Glemte guldkorn

Mens jeg sad og bladrede i noget gammelt TED-materiale (fra 2000) om menighedsplatning, faldt jeg over forskellige guldkorn, som jeg helt havde glemt. Jeg er ikke så stærk i oversættelse fra engelsk til dansk, så det bliver lige den direkte afskrivning. Her er noget om personlighed og lederskabsstil, der kan fortælle dig, om det er netop dig, der skal starte en menighed op:

The church planter will tend to be a DRIVER (results oriented, impatient, decisive and a risk taker) and EXPRESSIVE (sociable, impulsive, outgoing and a motivator) - rather than the ANALYTICAL (organized, thinker, cautious and perfectionist) type or the AMIABLE (supportive, loyal, unhurried and team member) type.

Your leadership style will naturally flow from your personality type. Some leaders gravitate towards working with what is (DEVELOPERS). Others prefer to create something new (INNOVATORS).

DEVELOPERS (Amiable and/or Analytical)

Takes existing structures and helps improve/develop them. Consistent & steady. Enjoys being part of a team. - Prefered ministry roles: Pastor-shephard, teacher, counsellor, associate pastor.

INNOVATORS (Driver and/or Expressive)

Creates something out of nothing. Pioneering and change agents. Enjoys leading a team. - Preferred ministry roles: Pastor-leader, church planter, organisational leader, senior pastor.

Et andet sted i bogen fandt jeg også dette under glemte sager:

Videnskaben vs. intelligensen

På Facebook siger kun en ud af fire venner, at jeg er “better at science” [end en given anden person], mens en IQ-test ligeledes taget på Facebook vurderer min IQ til at ligge på 132. LOL

Kan vi lære noget af det?

Sprognørdens hjørne 8

I min sidste blogpost efterspurgte jeg en generel definition af ordet “korrekt”, efter at have mødt spørgsmålet: “Hvor to eller tre bliver enige om, hvad et ord betyder, er det så korrekt?”

Efterfølgende kom jeg til at tænke på, om ”korrekt” havde noget med “kor” at gøre (altså ligesom i f.eks. “kirkekor”), altså noget hvor flere sang sammen. Det syntes jeg nemlig ville have givet ret god mening.

Men de to ord har jeg ikke kunnet sætte i forbindelse med hinanden. “Kor” har jeg nemlig ikke kunnet spore længere tilbage end til det lidt tågede græske “choros”, som muligvis har betydet “indhegnet danseplads”, og som endnu-mere-kun-måske har en forbindelse til det blot rekonstruerede indogermanske *ĝher- “at gribe, at [ind]hegne”, som vi også kender bedre i den lidt mere moderne tyske form “Garten”.

Men min første indskydelse var nu alligevel temmelig tæt på facit:

Ifølge Duden 7; kan det tyske “korrekt” spores tilbage til det 16. århundrede, mens det ord, som formen er afledt af, “korrigieren”, kan følges tilbage til det 14. århundrede.

Forud herfor har ordet haft med latin at gøre, cor-rigere (correctum) “zurechtrichten, zurechtbringen, verbessern, berichtigen”, og det sættes også i forbindelse med det franske “escorte”, der kommer fra det italienske scorta, som er en afledning af scorgere, tysk “geleiten”, altså at ledsage.

Og at ledsage kan jo både gøres af to til tre personer eller af et større antal personer. Man kan måske ligefrem sige, at jo flere personer, der er med til at ledsage, desto større er graden af ledsagethed.

Med dette in mente kan man sige, at svaret på spørgsmålet: “Hvor to eller tre bliver enige om, hvad et ord betyder, er det så korrekt?” kunne lyde:

“Ja, de er jo ledsaget af hinanden, og jo flere de er om at blive enige, desto mere korrekt bliver det. Som enkeltperson kan man derimod intet korrekt foretage sig.”

Sidste halvdel af svaret understøtter i øvrigt Gunnar P’s udtalelse om, at Gud skabte menneskene, hvorefter han placerede sandheden et sted imellem dem (på en teologisk weekend om Johannes Åbenbaring engang).

Hvordan er det nu man bruger ordet proportionalt?

Jeg har engang læst i en avis, at forskere har fundet ud af, at hvis man løser en sudoku af og til, eller børster tænder med den anden hånd, så holder man hjernen i gang og forlænger dermed dens levetid.

Efter at have prøvet den sidste af de to metoder nogle gange er jeg nu kommet frem til den teori, at tændernes levetid forkortes proportionalt.

Sprognørdens hjørne 7

Er det en trykfejl, en protestantisk tolkning, eller hvad er det? Input søges!

Rom 3,4: “Aldeles ikke! Gud må være sanddru, og hvert menneske en løgner - som der står skrevet: Så du skal kendes retfærdig, når du anklager, og vinde, når du dømmer.” (Autoriserede oversættelse fra 1992)

Genstanden for vor interesse er formen af ordet dømmer. Hvem dømmer?

Samme tekst i Jehovas Vidners oversættelse fra 1974:

“Måtte det aldrig ske! Men lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner, sådan som der står skrevet: For at du må kendes retfærdig i dine ord og vinde når du dømmes.”

I den græske grundtekst står verbet i passiv, “dømmes” (κρινεσθαι):

“…νικησεις (i visse kilder: -σης) εν τω κρινεσθαι σε”

For dem, der foretrækker lidt flere latinske betegnelser… kan fortælles, at ordet er en substantiveret infinitiv i dativ, hvilket dog ikke kan aflæses af verbets endelse selv (fordi der ikke findes dativ-endelser til verber), hvorfor dativen er markeret med artiklen tw.

I det store monstrum af en ny-testamente-græsk-tysk-ordbog på 1800 sider, Bauer, oversættes denne passage: “damit du obsiegst, wenn man mit dir rechtet”.

Her er vi mennesker (som i J.V.s oversættelse) gjort til den agens, der udfører infinitivens indhold, hvilket stemmer godt overens med, at ordets form er en præsens og ikke en aorist. Det betyder nemlig, at der udtrykkes noget durativt - dvs. mere en vedvarende tilstand, end punktuelt afsluttede handlinger.

Så den tyske oversættelse og Jehovas Vidners oversættelse står altså over for den autoriserede danske fra 1992. Men hov, hvad med min gamle autoriserede oversættelse fra 1948? Der står der jo:

“Nej, langtfra! Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner, således som der står skrevet: For at du må kendes retfærdig, når du taler, og vinde, når man går i rette med dig.”

Her har man altså valgt den tyske model, hvor mennesket er agens. Hvorfor er man mon gået væk fra det?

Tågen opstår nok, fordi citatet i verset (”som der står skrevet:”) ikke entydigt viser tilbage til et bestemt sted i det gamle testamente. Der er flere muligheder, og 1992-udgaven opregner f.eks. Sl 51,6; Job 40,8, mens Bauer tilføjer Sl 50,1.

I Bibelen på hverdagsdansk fra 2005 er Gud gjort til agens for dommen, da man har valgt at kredittere David (altså Sl) som kilde for Pauli henvisning ”Gud står ved sit ord om så alle andre svigter. Som David sagde til Gud: Du anklager mig med rette, din dom er retfærdig”.

Ser man derimod på 1992-henvisningen til Job 40,(6-)8, er det Gud der taler til Job og gør Job til agens for dommen: vers 6-7: “Da talte Herren til Job…” vers 8: “Skal du drage min retfærdighed i tvivl, dømme mig skyldig, så du selv kan få ret?”