med en ensartet kontekst omkring sig, fordi samfundet er blevet pluralistisk (eller måske hele tiden har været det, men nu også betragtes og beskrives således)?

1. Skal man så bibeholde det oprindelige sæt doktriner, fordi det ikke vil være muligt at blive enige om, hvad der bør revideres?
2. Skal man forsøge at revidere sættet af doktriner og i revisionen gå på kompromis med sin egen tro efter en opfattelse af at flertallet jo må være ledt af ånden?
3. Skal man revidere OG pluralisere doktrinsættet?
4. Skal man nulstille og lave et helt nyt sæt?
5. Skal man fortsætte med at have et sæt?

Fortsat god dag…

Skal man tro hinduerne, befinder vi os i den fjerde og sidste (og ringeste) af de fire tidsaldre verden gennemgår, inden det hele starter forfra.

Tidsalderen, vi befinder os i, hedder Kalis alder og er på sølle 432.000 år (Jeg siger sølle, fordi de fire tidsaldre tilsammen varer 4.320.000 år (hvilket er den samlede livs-længde for Manu)).

Efter i alt 1.000 af disse perioder, hvilket i øvrigt udgør én dag for Brahma, vil universet blive destrueret af en ødelæggende ild eller oversvømmelse, hvorefter der følger én nat (af samme længde) for Brahma. En sådan dag og nat tilsammen udgør en Kalpa, 8.640.000.000 år. Herpå venter en ny dag og en ny nat osv.

Nå, tilbage til vores ringe tidsalder på 432.000 år, Kalis alder. Det er som sagt den sidste, før det hele starter forfra. Vi afventer Ragnarok. Nej hov, det var vist et begreb fra den nordiske mytologi, men skal man tro Snorres Edda kapitel 25, så vælter det jo også ud fra Valhal med krigere, der skal i kamp mod Fenrisulven til den tid. Valhal er indrettet til formålet:

Fem hundrede døre

og fyrretyve

tror jeg, der er på Valhal;

otte hundrede einherjar

går på én gang gennem én dør,

når de går for at kæmpe med ulven.

Do the math your self…

Måske var begrebet Ragnarok legitimt i sammenhæng med hinduisme trods sit ophavs geografiske distance til Indien, og hvis old-indisk og skandinavisk kan høre til samme sprogfamilie, nemlig Indoeuropæisk, kan hinduisme og nordisk mytologi vel også være beslægtet religionsmæssigt.

I stedet for at sidde her og spille klog burde jeg måske sidde og forberede mig til det møde med min vejleder, som jeg skal til i morgen angående de AT-timer, vi skal have tilrettelagt, men mødet er jo først klokken 09:55, og da CERN-maskinen starter op allerede klokken 09:30, eksisterer der jo en mikroskopisk chance for, at forberedelsen alligevel ville være spildte.

Jeg mener, hinduerne har jo forudsagt, at verden starter forfra, inden så længe, og med et Big Bang i morgen, kan man vel sige, at de fik ret. Så har de dog foretaget en mindre regnefejl, da Kalis tid i denne omgang skulle være begyndt i år 3.102 f.Kr. og altså vare til 428.898 e.Kr, men hvem kender ikke det der med at lave regnefejl, spørger jeg bare.

Så lad os da i stedet tage et kig på, hvad folk foretager sig, nu hvor jorden alligevel går under i morgen. Hvad ville du selv foretage dig? Her et par eksempler til inspiration:

Bendt Bendtsen trækker sig – Jobbet må siges at være ført til ende.

Lene Espersen overtager – Man kan jo alligevel ikke nå at gøre noget forkert, og så har man da en ministerpost at skrive på cv’et.

Kim Jong-Il udeblev fra en kæmpe anlagt parade på Nordkoreas 60-års fødselsdag – han skulle til hastemøde i frimurerlogen med bl.a. Bendtsen og socialdemokraternes leder i Tyskland, Kurt Beck, der i dag forklarede medierne, hvorfor han i søndags valgte at træde tilbage ligesom Bendtsen, nemlig af samme årsag som denne.

Michael Laudrup ser ud til at overtage Spartak Moskva – febrilsk panik-beslutning. Han ville bare nå til et andet sted i udlandet som træner, og nu kan det jo alligevel være ligemeget hvorhen. Eller også er det en joke, han laver med dem: “Ja ja, det kan vi godt sige, hvor skal jeg skrive under… Jeg kommer forbi og gør det i morgen en gang ved 10-tiden… *fnis*” – ligesom han i øvrigt også har sagt til Tøløse IF og Vejlby Fritidsklub.

Prøv selv resten af dagen at lægge mærke til, hvad folk foretager sig, nu hvor der alligevel kun er én dag tilbage…

(…så tror jeg i mellemtiden, at jeg vil sætte mig hen og fortsætte forberedelserne til de AT-timer dér ude i terrassens solskin med en god kop cappucino – min mave kan ikke tåle det, men Uhm!) Fortsat god dag…

Sprognørdens hjørne 13

Jeg er i gang med en større oprydningskampagne i mit ordforråd… “man” og “kristen” er nogle af de ord, der sættes på foreløbigt stand by. Nu ryger “national” og “nationalstat” nok også, og også “folkeslag” er i farezonen, efter at NPD opnåede 5,1% af stemmerne i det nyligt overståede lokalvalg i Sachsen, og jeg er i gang med at læse parti-programmet igennem. Jeg vil herefter højst være med til at tale om sprogområder.

Jeg bor på denne planet. Så langt så godt. Ikke specielt i Danmark eller Europa. Jeg tror, at jeg er skabt af Gud. Jeg tror også, at I er det. Jeg tror, at vi skal prøve at gøre, hvad vi kan, for at hjælpe hinanden. Hvis vi står i en situation, hvor det, at vi hjælper none, er til skade for andre, må vi vurdere den enkelte situation og herefter handle. God fornøjelse!

strøtanke, eller: Opfordring til kreativitet

Jeg trættes en smule af kassen “kristen”. Er det for tidligt at begynde at dekonstruere dette begreb? For det kunne være en interessant øvelse.

Tænk, hvis man slet ikke måtte anvende det og f.eks. sige: “Jeg er kristen” eller “Du skulle også tage at blive kristen”, men at man i stedet var nødt til at meddele sig anderledes.

Måske ville det første, der skete, være, at man i virkeligheden begyndte at genoverveje hele sin egen identitet. Og trænger mange kristne ikke lidt til det? Eller jeg mener… trænger mange [indsæt selv] ikke lidt til det?

Lever vi i de sidste tider? :-)

Hmm… fandt lige en gammel kladde i Live Writer med none tanker, som jeg aldrig fik postet. Måske fordi jeg fandt det for uinteressant, men nu har jeg jo lige skrabet bunden med mit forrige blog-indlæg om refferers, så kan det her vel også postes… Spiren har i øvrigt fået 8 blade nu, mens den oprindelige palme kun har tre (slatne) tilbage, men mere om det længere nede.

Hvad har filmen Remix, som jeg så i CinemaxX her til eftermiddag, og artiklen om Dansk Idrætsforbunds ønske om at gigtmedicin blandt topidrætsudøvere måtte blive mindsket, som jeg læste inde på politiken.dk her til aften, med hinanden at gøre?

Jo, de antyder begge samfundets tendens til dekonstruktion.

Efter en lang periode med høj prestige i det at være berømt – en periode, der for alvor startede omkring Goethes Werther i 1774 og kulminerede med 80′ernes action-helte, og som vi stadig ser efterveerne af i dag med vore dages Robinson-, Big Brother-, Scenen er din-, X-factor-vinderne/-heltene – har vi nu for alvor gennemskuet bagsiden af berømmelsens medalje, den alt for høje pris, der må betales, i Remix og i sportens verden eksemplificeret ved smertestillende stoffer (som heroin og gigtmedicin).

Filmen og artiklen dekonstruerer altså berømmelsen.

Min interesse her går altså ikke på genstanden berømmelse, men på det fænomen, at vi dekonstruerer, og hvad der kan ligge i forlængelse heraf, nemlig rekonstruktionen.

Ordet dekonstruktion kommer først og fremmest fra litteraturteorien, men i min anvendelse af begrebet dekonstruktion forsøger jeg her ikke nøjagtigt at genanvende hverken Derrida’s, Heideggers eller andres anvendelse heraf.

Med dekonstruktion mener jeg egentlig blot “analyse med henblik på at blotlægge”, altså omtrent det samme, som mange nok ganske enkelt – måske lidt upræcist – lægger i ordet “analyse”. Upræcist, da analyse, i hvert fald i sin græske grundbetydning (αναλύσειν = at opløse) ikke indeholder et motiv i sig selv, men kan anvendes til forskellige motiver, f.eks. at blotlægge (nysgerrighed/undersøgelse) eller at virke imponerende/klog (retorisk/videnskabeligt/politisk argumenterende virkemiddel).

Men nu vi alligevel er ved analysen, så kan den anvendes i følgende eksempel, som vi får brug for senere. Eksemplet skal illustrere, hvordan noget hen over hundreder af år kan gå fra at være noget, som tænkere beskæftiger sig med på idéplan til at blive til noget, som alle beskæftiger sig med. I eksemplet her er dette “noget” altså analysen. Her først en model:

Modellen viser forskellige lag af samfundet, som vores “noget” skal sive igennem for at gå fra at være en tænkers tanke øverst i pyramiden til at slå igennem i nederste lag, der består af det store flertal af befolkningen.

Ifølge f.eks. Brian McLaren kan analyse kategoriseres under “det moderne”, altså tidsperioden (ifølge ham) fra år 1492 til vel omkring år 2000. I begyndelsen af denne periode stod tænkerne for et projekt, der kaldes oplysningstiden, som gik ud på at nøjes med at beskæftige sig med det, man fysisk kunne forholde sig til. Heraf udsprang, hvad vi i dag kender som “videnskab”, et fænomen, der i høj grad bruger analysen i sit virke.

I dag er “analysen” sivet ned igennem alle lagene og befinder sig nu temmeligt udbredt i det store flertal af befolkningen. Til en Champions League-finale i fjernsynet, eller blot til et topbrag mellem FCK og Brøndby, sætter fjernsynskanalerne gerne en halv til en hel dag af på sendefladen til at dække kampen.

Men hvad er det egentlig der foregår på kanalen ud over de 90 minutters effektiv spilletid (og ud over reklamerne) i løbet af resten af sådan en dag?

Analyse! Eksperter hives ind i studiet og analyserer, hvilke konsekvenser det vil få, at Ole Jakobsen er skadet, og at man derfor har måttet vælge en 3-4-3 opstilling i stedet for den gængse 3-5-2, hvor meget det betyder, at det er den tredje udebanekamp i træk for et af holdene, og hvordan det kan være, at klubbens manager ikke for længst har gjort noget for at styrke midtbanen.

Og hvorfor viser fjernsynet en halv til en hel dags analyse for én enkelt kamp? Fordi det sælger! Den jævne dansker vil gerne høre analyserne for at kunne tale med og måske ligefrem lyde klog, når snakken går henne på arbejdspladsen.

Hvad viser fjernsynet oven på valget efter en to timer lang partilederrunde? En to timer lang analyse, hvor eksperterne står i studiet og forklarer, hvad det var, politikerne netop har sagt i partilederrunden.

Selvfølgelig kan rækkefølgen og indholdet i de midterste lag af modellen diskuteres, såvel som titlen, der måske også er lidt uheldig, men…

Pointen, som jeg ønsker at fremhæve, er:

Analysen er (sammen med resten af “det moderne”) hen over 400 år sivet ned gennem de midterste lag og har nu nået det nederste.

I mellemtiden er andre tendenser ved at vise sig visse steder i samfundet. F.eks. det, som nogle af os foretrækker at kalde “det postmoderne”.

Det har været hos tænkerne og i kunsten længe (30, 40, i visse sammenhænge måske ligefrem 80 år) og er nu ved at arbejde sig ned gennem modellen.

En ting, der hænger sammen med dette “postmoderne” er “dekonstruktionen”, og jeg vil vove den påstand at udgivelsen af både filmen og artiklen, som jeg nævnte i starten, er et udtryk for, at dekonstruktionen ligger og vipper mellem den midterste og den nederste del af pyramiden.

Et andet område, hvor dekonstruktionen er trådt i kraft i fuldt flor, er frikirkeverdenen. Den sidste halvanden generation har næsten ikke beskæftiget sig med andet end at dekonstruere deres egen tro og herefter kirkesamfund – altså ikke tabt eller fjernet troen på Gud, men opløst og blotlagt den i sine bestanddele.

Dette har været nødvendigt, da kirkerne efterhånden har opnået en vis alder (i mange tilfælde ca 150-160 år) og har tillagt sig en masse vaner uden at fjerne nogen. Man har spist og spist og ikke været på slankekur.

Det samme gælder foruroligende nok for vores politiske system, demokratiet i Danmark, der er ved at have samme alder. (Derfor er det i øjeblikket interessant at se, hvad der sker med “parti-kasserne” (og ikke mindst løsgængermoden.))

Det samme gælder foruroligende nok for vores skolesystem, der er ved at have samme alder. (Det er derfor, det er interessant, at Ny Alliances Kolind gik på valg med en tanke om en total reformering af det danske skolesystem.)

Måske er der flere samfunds-systemer, der snart har samme alder, og som kunne tænkes at gå en art dekonstruktion i møde. (Litteratur-)videnskaben lod sig jo f.eks. glædeligt dekonstruere jf. mit speciale.

Men dekonstruktionen er (som analysen) ikke nødvendigvis pr. definition godt eller skidt. Den er der bare. Og det samme er muligheden for rekonstruktion. (Derfor er det interessant at følge med i debatten om den danske folkekirkes eventuelle opløsning, og især, hvordan den aktivt troende del af medlemmerne ville forholde sig i en sådan situation).

Set i bakspejlet, synes jeg måske, at vi i Århus Cafekirke foretog en rekonstruktion lidt for tidligt, da vi ikke var færdige med at dekonstruere, men alt dette var vi jo slet ikke bevidste om dengang.

F.eks. ville jeg synes, det var interessant at dekonstruere et koncept som gudstjeneste lidt mere, inden man eventuelt rekonstruerede det i en opdateret udgave. Er kirkebygningen i dag f.eks. en fortsættelse af synagoge-institutionen, og er synagoge-institutionen noget, som jøderne opfandt, da de var i eksil i Babylon og ikke havde deres centrale helligsted, templet, hos sig længere, og hvem havde overhovedet sagt, at der skulle bygges et tempel i Jerusalem? Og er det i virkeligheden udelukkende af praktiske og slet ikke dogmatiske grunde, at vi forsamles i en bygning, vi af og til kan være så frække at tildele titlen Guds Hus?

På den ene side kunne man jo så sige, at alt det her med dekonstruktion og rekonstruktion lyder temmeligt cyklisk og dermed buddhistisk eller hinduistisk, hvortil jeg vil svare med et billede af min døende palme, at ude i naturen forholder tingene sig nu engang ofte cyklisk:

Bedst som man tror, at palmen er ved at dø, og man kan smide den ud efter lang og tro tjeneste, vokser pludselig en lille fin spire frem, så man ikke nænner det.

Dekonstruktion er i øvrigt nævnt i Bibelen, hvor det er Gud selv, der står for den store dekonstruktion – altså jf. min definition længere oppe. I den bog i Bibelen, der om nogen taler om de sidste tider, nemlig i Johannes Åbenbaring, lover Gud at åbenbare for os, hvordan alting i virkeligheden hænger sammen. Hvilke bøger skulle det ellers forestille at være, der tales om i Åb 20,12: “Og jeg så … bøger blev åbnet…”

Jeg glæder mig enormt meget til rekonstruktionen, der står beskrevet i de to efterfølgende kapitler, de to sidste kapitler i Bibelen.