Situationen i Japan får nu indflydelse på det politiske landskab i Tyskland.
De to politiske spørgsmål, der i år forfølges her på bloggen, lyder:
- Hvor stor en tendens væk fra Angela Merkels CDU er der at spore i årets syv delstatsvalg?
- Skal det lykkes for De Grønne at erobre magten i Berlin?
Svaret på spørgsmål 1 er kommet et skridt nærmere efter det første delstatsvalg i Hamborg, hvor SPD tæskede CDU af tronen og langt ud i opposition.
Svaret på spørgsmål 2 vil komme et skridt nærmere efter delstatsvalget i Baden-Württemberg om tolv dage, hvor magtfordelingen i seneste meningsmåling var 50/50 mellem [SPD-Grønne] vs. [CDU-FDP], og 50/50 internt mellem [SPD] vs. [Grønne]. Skulle de grønne få stemmer nok til at betræde ministerpræsidentposten i delstaten, ville det være et stort skridt i retning af Berlin.
Og her er det, at situationen i Japan kommer ind i billedet:
I efteråret vedtog den tyske regering at forlænge udfasningen af brugen af atomkraft med 14 år til 2037. Dette gav de Grønne et højdespringerskub op på 23 % i meningsmålingerne, men efterfølgende har de Grønne forholdt sig relativt roligt, og meningsmålingerne er langsomt dalet til 15 % på landsplan.
De SPD-ledede delstater har efter udfasningsforlængelsen hevet den tyske Bundestag (Folketinget) i højesteret for brud på den tyske grundlov, idet loven gik i en stor bue uden om det andet kammer (Bundesrat) efter en vurdering af regeringen af, at loven ikke var af en sådan art, at den behøvede at gå igennem Bundesrat. En vurdering, som visse delstater altså ikke delte. Regeringens uofficielle grund var naturligvis, at der er opstået “oppositions”-flertal i Bundesrat. Mens den lovaffattende Bundestag vælges ved landdækkende folketingsvalg, som vi kender det herhjemmefra, er det andet kammer – det i visse tilfælde lovgodkendende Bundesrat - sammensat af repræsentanter fra de forskellige delstater, alt efter mandatfordelingen i hver enkelt stat. Bundesrat er altså en dynamisk størrelse, som udskiftes løbende, efterhånden som der er delstatsvalg rundt omkring i Tyskland, og dette andetkammer er for ikke så længe siden tippet over til Linke-SPD-Grønne, hvilket har besværliggjort arbejdet for Merkels regering væsentligt.
Så sker der radioaktivt udslip og sandsynligvis nedsmeltning i Japan. Dette kan rykke marginalerne til fordel for de Grønne ved det umiddelbart forestående Baden-Württemberg-valg, hvilket igen – som ovenfor anført – kan få betydning for Berlinvalget til efteråret, hvorefter svaret på spørgsmål 1 også er kommet et skridt nærmere.
Merkel har derfor ikke set andre udveje end i dag at melde ud, at udfasningsforlængelsen er sat i bero i tre måneder (altså indtil om på den anden side af BW-valget) i et såkaldt moratorium.
En dugfrisk meningsmåling fra tagesschau.de (=dr.dk) siger, at på spørgsmålet “Muss die Bundesregierung ihre Atompolitik korrigieren?” svarer
90,5 % ja
8,8 % nej
0,8 % ved ikke
18 marts 2011 kl. 14:40
[...] SÅ SKETE [...]
5 juni 2011 kl. 11:38
Dejligt blogindlæg om den politiske situation i tyskland. Er selv meget inde i emnet og synes det er super interessant, hvordan atomkraften nu får sin ende i 2022. Meningsmålingen som angives i denne artikel, er ligeledes interessant. Måske har Angela Merkel gjordt det hele rigtigt igen.
5 juni 2011 kl. 18:23
Okay
Hvad tænker du så om det seneste indlæg? Hvad sætter du dine penge på i forhold til resultatet af Berlin-valget til september?
5 juni 2011 kl. 20:11
Det er svært at sige. Den politiske uvending, som regeringen har foretaget, er blevet kritiseret i tyske medier. På den anden side ville mange vælgere have, at atomkraft skulle få en ende. Hvordan vil vælgerne altså bedømme regeringen?
FDP har nået et punkt, hvor det egentlig kun kan gå op af bakke. Die Grønne synes omvendt at toppe for tiden.
Der er gået kaos i den i Tyskland. Aldrig før har jeg set så meget populisme på 4 år
5 juni 2011 kl. 20:12
Hvilket du også kommer ind på i dit nye indlæg kan jeg se