Efter at det i går gik op for mig, at der var gået for lang tid, siden en sær tanke sidst havde strejfet mig, satte jeg mig ud på min altan og nød solen og prøvede at tænke på så lidt som muligt i et godt stykke tid. Det plejer nemlig og virke, og det gjorde det også i går. Her er resultatet:
Hvis man tager en gammel salme eller julesang eller lignende er det let at se, at det danske sprog er et afkom af det tyske! For hvor tit sker det ikke lige, at man synes, det, der burde rime, slet ikke rimer:
…at du ej skal tromme
før min sang er omme
??? Tromme og omme rimer da ikke? I hvert fald ikke mere end sne og snæ.
O’et i tromme er nærmest et å, mens det i omme er et såkaldt “åbent o” - en mellemting mellem å og det lukkede o som f.eks. findes i ordet “ord”.
Men tromme og omme rimede, da teksten blev skrevet, dengang o’et i de to ord var det samme o. Det ses på den tyske udtale af de to ækvivalerende ord (trommeln og um).
Trommeln udtales nemlig med et åbent o, og det må det danske tromme derfor også have haft en snært af engang, mens det tyske um kan udtales med å, og det danske omme derfor også må have haft et o, der var ovre i retning af å, som så bare senere har forandret sig væk til et åbent o.
Tromme og omme har derfor sandsynligvis på affattelsestidspunktet begge haft et o, der var en mellemting mellem et åbent o og et å, og derfor har de rimet. Hvis det, at linjer rimer, tillægges værdi (altså vurderes til at være med til at give en sangtekst kvaliteten “god”), må denne julesang altså siges at have undergået et værditab.
Nu tror jeg, at jeg vil til at kigge nærmere på en masse af de ældre salmer for at se, hvor hyppigt den slags forekommer.
