Derfor har de fleste kirker det samme problem som Folkeskolen: De kan i modsætning til DDR ikke bygge en mur, og så flygter de, der ellers skulle have udviklet samfundet.

Farven på forsiden giver mig spat. Men alligevel fik jeg åbnet bogen, som jeg havde fået anbefalet af min mor, fordi hun havde sagt, at der var none temaer i den, som hun syntes kunne være interessante at snakke om med folk som mig.

Og sandelig, så viste dig sig jo, at det ér en bog, der er interessant for folk som mig.

Den er skrevet af en mand, der hedder Erling Rimehaug, og jeg vil her fremdrage et længere citat fra bogen, hvor han refererer en teolog, der hedder Fowler, som har skrevet bogen Stages of Faith, hvori Fowler udvikler en model for åndelig udvikling, blandt andet baseret på læsning af troende menneskers biografier.

Hvis man kender lidt til psykologerne Piaget, Kohlberg og/eller Erikson, m.fl., kender man også til denne type modeller, der forsøger at beskrive, hvordan mennesket befinder sig på forskellige stadier i løbet af livet. Men Fowler, skal man huske, er naturligvis ikke psykolog eller sociolog, men altså teolog, og danner derfor sin model ud fra denne vinkel.

Fowler opererer med seks trin:

• De to første er barnets konkrete og bogstavelige tro.
• “Den tredje fase kalder Fowler for den syntetisk-konventionelle tro. Det er her, vi sætter billeder fra barndommen sammen til en tro, vi har et personligt forhold til. Samtidig er man meget afhængig af opfattelserne i det miljø, man lever i. Man kan have en stærk overbevisning om, hvad der er den rette lære, uden egentlig at have undersøgt, hvorfor den er det. Mange mennesker forbliver på dette stadie hele livet igennem. De er som regel loyale medlemmer af deres menighed. Ofte skal der en eller anden form for krise til for eventuelt at drive dem videre til næste fase.
• Trin fire, den individuative/projektive tro, er præget af, at man former sin egen tro som noget selvstændigt i forhold til den gruppe, man tilhører, og ofte også i opposition til den. Man bliver optaget af sine egne grænser og gennemprøver sine egne meninger. Fowler sammenligner det med en fisk, der springer op af vandet og begynder at reflektere over, hvad havet er. Det kan, som vi forstår være farligt. Og det opleves også ofte som en krise. Fowler siger, at mange standser op mellem fase tre og fire og kommer ikke videre.
• Trin fem kalder Fowler den konjunktive tro. Det er en moden tro, hvor man har testet både det, man kommer fra, og de nye opfattelser, man har mødt, og dannet sig sit eget billede, man selv kan stå inde for. Man reflekterer over sine egne sejre og nederlag og får et mere modent forhold til livets udfordringer. Det fører også til et mere komplekst gudsbillede, hvor både Guds fravær og fremmedhed og hans nærhed og kærlighed er integreret. Samtidig har man fået tryghed i sin egen tro, som gør, at man bliver interesseret i at forstå andre former for tro.
• Det sidste trin kalder Fowler for universaliserende tro. Det er dem, der har en tro, der strækker sig ud over dem selv og påvirker andre mennesker. De kan få mange til at følge sig, men de kan også opfattes som provokerende og ægge til modstand.

[...]

Sociologen og præsten Alan Jamieson har brugt Fowlers model til at forstå menneskers forhold til menighedsfællesskab. Han mener at kunne konstatere, at de fleste menigheder kollektivt befinder sig på det tredje stadie i Fowlers udviklingsmodel. Når så medlemmer i menigheden har behov for at udvikle deres egen tro til de næste stadier, opstår der en krise, som ofte fører til, at de forlader menigheden. Han mener, at menigheder har behov for at udvikle sig, så de kan rumme mennesker på alle stadier i den åndelige udvikling. Ellers bliver resultatet, at menigheder mister de medlemmer, som er kommet længst i modenhed.”

(Erling Rimehaug, Tørsten giver lys, Lohse 2008, s. 124-126)

Jeg genkender mit eget liv og ser denne model som et tillæg til Niebuhrs model for, hvorfor kirker deler sig, som står beskrevet andetsteds på denne blog.