Du godeste…
Tænk at de lod specialet bestå. Jeg ved godt, at de vel primært ser på det tekniske (formen) og først i anden omgang på indholdet, men når specialet opnår et 7-tal, så må det vel være, fordi indholdet af specialet ikke er komplet forkasteligt.
Og det er interessant, fordi konklusionen på specialet er, at den videnskabelige ramme, det er skrevet i - altså (litteratur-)videnskaben selv - ikke (længere) er meningsfuld.
Omformuleret: Videnskaben anser min påstand om videnskabens tomhed for at være videnskabelig. Jeg har med videnskaben som redskab (gennem analyse af videnskabeligt materiale) påvist videnskabens ligegyldighed.
Her først et uddrag fra resuméet (fra et dansk udkast, det endelige resumé er (ifølge studieordningen) på tysk) og derefter et uddrag fra konklusionen. Alt, der er skrevet rødt, er tilføjet i denne post og står ikke i selve specialet.
Uddrag fra resuméet:
“I 2002 udkom Heinz Schlaffers bog Die kurze Geschichte der deutschen Literatur, der var på kun 158 sider. Da den med hensyn til sin længde og på mange andre måder ikke opførte sig som en normal litteraturhistorie, var modtagelsen af den i og uden for videnskaben meget hård.
Formålet med denne afhandling er at analysere denne modtagelse [...]
[...]
Det mest omfattende af [modtagelsens kritikpunkter] viser sig at have at gøre med de kriterier, som Schlaffer anvender, når han fremhæver noget litteratur som godt og afviser andet.
I diskussions-afsnittet, der følger på analyse-afsnittet, præciseres, hvad grundproblemet synes at være, nemlig, at Schlaffer faktisk hverken tydeliggør eller begrunder disse kriterier.
Men at denne problematik skulle være roden til den voldsomme modtagelse, viser sig dog muligvis at være et skin. I virkeligheden er den efter al sandsynlighed kun et underpunkt til noget større, nemlig et igangværende paradigmeskifte, der blandt mange andre områder åbenbart også influerer den tyske litteraturvidenskab. Det drejer sig om skiftet fra det, der groft forenklet kaldes ’det moderne’, til det, der ofte går under samlebetegnelsen ’det postmoderne’.
[...]
Via repræsentanter for litteraturvidenskabelig Wertungsteori, religions-videnskab, sociologi og postmoderne filosofi når afhandlingen frem til sin konklusion, som siger, at analysen af modtagelsen af Schlaffers bog viser, at paradigmeskiftet er ved at effektueres inden for litteraturvidenskaben, der dermed er ved at bevæge sig væk fra sit eksistensgrundlag, fordi dette opstod i den ’moderne’ kontekst. I denne forbindelse perspektiveres – blot for ved en sammenligning med et fjernt felt at udtrykke omfanget af dette igangværende paradigmeskifte – til frikirkerne i Danmark, hvor mange af de i diskussionen påviste processer i øjeblikket nemlig tilsvarende finder sted.
Det følger heraf, at der nok snart bliver brug for, at litteraturvidenskaben genskaber sig et eksistensgrundlag, da det eksisterende ser ud til at være på retræte.”
Uddrag fra konklusionen:
“For det andet er det svært at beskrive paradigmekollisionen, fordi det altid er nærmest umuligt at beskrive den tid eller det paradigme, man selv befinder sig i, positivt. Man kan kun forholde sig til det forgangne paradigme og se, at man i hvert fald ikke befinder sig i dét. Og selv den beskrivelse er ufuldstændig, fordi den indeholder ordet forgangen, hvilket ikke er rammende i forhold til f.eks. Furseth & Repstads demo-/geografiske paradigme-inddeling, hvor journalister og kunstnere siges at være underlagt ét paradigme, og bønder og pensionister et andet. [Frem for en (rent) historisk epoke-inddeling i f.eks. før-moderne, moderne og post-moderne. Furseth og Repstad læner sig her meget op ad Ninian Smart og Smarts Worldviews fra 1983 (og det gør jeg også).]
Det mest interessante perspektiverende spørgsmål, man herefter kunne stille sig selv er, hvad den moderne videnskabs og måske især humanioras placering eller fremtidsmæssige rolle er i alt dette.
Videnskaben/-erne er jo også en del af de områder, der autonomiseredes med det moderne projekt. På universiteterne trådte teologien i baggrunden efter tidligere at have været det væsentligste område, som ethvert andet område – til at begynde med blot filosofien – skulle agere ”tjenestepige”[1] for. Jura kom til, og andre områder autonomiseredes, som f.eks. alle de, der hører til humaniora. Det vil sige, at alle disse videnskabers eksistensberettigelse blev til i sammenhæng med det moderne projekt.
Men hvad betyder så dette, hvis vi er på vej ind i en postmoderne verden som den beskrives af Lyotard og sociologerne i afsnit 4.3.3, hvilket undersøgelsen af modtagelsen af Heinz Schlaffers korte litteraturhistorie har antydet kraftigt, at vi er? I alleryderste logiske konsekvens vil det vel sige, at denne eksistensberettigelse forældes, og at kapitalen [efter Bourdieu, ikke Marx.] derved udhules, hvorefter tre scenarier synes mulige:
1) (Litteratur-)videnskaben ignorerer det forsvundne eksistensgrundlag og fortsætter sin nu meningsløse aktivitet i en post-videnskabelig verden i et på forhånd dødsdømt forsøg på at opretholde en form for magt i et system, der beror på social differenciering som omtalt i Heydebrands & Winkos tredje perspektiv[2].
2) (Litteratur-)videnskaben skaber sig en ny eksistensberettigelse, der anerkendes uden for (litteratur-)videnskaben.
3) (Litteratur-)videnskaben ophører med sit virke, og Schlaffer ender – på trods af at være nået til facit gennem andre mellemregninger – med at have ret, når han hævder, at den tyske litteraturs historie er død. I hvert fald forstået således, at den videnskabelige beskæftigelse med litteraturen i en postmoderne sammenhæng vil gå sin ende i møde.
Dette er naturligvis meget firkantet og unuanceret sat op, og så længe der er tale om parallelle paradigmer, vil litteraturvidenskaben kunne vælge at forblive i det moderne, og scenarierne vil ikke være aktuelle. Men vil den ind ad porten til det postmoderne og opholde sig dér, fast forankret i en eksistensberettigelse, må scenarie 2 nødvendigvis aktiveres.
[1] Lausten, s. 133.
[2] Beskrevet i afsnit 4.3.5.”