I vores kirker tænker vi ofte meget demokratisk. Vi skal alle sammen være med til at vælge vores leder. Vi skal alle sammen være med til at præge visionen. Vi vil et eller andet sted også gerne alle sammen vide, hvad vores tiende går til - og også helst have lidt indflydelse på det, hvilket vi er i stand til, fordi vi opbygger demokratiske strukturer op omkring os, der er beregnet til det. Og demokratisk vælger vi så en leder.
Det sjove er bare, at Jesus og disciplene ikke satte sig ned i en social rundkreds og holdt valgtaler og afstemning med almindeligt stemmeflertal om, hvem der skulle være deres leder, hvorefter det endte med at blive Jesus.
Jesus gik fra sted til sted og sagde til folk, han håndplukkede: “Kom og følg mig” og byggede på den måde selv sin “elev-gruppe” op omkring sig. Hans eksempel til eftertiden: En selvudnævnt, selvfungerende leder (inkl. jævnlig kontakt med sin Fader i Himlen (f.eks. Mark 1,35).
Så vandrede han rundt med disciplene og underviste dem (f.eks. Bjergprædikenen), og viste dem ved først selv at gøre det, mens de blot så på, hvad der lå i deres kommende arbejdsbeskrivelse (f.eks. helbredelserne, tage sig af svage, undervise), inden han efterlod dem med opgaven lagt over til dem.
I det sidste lange stykke tid er jeg kommet en del i min kones kirke, Eurolife, der efterhånden har to år på bagen. For nylig havde de flytte-gilde, fordi de - for anden gang - havde fået så store pladsproblemer, at de måtte skifte deres lokaler ud med noget større. (Ja, her i Danmark. Man nægter at tro det.)
For én som mig, der selv har arbejdet i menighedsplantning i en række år, er det naturligvis ret interessant at se en kirke blomstre op i så højt tempo, og to ting har synes ret afgørende: 1: At gå i tro (eller hvis man foretrækker en mere sekulær formulering - villigheden til at tage chancer). 2: Ledelses-systemet:
Deres pastor, Linda Wilson, en meget flink og dygtig leder/”træner”, rejste engang for år tilbage rundt i Danmark og holdt såkaldte “Crusades” (pinsekirkeslang for en slags vandreprædikantmøder). Og hvor hun kom rundt, udvalgte hun en person eller to og sagde: Du skal være med til at starte en kirke i Århus, som Gud har fortalt mig om. Og det gjorde de så for et par år siden.
På den måde blev hendes team designet til visionen, og teamet udfører arbejdet i tillid til, at deres pastor har styr på visionen (hvilket de jo tydeligvis også har al mulig grund til at tro), og så kan de selv nøjes med at koncentrere sig, om hvert deres arbejdsområde, om det så er lyd- og lys-opsætning, udsmykning af lokaler, cafeen, musikken eller økonomien.
Og det funger bare!
Jeg har aldrig set det før none steder, men jeg må sige, at det virker noget mere effektivt end et ellers veludviklet, men meget langsommeligt demokratisk system, som man kan finde alle vegne i nutidens kirker og kirkesamfund.
Kunne man måske stille det sådan her op?–> Er det vigtigste, om lederen er valgt af et (derved tilfredsstillet) menneskeflertal, eller er det vigtigste, om lederen er connected til Gud?
