Når tænkere her på det seneste (20-30 år) har brugt ordet “dekonstruere” i deres beskrivelser af deres iagttagelser af den post-/senmoderne verden, så er jeg ikke helt sikker på, om jeg altid har forstået det rigtigt, men måske er det i virkeligheden lettere end jeg tror.
Hvis jeg har forstået det rigtigt, handler det blot om, at vi i vor tid skræller lag væk fra ting for at se, hvad der bliver tilbage inden under. Lidt ligesom Jesus, der skrællede jødernes ekstra-regler væk, Luther, der skrællede store dele af kirkens magt væk og mig, der gik rundt i gymnasietiden og filosoferede over, hvad der ville blive tilbage, hvis man skrællede en tom cola-dåse.
Så er det vel også det, jeg er i gang med, når jeg dekonstruerer videnskaben for at se, om ikke den i virkeligheden er mere tom, end vi går og gør den til, når vi som danskere lægger ufattelig meget prestige i f.eks. titler som cand.mag., cand.scient., phd. osv…
Hvorfor skal folk med den slags titler f.eks. have mere i gennemsnitsløn end skraldemænd, dagplejemødre eller fabriksarbejdere, der arbejder lige så meget?
Kapitel 2:
I dette kapitel skal det handle om det at analysere. Evnen til at analysere er steget os til hovedet her i Danmark. Hvis jeg kan vise, at jeg er i stand til at analysere en situation, giver det mig anseelse. Om analysen er relevant er ligegyldigt. Hvis folk ser min evne til at analysere, så tænker de, nøøj, hvor er han dygtig. Det giver altså en form for prestige.
Et eksempel er litteraturvidenskaben. Professorerne skal producere en vis kvote videnskabeligt materiale om året ved siden af deres undervisning. Derfor analyserer de på livet løs på kryds og tværs igennem litteraturen. Der er ingen, som skal bruge det til noget, og de eneste, som det kommer til gavn er stort set dem selv, fordi de så får løn og kan blive i deres stilling som professor.
Men analysen har en enorm svaghed. Den kan ligesom statistikken (der også er en slags analyse) bruges til at demonstrere hvad som helst. Det gælder bare om at vælge den rette analyse-model og så ellers at følge de almindelige akademiske regler, hvor man skal huske at henvise tilbage til en større autoritet af en eller anden slags - en eller anden fortidens store kanon inden for det givne område.
Fordi analysen kan bruges til hvad som helst, mister den sin slagkraft. Jeg kan fremkomme med én påstand, som jeg er kommet frem til gennem min analyse, og så kan du komme frem med den modsatte påstand og hente støtte i din egen analyse. Det handler jo bare om, hvordan man konstruerer sin analyse.
Et eksempel, som jeg har brugt tidligere, er mit speciales konklusion. Jeg er kristen og ønsker f.eks. at reducere den status og dermed opmærksomhed, som videnskaben i samfundet i øjeblikket tildeles på bekostning af troen på Jesus Kristus og Guds almagt og storhed, og jeg går derfor efter at påvise, at videnskaben ingen eksistensberettigelse har. Gennem en videnskabelig analyse lykkes det for mig at påvise dette. Alligevel ønsker folk mig tillykke med min nye titel. Suk! (Men tak.)
Denne analysens svaghed vil gå op for folk, efterhånden som der uddannes et hav af akademikere, der på kryds og tværs argumenterer for at henholdsvist det ene og det andet (modsatte) skulle være objektivt (=måleligt/beviseligt) sandt - lænende sig op ad hver deres udmærkede videnskabelige analyse.
Måske er det det, man allerede kan se mange tegn på i samfundet. At videnskabens højre hånd, analysen, er på vej ud; og med den videnskabeligheden; og med den naturligvis videnskaben. Der er jo ubetvivleligt en stadigt stigende interesse for det åndelige “derude”, og det må vel være på (ifølge det ovennævnte velbegrundet) bekostning af det målelige/beviselige.
(Jeg skriver dette, anerkendende at det i sig selv er en analyse. Min pointe er jo nemlig ikke, at man ikke må analysere, men bare den, at vi ikke skal gøre det bare for at vise, at vi er gode til det, i et forsøg på at opnå hæder og anerkendelse og titler.)
*Hmm, gad vidst, om nonesomhelst kan følge mig*
