Dagens McGrath-citat eller Om trosbekendelser i et pluralistisk samfund

Ethvert kirkesamfund har sin egen trosbekendelse, none bestemte trospunkter eller lignende. I Adventistkirken har man således fx ikke en trosbekendelse, men en i princippet dynamisk række trospunkter – i 2005 blev listen udvidet fra 27 til 28, men når jeg i mit lærer-job ser, hvor svært det er for skiftende undervisningsministre i Danmark at afbureaukratisere undervisningssektoren, i forhold til, hvor let det er at føje nye regler til, tvivler jeg ærligt talt på, at en sådan liste over trospunkter i praksis lader sig reducere.

Et eksempel på et trospunkt fra listen kunne være:

Der er en helligdom i Himmelen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. I denne helligdom gør Kristus tjeneste for os og gør forløsningen, som han en gang for alle vandt ved sit sonoffer på korset, tilgængelig for de troende. Kristus blev indviet som vor store ypperstepræst og påbegyndte sin tjeneste som formidler ved sin himmelfart. I 1844, ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 aftener og morgener, påbegyndte Kristus den anden og sidste fase af forsoningstjenesten. Det er en undersøgende domshandling, som er en del af den endelige bortfjernelse af al synd, symboliseret ved renselsen af den gamle hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I denne forbilledlige tjeneste blev helligdommen renset ved offerdyrenes blod, men de himmelske ting renses ved det fuldkomne offer, Jesu blod. Den undersøgende domshandling åbenbarer for de himmelske væsener, hvem af de døde der er sovet ind i troen på Kristus og derfor i ham er værdige til at få del i den første opstandelse. Den åbenbarer tillige, hvem blandt de levende der lever deres liv med Kristus, holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og i ham er rede til at blive bortrykket til Guds evige rige. Denne domshandling stadfæster, at Gud er retfærdig, når han frelser dem, der tror på Jesus. Domshandlingen erklærer, at de, der er forblevet trofaste mod Gud, skal modtage riget. Fuldendelsen af denne Kristi tjeneste vil markere nådetidens afslutning før Kristi genkomst. (24. trospunkt/læresætning)

I den bog, jeg er ved at læse, er jeg kommet til et afsnit, der handler om sådanne trosbekendelser og lignende (confessions), og deres tilblivelse, fx. Luthers berømte augsburgske bekendelse fra 1530, Church of Englands 39 trospunkter fra 1572 (i dag stadig 39 punkter, altså heller ikke ret dynamisk), forskellige større calvinske trosbekendelser som den franske fra 1559, den skotske fra 1560, den belgiske fra 1561, den anden helvetiske fra 1562 og Westminsterbekendelsen fra 1646 for at nøjes med none fra det 16. og 17. århundrede.

Citatet, jeg vil fremhæve fra McGraths bog, handler om, at disse forsøg på at præcisere, hvad man tror, har en historisk kontekst, som de passer/passede ind i, og at meningen med dem ikke var, at de skulle være evigt gyldige:

As Karl Barth rightly observes, these confessions were provisional, spontaneous, and practical documents that came into being as a direct response to a challenge of the moment. They were the product of local Christian communities that took the view that confessions of faith were far from having absolute authority and were subject to review and revision by succeeding generations. For Pierre Maury, confessions “are given by the Holy Spirit out of the pressure of a living, historical situation” that raises certain questions that demand answers. In 1966 the World Alliance of Reformed Churches declared that it “could not treat as absolute any of the structures and confessions which we inherit,” but that it must be prepared to “go wherever the Spirit leads, even if it be through that death that leads to new life.” (Fra afsnittet Instruments of Authority: Creeds and confessions)

Konfessionerne er altså ikke lavet for eftertidens skyld, og det må være op til “succeding generations” at revidere. I det øjeblik doktrinerne nedfældes forudsættes det altså, at der er en generation A: dem, der laver trosbekendelsen i forhold til deres egen historiske kontekst – og en generation B: dem, der kommer efter, og som måske mener, at bestemte ting skal revideres i forhold til deres egen historiske kontekst.

Men, spørger jeg så, hvad nu hvis generation B ikke er en ensartet størrelse med en ensartet kontekst omkring sig, fordi samfundet er blevet pluralistisk (eller måske hele tiden har været det, men nu også betragtes og beskrives således)?

1. Skal man så bibeholde det oprindelige sæt doktriner, fordi det ikke vil være muligt at blive enige om, hvad der bør revideres?
2. Skal man forsøge at revidere sættet af doktriner og i revisionen gå på kompromis med sin egen tro efter en opfattelse af at flertallet jo må være ledt af ånden?
3. Skal man revidere OG pluralisere doktrinsættet?
4. Skal man nulstille og lave et helt nyt sæt?
5. Skal man fortsætte med at have et sæt?