(Tanker udsprunget af spørgsmålet: “Hvad er tungetale?”, som jeg blev stillet i dag)
Groft forenklet findes der, hvis man ser bort fra undere, i det Ny Testamente to typer forkyndelse, som jeg vil vælge at kalde hhv. videnskabskristendom og personlig kristendom.
- Videnskabskristendom kalder jeg det første, fordi forkyndelsen foregår på basis af kold videnskabelig metode med henvisninger til et bestemt tekstkorpus og i øvrigt ved rationel logik.
- Personlig kristendom kalder jeg det andet, fordi forkyndelsen baseres på en personlig relation mellem et menneske og Gud.
Et nytestamentligt eksempel på det første er Peter, der vover sig ud i sin første prædiken som kristen i ApG 3,12-26, når han f.eks. i vers 22 forklarer: “Moses har jo sagt…”, og i øvrigt i sin argumentation fylder prædikenen med en masse henvisninger til det Gamle Testamente.
Et nytestamentligt eksempel på det andet er Paulus, der når lejligheden byder sig, som i ApG 22, indleder sine prædikener med en så personlig oplevelse med Gud, at en del af denne endda foregår som en samtale (se vers 10).
Videnskabskristendom er relevant i en sammenhæng, hvor de, der hører Ordet, har tilstrækkelig forforståelse i form af kendskab til et tekstkorpus, hhv. det Ny og/eller Ny og Gamle Testamente. Derfor brugte Peter hyppigt denne form for forkyndelse, når han var sammen med jøder, der kendte hele det Gamle Testamente ud og ind, mens Paulus ofte anvendte den anden måde i forbindelse med ikke-jøder.
Jesus anvendte faktisk også begge disse forkyndelses-veje. Og hvis du hører til den relativt lille gruppe, der kender det Ny Testamente ud og ind, kan du jo tænke over, i hvilke sammenhænge Jesus gjorde det ene hhv. det andet.
Når jeg nu - på trods af at begge typer er bibelske - kritiserer den første, er det fordi tiden (for længst) er løbet fra denne her i Danmark, fordi den ganske almindelige dansker ikke længere kender det tekst-korpus, man ville referere til. (At forkynderne i mange tilfælde ikke engang selv ville kende deres eget tekst-korpus godt nok til videnskabskristendom er også af betydning, men sekundært.)
Denne kritik bør tages som en enorm udfordring af den videnskabskristendoms-tradition, jeg er vokset op i (kirkesamfundsmæssigt, ikke biologisk familiemæssigt) og mange af den samme slags (altså lignende teologiske traditioner, eller rettere måske blot: (universitets-)teologiske traditioner).
