Noget om kunsts værdi

Kunst er måder at udtrykke sig på. Udtrykket skaber et spil mellem afsender og modtager - en slags kommunikationstilstand. Spillet er situationsbetinget, og modtageren kan ud over at være en anden person end kunstneren selv også være identisk med afsenderen eller være en mængde. Situationen kan ikke gentages - alene på grund af tidsfaktoren, da der så vil være tale om en ny situation, nu med erfaringen fra første situation in mente. Spillet kan heller ikke overføres fra en modtager til en anden, da de to modtagere vil bære på to forskellige erfaringssæt, hvorfor spillet vil synes forskelligt.

Værdien afhænger af, i hvor høj grad afsenderen anser spillet for at være lykkedes. Det er altså kun afsenderen, der kan vurdere. Spillets formål kan afsenderen ændre løbende implicit eller eksplicit, så længe han/hun lever. Herefter kan der højst gisnes om værdien, da ingen længere kan være 100% sikker på, hvad spillet går ud på, medmindre afsenderen har efterladt en besked om dette.

At gøre kunst til et objekt med markedsværdi, svarer til at give en papirlap værdien “200 kroner”. Denne værdi er i og for sig ligegyldig. Det væsentlige er, om spillet lykkes. At gøre et stykke kunst til offer for kanonisering må også anses for at være ligegyldigt i forhold til spillet. Kunsten kender ingen guldalder. Det skulle da lige være, hvis kunstens spil tenderer til at lykkes hyppigere til none tider end andre, men det tvivler jeg på.

Av!

Kender du det der med at stå henne i klubben og at skulle løfte none kasser og noget metal og none plader, og man ved ikke helt, hvad det er man står i, fordi der er så meget rod omkring en, og næste gang man kigger ned, så har man bare et kæmpe snitsår fra et eller andet?

 

Det kender Line også godt…

Hvordan kunne de tage så meget fejl?

Kan I huske dengang olie kostede 61 dollar/tønde. Det var helt tilbage i december 2006. Politiken skrev den 13. december 2006 følgende:

Olieprisen vil til næste år falde til omkring 56 dollar per tønde og i 2008 til lige under 53 dollar, skriver Verdensbanken i sin årlige prognose for den globale økonomiske udvikling.

Normalt sætter jeg min lid til Verdensbanken frem for til mig selv i spørgsmål om olie og økonomi, men i dette tilfælde havde de nok ikke set følgende graf, som jeg her har klippet fra Wikipedias opslag om oliekrise:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den viser, at den samlede mængde af olie i verden (nederste del af grafen) vil falde fra sit nuværende niveau til omkring en tredjedel i 2050.

Sammenholdt med en forudsagt global befolkningstilvækst i samme periode fra de nuværende 6 mia. mennesker til 9 mia. i 2050 og en boomende industriel revolution i Kina i øjeblikket og fremdrift i Indien (vi taler altså om mange mennesker), der dog nok nu får bøvl med prisen på ris, hvordan kan man så forudse et fald i olieprisen?

Nå, men de fik jo altså ikke ret, Verdensbanken. I dag er prisen på en tønde olie ifølge en anden artikel fra politiken over 122 dollar. (sammenholdt med 61 dollar/tønde d. 13. december 2006 og Verdensbankens daværende forudsigelse om et fald til 56 i 2007 og 53 i 2008.)

Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden

Et digt baseret på erfaringer fra de forgangne to skoleuger

Adventistbørn fra min 6.klasse spurgte mig

Er du adventist

Jeg spurgte dem

Hvad er da en adventist

De spurgte mig

Ja, spiser du svinekød

Jeg vrededes over denne deres definition

Men huskede så - de var jo blot små børn

 

Men så spurgte også adventistbørn fra min 7.klasse mig

Er du adventist

Jeg spurgte dem

Hvad er da en adventist

De spurgte mig

Øhh, spiser du svinekød

En harme byggedes atter op i mit indre

Men okay, om ikke små, så var de dog stadig børn

 

Det samme kunne man ikke sige om adventistefterkommerne i min 1.g, der spurgte mig

Er du adventist

Jeg spurgte

Hvad er da en adventist

De spurgte mig

Spiser du svinekød

Mit blod begyndte at koge

 

Dette er den kommende generation af adventister

Dette er deres definition af en adventist

Spiser du svinekød

Jeg ynkes

Hvad er vejen frem herfra

 

Jeg har ikke flere kræfter

.

Som om det ikke var hårdt nok for min kone at varetage tre deltidsstillinger og stadig skulle skrive (LATTERLIGE!) fire ugentlige ansøgninger (til opslåede, relevante fuldtiddsstillinger) for at bibeholde sin dagpengeret, kom afslag nummer en million i dag ind gennem brevsprækken:

Vi har makuleret din ansøgning?? Er det et hint af en eller anden slags? Ligesom i: “ALT HÅB ER UDE! FAT DET DOG!”

Anyway, nu træder hun ud af dagpengesystemet, for det er simpelthen for hårdt at skulle finde fire relevante jobs om ugen, bruge oceaner af tid på at sætte sig ind i ansættelsesstedet og så formulere en kvalificeret ansøgning.