Sunset ved Hedensted-afkørslen – Kommer de til at tjene penge på mig? – Ja!

Høje klassekvotienter til gavn for tysk og fransk

Fint besøg på debatsiderne i den nys udkomne udgave af Gymnasieskolen. Bertel Haarder dumper uanmeldt forbi for at skyde en diskussion i gang om sprogfagenes stilling. Hvad sker der?

Han har nok ikke lyst til at snakke om de klassekvotienter, som DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) har påpeget, fortsætter med at stige uhæmmet (GLs link, Politikens link), og som må siges at spænde ben for hans tidligere tanker om “kvalitet i undervisningen”, så nu forsøger han at sætte en anden dagsorden for gymnasie-debatten: De stakkels sprogfag, der er blevet ramt af (Undervisningsministeriets egen) gymnasiereform i 2005, for som han siger:

“Når selv sprogfolk og rektorer ikke vil tale højt om problemet, så må jeg jo gøre det”, og fortsætter: “Diskussionen om sprogfagenes stilling er ikke afsluttet. Den er ikke begyndt endnu.” Nå, det lyder da godt. Jeg vil nu vove at påstå, at jeg allerede begyndte i januar og april, og at mange sprogfolk i samarbejde med DI begyndte i juni med det omsiggribende netværk “Ja til sprog”. Den rapport, du selv bestilte fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut), “Fremmedsprog på hhx og stx”, som nok danner grundlag for din bekymring, kom allerede i januar!! Har du først læst den nu, eller passer det bare først godt ind nu, så vi altså ikke skal snakke klassekvotienter?

I 2006 afsluttede 40% af eleverne gymnasiet med tre sprog. Nu er det 8%.

På hf havde 79% af hf’erne tysk som fortsættersprog i 2005. Sidste år var det faldet til 7%.

“Hvad med alle de kulturelle rødder, der skæres over, hvis tysk dør som fremmedsprog i Danmark? Hvad med det kæmpestore tysktalende marked? Og fransk! I år var der 6 lærerstuderende, der valgte fransk – i hele landet!”, slutter Haarder sit læserbrev i Gymnasieskolen.

Nå, men så behøver vi jo ingen undervisningsminister længere

Hurtigt comeback fra Bertel: Jeg vil ikke blande mig. Klassekvotienter er op til rektorerne. SF, der synes andet, er centralistiske. (Kan du så ikke i det mindste gå linen helt ud (eller planken) og nedlægge dit ministerium?)

Operation sommerlæsning iværksat

Jeg har nu læst den første tiendedel af Alister E. McGraths Christianity’s dangerous idea (2007), der er en slags kirke-/protestantisme-historie fra det 16. århundrede frem til det 21. århundrede, som angiveligt vil forsøge at pege lidt ind i fremtiden. Jeg er ikke kommet så langt, så indtil videre handler det om Luthers tid, men det er nu også meget sjovt at få genopfrisket, for det er ved at være seks år siden, at jeg havde kirkehistorie på religion, og otte år siden jeg havde tysk kultur og historie på tysk, og bogen er jo blevet udgivet siden (men jeg har selvfølgelig også selv været i berøring med emnet løbende i min egen undervisning de sidste fire år – hold da op, hvor tiden egentlig går hurtigt).

McGrath ønsker at lægge særlig vægt på de sociale omstændigheder omkring reformationen frem for på enkeltpersoner som fx Luther alene, uden dog at underkende Luthers betydning for reformationen. Denne vægtlægning på socialhistoriske omstændigheder har han savnet lidt i tidligere kirkehistorier, og han synes, at man bør se det, der skete i kirken på Luthers tid som a movement of movements (altså anerkende en større kompleksitet i forbindelse med reformationen, end det er sket i tidligere kirkehistorier). Derudover mener han, at der er behov for hans nye kirkehistorie, fordi der er sket så meget i den protestantiske kirke, inden for de sidste 50 år (her tænker han specielt på pinsebevægelsen i Asien, Afrika og Latinamerika), hvilket tyder på en tilpasningsevne i den protestantiske kirke, der indebærer allerede nu synlige konsekvenser for kirken i fremtiden (men det er først sidst i bogen, så det er jeg ikke nået til endnu).

Det bliver spændende, om jeg kan nå at læse bogen, inden jeg skal aflevere den tilbage på Statsbiblioteket den 24. juli.

Mest interessante lille detalje i det indtil videre læste: Luther valgte til sin fars store fortrydelse jurastudiet fra med seks ugers varsel for til gengæld at læse teologi og blive munk efter ellers at have færdiggjort sin BA for at læse netop jura (Og her kan jeg af nørdeinteresse indføje et par andre tyske navne (forfattere), der også faldt fra jurastudiet, og som blev berømte): von Hofmannsthal, Stifter, Schiller, Goethe (vendte dog tilbage og fuldførte) og Kafka (vendte også tilbage og fuldførte (med et “netop bestået”). Dette fravalg i sig selv er dog ikke den interessante detalje. Det interessante er, at Luther selv begrunder valget af teologistudiet og at blive munk med, at han efter næsten at være blevet ramt af et lyn under et kraftigt uvejr udbrød “Sankt Anne, hjælp mig! Så vil jeg blive munk!” – For at indfri et løfte til en helgen, tog Luther et valg, der fik medindflydelsen på afskaffelsen af helgener i en stor del af den kristne verden.

Sjoveste detalje indtil videre: Mange af de første humanister havde et ønske om at gå helt tilbage til rødderne, ad fontes, – dette gjalt naturligvis også i forhold til kristendommen – og for dem at se var rødderne Bibelen, især det Ny Testamente. (Ville det ikke snarere være at gå helt tilbage, hvis det var især det Gamle Testamente, tænker jeg så?)

Pædagogikumetapen

Mit pædagogikumforløb nærmer sig sit endeligt, og det har været en alt for hård etape, men nu er den da overstået, og i anledning af det forestående Tour de France er det vel passende at illustrere skoleårets arbejdsbyrde som en etape i et cykelløb.

Som man ser, var der to stigninger uden for kategori før jul, og strækningen var i det hele taget temmelig kuperet. På det gymnasium, som jeg kørte for, kørte også to andre ryttere, af hvilke den ene kom i mål samtidig med mig, mens den anden desværre måtte stige af cyklen allerede kort efter efterårsferien.