Kommentar efterspørges

@Lars:

In case you read this…

Kunne man ikke få en kommentar fra dig på denne kronik om Dialogcentret fra Udfordringen.

Jeg hæftede mig selv specielt ved følgende sætning:

“Således bliver ”fremgangsteologi” fra 1980’erne og 90’erne hæftet på kristne kirker og bevægelser, uagtet at de måske har udviklet en mere balanceret teologi siden.”

…men er også interesseret i at høre, hvad du ellers tænker om kronikken.

Jeg indrømmer på forhånd, at jeg er ude på at skubbe lidt til dig, men ikke så du vælter.

Jeg er i øvrigt klar over, at din far, som var en fremragende mand og personlighed, (som jeg med stor glæde modtog undervisning fra i gymnasiet) havde mange rige samtaler med især Johannes Aagaard.

Jeg er også ude på selv at forstå mere omkring, hvilket landskab jeg selv er en del af (samfundsmæssigt, kirkemæssigt og kirkesamfundsmæssigt).

Jeg er ikke pr. definition på kronik-skribentens “side”.

Rapport nr. 1 - apostolsk sommerstævne

Mandag hev jeg Thomas og Line med ned til et foredrag, der skulle være på apostolsk sommerstævne. Det handlede om “kirken og moderniteten”.

På en måde blev mine forventninger til foredraget fuldt indfriet, på en anden måde blev jeg skuffet.

Indfrielsen bestod i, at foredragsholderne fuldt levede op til foredragets titel. Man kunne høre, at det var folk, der havde beskæftiget sig en hel del med emnet.

Skuffelsen bestod i, at jeg troede, at jeg som tilhører ville være en del af en tilhørergruppe, hvor alle var lige så engagerede i emnet, som jeg selv (og foredragsholderne). En håbløst optimistisk idé, som jeg ikke ved, hvor jeg havde fra. Måske troede jeg bare, at Apostolsk Kirke var kommet lidt længere end Adventistkirken i den proces, som alle kirker i vesten i øjeblikket gennemgår - overgangen fra én måde at tænke kirke på til en ny.

Måske havde jeg den idé fra det faktum, at Apostolsk Kirkes landsledelse for et par måneder siden valgte at træde tilbage, fordi den havde modtaget en profeti (som man bedømte som værende sand) om, at den ikke længere var relevant for kirken anno 2007. (Se artikel om det her)

Nå, men i hvert fald (og vel egentlig: selvfølgelig) bestod tilhørerskaren ikke af 150 aktive menighedsplantere, men af 150 helt almindelige kirkemedlemmer, for hvem alle tanker om “det moderne” vs. “det sen-/postmoderne” var temmelig nye og derfor meget udfordrende.

Mit indtryk efter foredraget (hvor der også blev anledning til at stille spørgsmål fra salen), var, at adventistkirken faktisk er lidt længere end Apostolsk Kirke i hele denne proces, omend ikke meget. Men de har dog nogle kapaciteter, der er særdeles godt inde i, hvad det er, der sker i øjeblikket, og foredraget var en meget vigtig del af proces-starten. En øjenåbner for mange - men (naturligvis) også lidt angst-provokerende (- fordi man altid er lidt bange for det (her: forestående) ukendte).

Så jeg var en anelse skuffet over tilhørernes sammensætning, men tilgengæld ville spørgsmålene fra salen i adventistkirken have været flere og mange ville have været udtrykt med større mistro og voldsommere bekymring end det her var tilfældet. (altså “ville have været” på samme stadie i processen - jeg tænker nok specielt på generalforsamlingen på Himmerlandsgården for tre år siden - vi er et andet sted nu i Adventistkirken). Se evt. også Thomas Willers kommentar på Kenneths blog, hvoraf det fremgår, at processen også er godt i gang i f.eks. Baptistkirken.

Nå, men apropos Thomas Willer, så sad han og Henrik Holmgaard lige bag os til foredraget og fulgte med - vel lidt for at foretage ovennævnte paulinske sociologiske stykke feltarbejde i tilhørersammensætning for at få en fornemmelse for, hvad og hvordan de selv skulle tale, når de den næste morgen skulle holde foredraget “Emerging church, kirken og det postmoderne” for omtrent de samme mennesker.

Efter mødet greb de fat i os og spurgte om vi ikke lige var med på en kop kaffe, så vi gik over i et cafételt og sludrede lidt og delte et par historier. Smadderhyggeligt.

Næste morgen vågnede jeg op hjemme hos mine forældre og kunne godt mærke, at:

• 1: Jeg havde ikke fået nok søvn. Tak til fluen!
• 2: Jeg havde overtaget Thomas A’s forkølelse.

Nå, men vi skulle op og afsted for at være tilbage på højskolen i Kolding kl. 9:30 til Thomas og Henriks foredrag. Min mor ville med, efter aftenen forinden at have hørt Thomas A, Line og jeg snakke om det første foredrag, så det kom hun.

Thomas W og Henriks foredrag var, som foredraget dagen forinden, rigtig godt - ærgerligt (for tilhørerne), at foredragsholderne ikke var blevet tildelt mere tid. Der blev derfor heller ikke mulighed for ret megen spørgen fra salen undervejs, men om eftermiddagen ville der være et par timer til panel-debat, hvor man kunne få mulighed for at spørge alle foredragsholderne fra de to foredrag (plus et intro-foredrag mandag morgen, som jeg ikke hørte, men som også skulle have været ret godt). Personligt hørte jeg ikke så meget nyt, men jeg ved, at tilhørerne gjorde. Og jeg tror, at Thomas A fik sat ord på mange af de ting, der er sket i hans kirkeliv de sidste par år, og at Line og min mor fik en meget større forståelse af, hvad der sker i kirken for tiden og hvorfor jeg interesserer mig så meget for det.

Så skulle Thomas A og Line køres til to forskellige tog, min mor skulle hjem, og min kusine, Marie, skulle køres hjemme fra mine forældre og hjem til Kolding, og når jeg nu alligevel var tilbage i Kolding, kunne jeg jo ligeså godt tage hen og overvære paneldebatten - mest for at pleje min sociologiske interesse, selvom jeg godt kunne mærke, at forkølelsen var ved at hærge mit hoved og min hals og min tilstand sådan lidt generelt.

Som nævnt foregik spørgsmålene (trods nogen forvirring over, hvad alt dette nye skulle betyde) i en lidt mere roligt atmosfære, end jeg er vant til “hjemmefra”, og jeg håber da for Apostolsk Kirke, at processen vil fortsætte sådan. Jeg tror, at de har et større stykke meget udfordrende proces foran sig, men også meget spændende. Vi befinder os alle i spændende tider.

Da jeg senere på aftenen nåede hjem til Århus skrev jeg et blog-indlæg og gik så i seng - temmelig smadret. Men de 12½ timers søvn hjalp, og i dag er min stemme bare en smule ru, resten har det meget bedre

Næste stop: Odder på mandag.

Fra min inbox, eller: Fra Thomas A, der ikke har en blog

Bemærkning: det er egentlig fint at menighedsplantningskoordinatoren og ungdomslederen er to forskellige personer fremover. Måske folk vil se at de to ting ikke nødvendigvis er linket sammen. Hvis jeg havde en blog og kunne finde ud af at skrive noget interessant derinde, ville jeg skrive noget klogt om dette. I stedet for så tænker jeg bare højt i en mail :o).

Mvh Thomas

Indledning

Kapitel 1

I prologen læste vi, hvorledes videnskaben accepterede mit speciales konklusion om, at videnskabens eksistensberettigelse var forsvundet.

Men historien fortsætter (eller begynder derfra). Her i kapitel 1 skal videnskabens nærmere reaktion på denne konklusion behandles.

Med videnskabens reaktion mener jeg egentlig bare den to siders specialeudtalelse, der hørte med til bedømmelsen.

Jeg ønsker nemlig at problematisere nogle centrale misforståelser i udtalelsen.

- Men, Niels, hvis du mener, at du ikke er blevet bedømt korrekt, hvorfor henvender du dig så ikke bare til instituttet og laver en decideret klagesag ud af det?

- Fordi jeg ikke har noget at bruge en højere karakter til. Jeg synes faktisk, at 7 er rimeligt. Desuden er jeg enig i store dele af udtalelsen, f.eks. det meste af den kritik, der går på, at visse tekniske detaljer, som f.eks. valg af visse kapiteloverskrifter ikke vidner om en “fuldt udviklet fortrolighed med genren [...] akademisk afhandling.”

Den rette beskrivelse havde måske i virkeligheden været “vidner om en temmelig ligegyldig omgang med overskrifterne, fordi specialets konklusion jo netop er, at videnskaben, og dermed også specialet, og dermed også tekniske detaljer som dets kapiteloverskrifter i det hele taget ingen eksistensberettigelse har”.

Og worst case scenario, hvis jeg sender en decideret klage: Det kunne jo gå op for dem, at jeg har overtrådt det niende af de ni bud for akademiske afhandlinger, som står nævnt i den hellige skrift: Merkblatt schriftliche Arbeiten Germanistik, Institut for germansk filologi, Aarhus Universitet, 1998, s. 2 (her i pdf), som er opskriften på, hvad der forventedes af en afhandling på tyskinstituttet i min studietid.

I pkt. i), der handler om specialets afrunding, hedder det nemlig:

“Krönung: Nach [dem] Rückblick schau - wenn du noch kannst - nach vorne, indem du ein paar Sätze dazu schreibst, welche neuen Fragen sich für die Zukunft aus deiner Arbeit ergeben. Es ist in unser alle Interesse, daß wir Germanisten nicht arbeitslos werden. [...]“

Det understregede oversat: “Det er i vores alles interesse, at vi germanister ikke bliver arbejdsløse.”

Med mit speciales konklusion om videnskabens manglende eksistensberettigelse må man vel sige, at jeg ikke overholder budets intention.

- Men, Niels, hvorfor skriver du som om det, du kalder videnskabens reaktion (som du stadig ikke er kommet til) her på denne (blog-)platform?

- Fordi reaktionen (sandsynligvis mod sin vilje) i hvert fald ifølge specialet understreger specialets konklusion, og hvis specialets konklusion i bare en eller anden form virkelig holder vand, så tyder det på, at vi går ind i en tid, hvor videnskaben (nok især den humanistiske) kommer i krise, og det er da lidt interessant, fordi vi ellers har været vant til at tillægge videnskaben enorm værdi. Tænk bare på statsministerens ønske om, at vi skal være et vidensbaseret samfund. 

Men nu til den del af reaktionen, som jeg ikke kan se som andet end en stor misforståelse, og som berører kernen i mit arbejde. Der står i udtalelsen:

“[A]rgumentationen for tesen om paradigmekollisionen overbeviser ikke, fordi den ikke overholder reglerne for sammenhængende akademisk argumentation. Således gennemsyres store dele af argumentationen af ræsonnementer af snarere privat end faglig karakter, og materialet håndteres ikke altid med den fornødne omhu, f.eks. forveksles s. 61f. Schlaffers tese om, at tysk litteratur først bidrager til verdenslitteraturen, hvor den begynder at imitere en religiøs “Sprachgebärde”, med forfatterens Letztwert, dvs. “radikale Aufklärung”.”

Det er korrekt, at hvis jeg på s. 61f. bare skrev en masse om, hvad jeg selv syntes i stedet for at hente støtte fra videnskabelig side, ville det være ganske u-akademisk (hvilket i en eller anden forstand ikke betyder det helt store, hvis specialets konklusion, som jo er blevet bedømt til bestået, holder vand, og “det akademiske” vel ifm. konklusionen må forventes at ebbe ud sammen med den prestige, som indtil nu har været forbundet med “videnskab”).

Men nu forholder det sig bare sådan, at det, jeg skriver på side 61 (her i pdf) er, at videnskabsmanden Walter Klier i sin artikel “Literatur: eine Kolumne. [Rezension zu Schlaffer, Heinz: Die kurze Geschichte der deutschen Literatur]” fra tidsskriftet Merkur 2002, vol. 56, h. 7, s. 605 (her i pdf)udtrykker sin ærgrelsen over Schlaffers teses sammenhæng med hans Letztwert - i øvrigt et forhold, jeg har gjort grundigt rede for allerede på s. 31f. (her i pdf) i afsnit 3.2.3.6, “Videnskab = Darwin, Nietzsche, Marx, Freud?”, som her skal citeres fra:

“Klier lægger ud med begrebet ‘det moderne’ og forklarer, at dette begreb hænger nøje sammen med de reduktionistiske filosofier fra slutningen af det 19. århundrede med afsæt i navnene Darwin, Marx og Freud. Om disse siger han, at de stadig bare ved deres blotte nævnelse har en vedholdende kanonisk virkning, som ingen tilsyneladende tør rokke ved, fordi de per se betragtes som videnskabelige. Dette på trods af at den videre forskning har hhv. modsagt, forklaret og udbygget deres teorier i myriader af enkeltheder, så man ikke længere kan tale fornuftigt om ‘darwinisme’ eller ‘marxisme’ under ét. Klier stiller sig altså uforstående over for Schlaffers “Ton eines Triumphalismus”(fodnote til Klier, s. 605), når Schlaffer referer Büchner, der siger: “Was die Braven Bürger [...] ‘Liebe’ nennen, ist nur eine Verkleidung der Sexualität”. At konklusionen på disse filosofier, det absolutte toppunkt for dén menneskelige tænkning, der benævner sig selv ‘den radikale oplysning’, bliver, at begrebet kærlighed i virkeligheden blot er en illusion, hvis formål udelukkende er, at få os til at glemme, at vi styres af dyriske sexuelle drifter, mener altså Klier er et sørgeligt sted for videnskaben at (vælge at) stagnere.(fordnote til Klier, s. 605)

Ikke desto mindre er det netop, hvad han fortrøstningsløst ender med at konstatere, at den gør:

“Die drei Grundlegungen dieses Reduktionismus, in denen das 20. Jahrhundert seine (philosophische) Erfüllung gefunden hat, werden abermals, nun bereits [mit Hilfe von Schlaffer] im 21. Jahrhundert angelangt, als nicht weiter Übertreffbares gefeiert[.]“(fodnote til Klier, s. 605)

[Oversat: "Men de tre grundlæggelser af denne reduktionisme, i hvilken det 20. århundrede har fundet sin (filosofiske) opfyldelse, bliver - og [med Schlaffers hjælp] nu også ankommet i det 21. århundrede - fejret som noget, der ikke kan overgås.”]”

Måske er det i øvrigt dette sted (midt i det ovenstående blå stykke tekst), som forfatterne til specialeudtalelsen omtaler, når de skriver: “Specialet er skrevet i et sprog, der sine steder ikke er optimalt læservenligt”. Jeg erkender, at det måske kunne have været formuleret mere læservenligt. Jeg kæmpede længe med at omskrive det, men jeg kunne ikke få det til at udtrykke præcis det samme på andre måder. Sætningerne er dog grammatisk korrekte og derfor (med en portion tålmodig grundighed)læselige.

Nå, men der er altså ikke tale om, at mine private holdninger (beviseligt) har spillet ind her. Jeg refererer sådan set bare, hvad Klier han siger, hvilket er ganske akademisk.

At Schlaffers tese i øvrigt må have en sammenhæng med hans Letztwert, nemlig (det moderne paradigmes) radikale Aufklärung (som kunne oversættes med “entydig rationalisme”, er den - for mig at se - eneste måde, hvorpå man kan forklare, en - som jeg på side 51 citerer videnskabsmanden Andreas Keller for - ellers “sært pludselig og uvedkommende ateistisk bekendelse”, som Schlaffer konktekstløst fyrer af på sin bogs s. 21 (her i pdf):

“Diese kurze Geschichte der deutschen Literatur ist kein anschwellender Kirchengesang, der eine Rückkehr zu christlichen Werten - und sei es auch nur zur Beförderung der deutschen Literatur - anstimmen möchte. Der Verfasser hält es mit der radikalen Aufklärung: Jede Religion ist ein Irrtum, aber ein folgenreicher Irrtum. Zu dessen - seltenen - guten Folgen gehört das beste an der deutschen Literatur. Man kann sich der Folgen erfreuen, ohne deren Ursachen zu verehren.”

[Oversat: "Denne korte historie om den tyske litteratur er ingen kirkefortale, der ønsker at anstemme til [...] en retur til kristne værdier. Forfatterens tilgang er entydig rationalistisk: Enhver religion er en fejltagelse, men en virkningsfuld fejltagelse. Som en af de - få - gode konsekvenser opstod det bedste af tysk litteratur. Man kan godt glæde sig over konsekvenser, uden at ophøje deres årsag.”

Jeg kan altså derfor ikke forstå, hvorledes netop dette skulle kunne problematiseres.

Til gengæld kan jeg forstå, hvorfor det problematiseres. Det er en aggressions-manøvre, videnskaben foretager sig, fordi den er trængt op i en krog, og som jeg på s. 62 (her i pdf) efter akademisk sædvane ikke selv hævder, men blot citerer videnskabskvinderne Heydebrand & Winko for, nemlig:

“Die Alltagserfahrung wie auch die Kommunikation über Literatur zeigt, daß Personen immer dann besonders aggressiv reagieren, wenn sie in ihrem Wertebereich verletzt werden.”

[Oversat: "Almindelig erfaring som også kommunikation om litteratur viser, at personer [her: (litteratur-)videnskaben] altid reagerer særligt aggressivt, når de rammes på et ømt punkt i deres værdisæt.”] - Og som vist med det niende bud ovenfor, rammer konklusionen “Ingen eksistensberettigelse” et punkt i værdisættet, der hedder “Det er vigtigt, at vi videnskabsfolk ikke gøres arbejdsløse”. Ifølge Heydebrand & Winko er det altså helt naturligt og bare en understregning af specialets konklusion, at videnskaben ikke synes om mit speciales hovedpointe.

Ideer til kommende kapitler: “Om at være analytisk bare for at have noget at diskutere”; “Om etymologien i videnskabens -skab”; “Religion ud: Religionskritik. Videnskab ud: Videnskabskritik. - Men hvorfor overhovedet et opgør?”