Relaterede posts hos Thomas Willer og Lasse Bech.
Der var engang en mand, der hed H. Richard Niebuhr. Han var protestantisk sociolog og teolog ved Yale Divinity School (og havde derudover en phd i rel.videnskab fra Yale University).
I 1929 fremkom han med en analyse af det amerikanske kirkelandskab op gennem dets historie og generaliserede sig derfra frem til følgende konklusion:
En kristen bevægelse, der vokser i medlemstal, vil på et tidspunkt gøre noget for at styrke sin organisation med henblik på at undgå kaos. Når bevægelsen er blevet struktureret og lidt mere stabil, er den gået fra at være en ”bevægelse” til at være organisationen ”kirke”. Når organisationen ”kirke” har eksisteret i en rum tid, stagnerer den.
Når det så går op for en gruppe medlemmer, at organisationen ”kirke” har låst sig fast i sin struktur, starter en ”bevægelse”, der igen efter et stykke tid – hvis den vokser – begynder at organisere sig, indtil den er blevet, hvad Niebuhr kalder en ”kirke”, og sådan fortsætter det så…
Jeg har lavet en ganske kort powerpointpræsentation, der ved hjælp af historiens gang eksemplificerer dette. Tryk her for at se den.
11 januar 2007 kl. 12:25
Hvor på træet i din powerpoint ligger adventisterne?
11 januar 2007 kl. 13:01
William Miller, der begyndte at forkynde offentligt i 1931, var oprindelig baptist (efter sin omvendelse “schloß er sich die Baptistengemeinde an” [sluttede han sig til baptistmenigheden], Konrad F. Mueller, Die Frühgeschichte der Siebten-Tags-Adventisten, N. G. Elwert Verlag, Marburg 1969, s. 29), og Ellen G. White, der havde sit første syn i december 1844, var oprindelig metodist. (“Kort efter årsmødet blev Ellen døbt og sluttede sig til Metodistkirken [...] Ellen White var stærkt påvirket af William Miller…”, George R. Knight, Ellen White – Foregangskvinde i Adventbevægelsen, Dansk Bogforlag, Nærum 2000, s. 8 )
Så vidt jeg har forstået, er det disse to personer, der tillægges størst betydning for den senere officielle grundlæggelse af Syvende-Dags-Adventistsamfundet/-organisationen (Generalkonferencen i 1863, hvor man samlede alle eksisterende menigheder i ét organ).
Så svaret må være metodismen og baptismen.
11 januar 2007 kl. 22:37
Af hvad jeg har forstået ud fra George Knights bog, “A Search for Identity”, om Adventistkirkens teologiske udvikling, så er vi på en måde barn af rigtig mange forskellige frikirkelige sammenhænge.
Adventbevægelsen var i udgangspunktet tværkirkeligt, fordi Miller forsøgte at tale til alle kristne (uden specielle præferencer) med interesse for Jesu genkomst. Joseph Bates, som var den store fortaler for sabbatsteologien, var f.eks. anglikansk kristen, mens James White – der rent teologisk har spillet en langt større rolle end hans kone – blev døbt ind i Christian Connexion (eller Restoration Movement). De havde som målsætning at genfinde kristendommen, som den havde set ud før katolicismen, altså trak de efter eget udsagn ikke på nogen kirkelig tradition overhovedet.
Altså er de store teologer i kirkens tidlige historie fra flere forskellige sammenhænge – og det samme har deres tilhængere nok været. Det, der så samlede dem, blev sabbatten, Jesu genkomst, den undersøgende dom og senere Ellen White i større eller mindre grad, men i bevægelsens begyndelse var hun ikke en særlig fremtrædende figur, eftersom hun kun var teenager.
Vi skal nok også tænke på, at dengang så kirkelandskabet meget anderledes ud end i dag, fordi det var før den karismatiske bevægelse, som først satte sejlene rigtigt i begyndelsen af 1900-tallet.
21 februar 2009 kl. 10:52
[...] denne model som et tillæg til Niebuhrs model for, hvorfor kirker deler sig, som står beskrevet andetsteds på denne blog. Lagt i Gud og tro, Kirke i dag, Til [...]