10 forskelle mellem det moderne og det postmoderne

Emne: Emerging church.

Kilde: Brian McLaren.

Jeg vil her oversætte og kommentere ti forskelle mellem det moderne og det postmoderne, som står opregnet i Brian McLarens bog fra 2001, A New Kind of Christian, som Lasse Bech anbefaler inde på sin blog, og som Kenneth har stukket mig i hånden, og som jeg for ikke ret lang tid siden blev færdig med at læse. I den udgave, jeg læste, stod de ti punkter på side 16-19.

Bogen er skrevet, så det er en af de to hovedpersoner, Neo, der opregner punkterne for den anden hovedperson, Dan. I forordet til bogen, siger McLaren, at forfatteren (altså han selv) ikke, kan identificeres med én bestemt karakter i bogen, men det er tydeligt, at hans tanker kommer ud igennem Neo. Lasse Bech, der som sagt anbefaler bogen, anbefalede også mig på et tidspunkt ikke nødvendigvis at læse alt, hvad Neo siger i bogen, helt ukritisk.

Jeg vil her først opliste de ti punkter, der fuldt skrevet ud fylder tre sider i bogen, og derefter vil jeg oversætte hvert punkt(s fuldtekst) til dansk og kommentere dem individuelt. De punkter, jeg sætter et X ud for i listen lige herunder, var punkter, jeg selv havde formuleret inde i mit hoved, inden jeg læste dem i hans bog, så mange af tankerne er ikke nye for mig, og dette er altså ikke på nogen måde et forsøg på at gøre Brian McLaren til min guru. I det hele taget tror jeg (i øvrigt), at guruer, store kanoner og actionhelte hører fortiden (det moderne) til, men det var lige en sidebemærkning.

— — —

De ti punkter beskrives som hørende til det moderne og altså som fortidige:

Modernity:

1. Age of conquest and control
2. Age of the machine - X
3. Age of analysis - X
4. Age of secular science - (X)
5. Age of absolute objectivity - X
6. Critical age - X
7. Age of modern nation-state and organization
8. Age of individualism
9. Age of protestantism and institutional religion
10. Age of consumerism

— — —

1. For det første var den moderne tidsalder en æra af erobring og kontrol. Siden Columbus og hans vesteuropæiske udforske-kolleger (på spansk conquisitadores, “conquerors”) i 1492, var den moderne æra lig med erobring af verden mht. vesteuropæisk filosofi, vesteuropæisk kultur, vesteuropæiske sprog, vesteuropæiske økonomier, vesteuropæiske religioner og vesteuropæisk teknologi. Naturen erobredes, stammefolk erobredes - især farvede folk, som mine forfærdre [Det er Neo, der taler til Dan] - og tusinde problemer (fra dårlig ånde til syfilis) erobredes med tiden også. Som et resultat heraf, har det moderne menneske dedikeret sig til at kontrollere folk, resultater, risici, økonomier, eksperimenter, profit marginer, variabler, natur, selv vejret. Fanger du det? (Jeg nikkede med hovedet, og han fortsatte.)

For mig at se, har McLaren helt ret i dette første punkt, og jeg ser to problemer forbundet med det, som får mig til at flygte hen imod det postmoderne (her blot i ordets egentlige forstand som “det, der ligger på den anden side af det moderne”).

A: Denne kontrol-kultur, vi nu har opbygget i os, betyder, at vi vænner os af med at lægge vores (f.eks. kirkelige) arbejde over i Guds hænder. Dette tror jeg i sig selv er nedbrydende for vores åndelige liv og fører delvist usund stolthed over præstationer med sig og fjerner nødvendig ydmyghed fra vores arbejde og liv og måske i sidste ende vores ærefrygt for Gud.

B: Vi føler os ansvarlige over for ting, der ikke kan defineres som hørende til vores ansvarsområde. F.eks. når old-school-kirkefolk bekæmper new-school-kirker af frygt for at blive stillet til ansvar (af Gud) for andre folks handlinger. Sådanne problematikker kan medføre uanede mængder af uønskede følgeproblemer.

2. Det var maskinens tidsalder. Mekanisering var det uudtalte mål for den moderne verden. Ikke overraskende blev universet selv set på af de moderne mennesker, som en stor maskine, kontrolleret af en ingeniør-Gud, og i sidste ende blev de moderne mennesker selv små hjul, små maskiner, i det store maskineri.

Grund nok til også at ville flygte fra denne måde at tænke på finder jeg i følgende to problemer:

A: Mange jobs går kun ud på at videregive en veldefineret portion oplysning. Folk, der har sådanne jobs, reduceres fra selvstændigt tænkende væsener til tandhjul, hvilket er meget uheldigt, fordi det ikke kan give en sund tilfredsstillelse for dem, og fordi det avler frustration, hvis man som informationsmodtager har brug for information, der ikke hører til den definerede pakke. Hvem har ikke prøvet at blive stillet om til en kollega, der lige måtte stille videre til en anden kollega, inden man igen havner hos den, man først talte med, som stadig ikke har svar på ens spørgsmål. Jeg prøvede det sidst nede på A-Kassen, hvor jeg efter at være blevet sendt lidt rundt til forskellige, fik at vide: “Det tør jeg ikke tage stilling til, det må du hellere tale med hovedkontoret i Kbh om.” i en situation, hvor almindelig sund fornuft sagtens kunne have taget stilling, men hun turde ikke.

B: Nationen (hvad enten det er et land eller en organisation) kan bare sætte maskineriets hastighed op, så der f.eks. kan opnås større profit. Man glemmer, at man har med mennesker at gøre, og derfor ødelægges eller forhindres mellemmenneskelige relationer, der ville kunne løse de problemer, som vi for tiden vælger at løse med medicin i stedet.

3. Det var analysens tidsalder. Hvis universet var en forståelig maskine - og videnskab er skruetrækkeren til at skille det ad - så er analysen den ultimative måde at tænke på, den universelle skruetrækker. Ved at dele helheder eller stykker op i mindre og mindre dele eller årsager, der hver især bliver forståelige, gør analyse både universet erkendeligt og kontrollabelt. Det faktum, at det at tænke og at analysere for os synes at være synonymer, viser hvor dygtig det moderne har været til at marginalisere alle andre former for tænkning - fantasi, intuition, genkendelse af mønstre, systematisk tænkning, osv. (Jeg nikkede stadig med hovedet, men de nye tanker kom så hurtigt oven i hinanden, at jeg havde svært ved at behandle dem i mit hoved.)

Jeg tager tit mig selv og andre i at analysere formålsløst. Tilsyneladende kun for at analysere (eller for at vise over for andre (vel med det formål at høste ære eller at erhverve magt), at man er i stand til at analysere = at man ved/behersker = at man kontrollerer; goto Pkt 1 og de problemstillinger, der var knyttet dertil.) Måske er det netop derfor, at jeg har skrevet posts som denne om det, ikke at analysere blot for at analysere.

4. Det var den sekulære videnskabs tidsalder. Vi kan nærmest ikke engang forestille os et ikke-videnskabeligt verdenssyn, som fortæller os, hvor gennemtrængende og indtrængende den moderne videnskab er blevet; faktisk kan man ikke engang sige “ikke-videnskabelig”, uden at det lyder som en fornærmelse. Med mekanistiske og videnskabelige synsvinkler på universet, der fik overherredømme, og med analytiske sind, som sværgede til urokkelig modvilje imod ethvert uovervindeligt mysterium, der ikke kunne brydes ned til kontrollable dele (Gud, f.eks.) hævede lande [nation-states, red. Hvem giver et bud på en bedre oversættelse?] og deres kulturer sig over gejstlig indflydelse. Det er intet under, at religion var på hastigt tilbagetog i den moderne tidsalder, på flugt fra den moderne videnskabs og sekulariseringens udryddende gasser, som kakerlakker fra en boligblok. Måske kunne religionen overleve i det skjulte hjørne af den private sektor, men i den offentlige sektor ansås den af den etablerede videnskab som en beskidt pinlighed, uren, uvelkommen, kejtet. Kan du følge mig? [Jeg nikkede med hovedet og sagde, halvvejs lyvende, "Ja, det giver god mening".]

Dette vil måske kun ændre sig, hvis vi andre, som Neo, også begynder at tale om det, som noget fortidigt. Lad os derfor gøre det. Dog, mht. den “gejstlige indflydelse” [ecclesiastical influence], Neo taler om (der ikke her defineres nærmere (og måske heller ikke er ment som noget konkret definérbart)): Se også kommentar til pkt. 9.

5. Det var en æra, der stræbte efter absolut objektivitet, som, troede vi, ville give absolut sikkerhed og viden. I den moderne tidsalder antog man, at universet kunne fattes. Det, man endnu ikke vidste om det, ville man kunne finde ud af. En anden ting, som man antog, var den højeste tro på menneskets fatteevne, der ville kunne fjerne ethvert mysterium gennem fornuften, erstatte overtro med fakta, ignorance med information og subjektiv religiøs overbevisning med objektiv sandhed. Som et resultat heraf blev i denne æra bagsædet indtaget af fortælling, poesi, og kunst i det hele taget (som leverer blødere indtryk end videnskab og matematik), eller også blev de ligefrem bedt om at stige ud af bilen for at tomle på egen hånd. Eller det blev taget med som underholdning, men ikke som seriøse “forsæde”-kolleger i deres søgen efter sandhed.

Også i kirken(/-erne) har vi forsøgte videnskabeligt at gengive sandheden. Og vores forskellige undersøgelsers resultater har resulteret i forskellige kirker. Jeg tror, det er en god vej fremover at holde sig til det lidt abstrakte begreb “Jesus er sandhed” og holde sig fra at konkretisere sandheden yderligere i 27, 28, 16, 7 eller 3 punkter - i hvert fald for en stund. Man kan være på vej hen imod Jesus, eller man kan være på vej væk fra Jesus. Se hertil også denne blog-post hos Lasse Bech.

6. Det var en kritikkens tidsalder. Hvis du er overbevist om, at du fuldstændig, objektivt kender den absolutte objektive sandhed, og du ved det med absolut sikkerhed, så er du selvfølgelig nødt til at pille enhver ned fra piedestalen, der ser anderledes på tingene. I øvrigt, i en erobringens tidsalder, hvis dine ideer ikke vinder, taber de. Så den moderne tidsalder var en æra af debat, dialektik, argument og diskussion. Har du læst Peter Senges bog The Fifth Discipline? Nej? Fremragende bog. Han siger, at diskussion (discussion) - i modsætning til dialog eller samtale - medfører en mere aggressiv, vind-tab agtig kommunikationsstil, (etymologisk) tættere forbundet med (percussion) sammenstød/slag og (concussion) (hjerne-)rystelse. Dette medfører, at man ved hjælp af egne synspunkter forventes at relativere, modbevise og reducere andre personers synspunkter kritisk. En af de mest tilfredsstillende kritiske fraser i den moderne æra var reduktionist-frasen: “det er ikke andet end…”, ligesom i: “Det er ikke andet end et freudiansk Elektra-komplex, det dér” eller “Det er ikke andet end den typiske marxistiske klassekamp” eller “Det er ikke andet end resultatet af darwinistisk evolution” eller “Hans overbevisning er ikke andet end overtro”. Ah, hvor vi moderne mennesker elsker at tage saften og kraften ud af vore modstandere med verbale slag som disse!

Kenneth henviste mig for nylig til en avisartikel, der talte om netop dette, og en mand ved navn Walter Klier nævner i en kritik af en tysk sproghistorie fra 2002 (her til højre) sjovt nok netop disse tre: Freud, Marx og Darwin i forbindelse med (hvad han betragter som forældede) moderne guruer eller “store kanoner”, hvilket jeg viede (bl.a.) et kapitel i mit speciale til og i specialeudtalelsen blev kritiseret for at fremføre som mit eget subjektive syn, hvilket jeg efterfølgende har tilbagevist i denne blogpost (ikke at det ikke er mit subjektive syn, men at akademisk-heden i mit speciale skulle have lidt herunder).

 

Ideen om samtale frem for diskussion ser jeg meget lys i. Den betyder jo ikke, at man ikke længere må have holdninger, meninger, synspunkter eller bestemte faste overbevisninger, blot at Gud har et helt unikt forhold til hvert enkelt menneske, og at man derfor ikke bør forsøge at presse sit forhold til Gud ned over andre mennesker. Diskussionen opstår, når man kun læser Matt 28,16-20 for sig selv uden Matt 10,14 i baghovedet og føler, at man har pligt til at blive ved med at forkynde det samme sted, indtil folk forstår budskabet.

Samtalen tager udgangspunkt i at vi både har ører (to endda) og (én) mund. Diskussionen har ikke øje for ørerne.

— — —

7. Det var det moderne lands [nation-state] og den moderne organisations tidsalder. Siden den middelalderlige verdens kollaps, har moderniteten været en historie af organisering og reorganisering, fra samlebånd over fagforening til politiske partier. Organisationer voksede frem sammen med urbaniseringen (da folk begyndte at flytte ind til byerne), efterhånden som større og større grupper mennesker fik større og større behov for at organisere sig. “Mennesket” blev til “det organiserende menneske”.

Det er i denne tidsalder, at alle vores frikirker fra midten af 1800-tallet voksede frem, og det er derfor, jeg synes, det kunne være spændende at skrive en blogpost, hvor man sammenlignede denne form for organisation (altså vores frikirker) med nation-state-organisationen under titlen: “Kirke som nation”, hvor kirkerne (ligesom de lande, der organiseredes i løbet af den moderne tidsalder) byggede mure imellem sig for bedre at kunne forsvare sig imod hinanden. Men jeg tror efterhånden, at jeg må indse, at jeg ikke har indsigt nok i feltet, og jeg ved egentlig heller ikke helt, hvad en sådan post skulle bruges til. Da jeg talte med Thomas Willer i Kolding for nylig, mente han i øvrigt, at en mere relevant sammenligning ville være kirke/politisk parti. Jeg håber ikke, han har ret, for det ville da lugte lidt for meget af jødedommen på Jesu tid. Tanken om organisering og reorganisering minder mig i øvrigt om denne blogpost, der skitserer en mand ved navn Niebuhr’s måde at se på frikirkernes historie.

Forskellen på den mørke middelalder og den såkaldte oplysningstid, vi har levet i lige siden (hvor menneskets oplysning bestod i videnskabelig viden), der for at hævde og distancere sig, navngav netop “den mørke” middelalder (i modsætning til oplysninstiden, der jo er en meget meget bedre tidsalder, fordi vi er SÅ meget klogere nu), kommer også i et eller andet nyt perspektiv, hvis oplysningstiden viser sig at være lig med “den moderne tidsalder”, som McLaren jo tilsyneladende siger, at vi er i gang med at forlade. (Det giver i øvrigt også et nyt perspektiv på 2 Kor 11,14 om Satan som lysets engel).

8. Det var individualismens tidsalder. Mens mekanistiske organisationer søgte erobring og kontrol, smulrede samfund og efterlod deres mindste konstituerende dele - individerne - frakoblet, frit svævende. Den moderne æra flyttede ubønhørligt fokus fra “vi” til “mig”. Aldrig har individer været så “fri” fra alle sociale bånd, som de er i den senmoderne tid. Det er ikke overraskende, at de aldrig før har følt sig så fremmedgjorte og isolerede.

Første gang jeg hørte dette individ-fokus omtalt i datid var foredraget på Apostolsk Højskole i Kolding denne sommer. Thomas Willer (der har en sociologisk uddannelse) sagde, at det sidste nye hit var det, man kaldte “neostammer”, små interessefællesskaber/omgangskredse. Vi fokuserer på vores neostamme. Derfor kan det ikke nytte noget at hive en enkelt ven med i kirke, for han vil ikke binde sig til stedet, hvis resten af hans neostamme ikke kan være med. Det var en ny tanke for mig (men egentlig temmelig logisk), at Luthers oversættelse af Bibelen til allemandssprog som yderste konsekvens førte til individualisme, hvilket fører os over i pkt. 9, og nu synes jeg det begynder at blive spændende:

9. Det var protestantismens og den institutionelle religions tidsalder. Der, hvor religion trivedes bedst i den moderne verden, var det i sin mest institutionelle og sin mest protesantiske former (ikke kun protesterende imod katolicisme, men middelalderlighed og præmodernisme i det hele taget).

Scot McKnight nævnte også ikke uden en vis begejstring denne tanke i Odder for nylig, da han bl.a. fremdrog indhold fra sin kommende udgivelse A Community Called Atonement, som han er blevet opfordret til at skrive af Tony Jones, der er koordinator for Emergent Village ((d)et amerikansk(e) emergent-netværk). Mine noter nåede ikke at blive ret grundige, men Luther blev nævnt i følgende kronologi-række af det, McKnight kaldte “Theories of atonement” (atonement=forsoning):

1. Irenæus
2. Øst-kirkelig teologi
3. Anselm
4. Abbelard
5. Luther & Calvin
6. Gerrard/Brian McLaren

Irenæus: (Recapitulation theory) Jesus levede alle menneskers liv, så vi kan leve hans.

Øst-kirkelig teologi: (Ransom theory) Mennesket fanget af Satan. Jesus trådte ind, og Satan greb ham, hvorved alle andre slap fri. Jesus genopstod og slap også fri fra Satans greb. Satan ladt alene tilbage.

(Om disse to første teorier sagde McKnight, at de var lidt for løse, og var sådan noget, som Ludwig Feuerbach ville kalde “linguistic games”, ikke egentlige teorier.)

Anselm:  (Satisfaction theory) Gud er fuld af ære. Da Adam og Eva syndede blev Gud vanæret. Hvordan kunne man så både gøre noget godt for Adam og Eva og genvinde æren… Til det formål havde Gud brug for at være både Gud og menneske –> Jesus.

Abbelard: Gud sendte sin søn, der korsfæstedes, hvilket demonstrerer Guds kærlighed så kraftigt, at vi automatisk kommer til at elske Ham.

Luther & Calvin: (Penal-substitution theory) Synd vækker Guds vrede. Men Jesus træder imellem os og Gud og skærmer af for vreden, der ellers ville ramme os.

Gerrard/Brian McLaren: Girard er en religionsforsker, der opererer med begrebet mimetic rivalry, der betyder, at to (eller flere) omtrent ligebyrdige parter/grupper af mennesker (f.eks. bander, foreninger, politiske partier, lande, religioner osv.) ønsker det samme, hvilket begge dog ikke kan få. Derfor opstår der spændinger imellem parterne, der ikke kan afgøres i kamp, fordi parterne er cirka ligebyrdige. Spændingerne skal derfor finde deres udløsning et andet sted, og så er det, at der udpeges en “syndebuk”, som det hele så går ud over i stedet. Her er det, at Gud forbilledligt går ind og tager den svages plads, hvorved denne mimetic rivalry dekonstrueres. (Det var som sagt den version, hvor mine noter var måske en anelse ukomplette, så hvis du ikke synes, ovenstående giver mening, er det nok ikke din skyld).

For mig som adventist er det interessante ikke så meget indholdet i den nederste teori her, men det faktum, at den næstsidste anses for at være ovre. Det, McKnight (og måske også Jones og McLaren?) mente, var uholdbart ved (hans udgave af) Luthers & Calvins Penal-substitution theory, var, at det er, som om Gud og Jesus er to af hinanden lidt for uafhængige individer, hvor Gud er den som sender vreden, men så træder Jesus ind imellem Gud og mennesket og tager skraldet, men hvordan kan han stille sig imellem mennesket og Gud, når han er Gud. Og hvor er Helligånden i det hele? Så McKnight problematiserer altså Luther og lutherdommen (protestantismen).

Dette er som sagt interessant fra et adventistisk perspektiv, da jeg i hvert fald engang hørte en (jeg tror han var færøsk) adventist tale i Randers om historiens gang ifølge Johannes Åbenbaring. Ifølge ham (og jeg tror såmænd ikke engang, at denne tolkning er særligt forbeholdt adventister) var dyret i Åb 13,3, der havde fået et sværdhug og et sår, der dog senere heltes igen, lig med romerkirken->den katolske kirke. Lutherdommen udgjorde et sværdhug, men hvis vi nu er på vej hen på den anden side af lutherdommen og som McKnight begynder at kalde den forældet, så er sværdhugget vel ved at heles, eller hvad? (Men jeg ved godt, at adventist-systematik-teologen Gunnar P siger, at det er et af de kapitler i Åbenbaringen, vi efterhånden har beskæftiget os for meget med, og at vi hellere skulle tage at beskæftige os med nogle af de andre).

Jeg talte med en Peter Roennfeldt-type ved navn Scott Wilson, der har tilknytning til Eurolife i Århus, og han havde en (fra mit synspunkt lettere overdrevet, men måske ikke helt irrelevant) skepsis over for emerging-tankerne pga. en for ham at se lidt for kraftig katolsk indflydelse. Han konkretiserede ikke nærmere, da jeg talte med ham (så: so much for den påstand ), men jeg kunne dog selv - uden dog at have beskæftiget mig ret meget med det (så tag det lige med et gran salt, og giv mig endelig modspil, hvis det er) - f.eks. sætte spørgsmålstegn ved den stigende interesse for ikon-dyrkelse. (Jeg ville dog være meget forsigtig med at opfordre til kritik af emerging-tankerne. Hvis man er i et hjørne, hvor man føler sig tændt på at påpege problemer, synes jeg meget hellere, man skulle fokusere på sine egne “moderne” old-school-kirker.

10. Det var konsumerismens (forbrugets) tidsalder, en tidsalder, hvor folk ofte havde mottoet: “Penge kan ikke købe alt”, men sjældent levede, som om de troede på det. Markedsøkonomien ledte til frihed fra lensvæsenet, men er blevet en magtfuld magtherre i sig selv. (Neo lænede sig over mod mig og talte videre med sagte stemme). Jeg mener, se bare på alle menneskerne i denne butik. De fleste af dem har T-shirts på med firma-logoer på sig. Det overrasker mig konstant: Folk betaler firmaer penge for at få det privilegium at reklamere for firmaernes produkter.

En ny tanke for mig, at dette skulle være (eller snart blive) fortidigt. Men hvis dette passer, så må man håbe for folk, at de ikke har designet deres kirker til denne mentalitet, for så vil de jo snart være outdatede.

— — —

Jeg ville gerne høre andre(s) tanker omkring alt dette.

Polterabend - scoreboards m.m.

I forgårs stod jeg lidt tidligere op, end jeg plejer her i sommerferien. Jeg vidste nemlig, at Lines veninder ville samle hende op og tage hende med på polterabend kl. ca. 09:00, hvilket Line ikke vidste. Hvad jeg ikke vidste var, hvorfor Line havde sat sit vækkeur til at vække unaturligt tidligt kl. 07:30 - tre minutter efter, at jeg i al hemmelighed var stået op. Det fandt jeg ud af kl. 08:00, da tre sære eksistenser pludselig kom og bortførte mig til min polterabend.

At beskrive i detaljer alt, hvad Line og jeg hver især oplevede i løbet af dagen, ville blive for omfattende, så her kommer det i stedet for i punktform. På et tidspunkt skulle der også gerne komme none billeder, måske none videoklip og noget musik. Jeg lægger dem nede i kommentarerne til denne post, når de kommer.

• Line lærte at danse tango.
• Jeg lærte at malke en ko.
• Line fik en helkropsmassage.
• Jørgen kørte mig ind i et træ.
• Line kom i et studie og indspillede en sang.
• Jeg reddede en lille pige fra at drukne.
• Line fik lov til at gå vildt majet ud rundt nede på strøget.
• Jeg fik liv til at gå rundt i et propfyldt Djurs Sommerland i grøn badekåbe.

Og til dem, der skulle være i tvivl om, hvorvidt man kan være fem voksne i en vandcykel… Ja, det kan man godt. Men den tager vand ind rigtig hurtigt. (Hvorfor er der lavet de der huller i bunden?).

Jeg var også ude at spille minigolf og fodboldgolf (hermed udnævnt til min nye yndlings-sportsgren) Her er to scoreboards. Som det fremgår af dem, vandt jeg hverken minigolf eller fodboldgolf, men det var nu bragende skægt alligevel, og jeg skal da helt sikkert ud at prøve det der fodboldgolf igen på et tidspunkt, nu hvor jeg kender mit handicap.

Nå, men altså…minigolf:

1. Kenneth 65
2. Jørgen 67
3. Thomas 71
4. Niels 77

Fodboldgolf:

1. Allan 74 (8 over par)
2. Jørgen 77 (11 over par)
3. Niels 78 (12 over par)
4. Thomas 90 (24 over par)
5. Kenneth 93 (27 over par)

En gåde

Kapitel 3

Nu, hvor vi er kommet om på den anden side af religionskritikken (credit til folk som Feuerbach og Nietzsche), hvad vil en eventuel antitese så komme til at hedde?

En nar kan spørge om mere, end ti vise kan svare på

Jeg har tilsyneladende en kværulant-periode i øjeblikket.

Jeg ønsker i den forbindelse at takke alle jer, der orker at høre på mine sære “spørgsmål”, og især jer, der endda forholder jer til dem og reagerer på dem.

Jeg kan også godt forstå, at none sikkert bare ryster på hovedet og zapper videre til en anden kanal.

Litteraturvidenskaben er overvurderet, eller: Om ikke at analysere bare for at analysere, eller: Kejserens nye klæ’r 2

Når tænkere her på det seneste (20-30 år) har brugt ordet “dekonstruere” i deres beskrivelser af deres iagttagelser af den post-/senmoderne verden, så er jeg ikke helt sikker på, om jeg altid har forstået det rigtigt, men måske er det i virkeligheden lettere end jeg tror.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, handler det blot om, at vi i vor tid skræller lag væk fra ting for at se, hvad der bliver tilbage inden under. Lidt ligesom Jesus, der skrællede jødernes ekstra-regler væk, Luther, der skrællede store dele af kirkens magt væk og mig, der gik rundt i gymnasietiden og filosoferede over, hvad der ville blive tilbage, hvis man skrællede en tom cola-dåse.

Så er det vel også det, jeg er i gang med, når jeg dekonstruerer videnskaben for at se, om ikke den i virkeligheden er mere tom, end vi går og gør den til, når vi som danskere lægger ufattelig meget prestige i f.eks. titler som cand.mag., cand.scient., phd. osv…

Hvorfor skal folk med den slags titler f.eks. have mere i gennemsnitsløn end skraldemænd, dagplejemødre eller fabriksarbejdere, der arbejder lige så meget?

Kapitel 2:

I dette kapitel skal det handle om det at analysere. Evnen til at analysere er steget os til hovedet her i Danmark. Hvis jeg kan vise, at jeg er i stand til at analysere en situation, giver det mig anseelse. Om analysen er relevant er ligegyldigt. Hvis folk ser min evne til at analysere, så tænker de, nøøj, hvor er han dygtig. Det giver altså en form for prestige.

Et eksempel er litteraturvidenskaben. Professorerne skal producere en vis kvote videnskabeligt materiale om året ved siden af deres undervisning. Derfor analyserer de på livet løs på kryds og tværs igennem litteraturen. Der er ingen, som skal bruge det til noget, og de eneste, som det kommer til gavn er stort set dem selv, fordi de så får løn og kan blive i deres stilling som professor.

Men analysen har en enorm svaghed. Den kan ligesom statistikken (der også er en slags analyse) bruges til at demonstrere hvad som helst. Det gælder bare om at vælge den rette analyse-model og så ellers at følge de almindelige akademiske regler, hvor man skal huske at henvise tilbage til en større autoritet af en eller anden slags - en eller anden fortidens store kanon inden for det givne område.

Fordi analysen kan bruges til hvad som helst, mister den sin slagkraft. Jeg kan fremkomme med én påstand, som jeg er kommet frem til gennem min analyse, og så kan du komme frem med den modsatte påstand og hente støtte i din egen analyse. Det handler jo bare om, hvordan man konstruerer sin analyse.

Et eksempel, som jeg har brugt tidligere, er mit speciales konklusion. Jeg er kristen og ønsker f.eks. at reducere den status og dermed opmærksomhed, som videnskaben i samfundet i øjeblikket tildeles på bekostning af troen på Jesus Kristus og Guds almagt og storhed, og jeg går derfor efter at påvise, at videnskaben ingen eksistensberettigelse har. Gennem en videnskabelig analyse lykkes det for mig at påvise dette. Alligevel ønsker folk mig tillykke med min nye titel. Suk! (Men tak.)

Denne analysens svaghed vil gå op for folk, efterhånden som der uddannes et hav af akademikere, der på kryds og tværs argumenterer for at henholdsvist det ene og det andet (modsatte) skulle være objektivt (=måleligt/beviseligt) sandt - lænende sig op ad hver deres udmærkede videnskabelige analyse.

Måske er det det, man allerede kan se mange tegn på i samfundet. At videnskabens højre hånd, analysen, er på vej ud; og med den videnskabeligheden; og med den naturligvis videnskaben. Der er jo ubetvivleligt en stadigt stigende interesse for det åndelige “derude”, og det må vel være på (ifølge det ovennævnte velbegrundet) bekostning af det målelige/beviselige.

(Jeg skriver dette, anerkendende at det i sig selv er en analyse. Min pointe er jo nemlig ikke, at man ikke må analysere, men bare den, at vi ikke skal gøre det bare for at vise, at vi er gode til det, i et forsøg på at opnå hæder og anerkendelse og titler.)

*Hmm, gad vidst, om nonesomhelst kan følge mig*