Dagens McGrath-citat eller Om trosbekendelser i et pluralistisk samfund

Ethvert kirkesamfund har sin egen trosbekendelse, none bestemte trospunkter eller lignende. I Adventistkirken har man således fx ikke en trosbekendelse, men en i princippet dynamisk række trospunkter – i 2005 blev listen udvidet fra 27 til 28, men når jeg i mit lærer-job ser, hvor svært det er for skiftende undervisningsministre i Danmark at afbureaukratisere undervisningssektoren, i forhold til, hvor let det er at føje nye regler til, tvivler jeg ærligt talt på, at en sådan liste over trospunkter i praksis lader sig reducere.

Et eksempel på et trospunkt fra listen kunne være:

Der er en helligdom i Himmelen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. I denne helligdom gør Kristus tjeneste for os og gør forløsningen, som han en gang for alle vandt ved sit sonoffer på korset, tilgængelig for de troende. Kristus blev indviet som vor store ypperstepræst og påbegyndte sin tjeneste som formidler ved sin himmelfart. I 1844, ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 aftener og morgener, påbegyndte Kristus den anden og sidste fase af forsoningstjenesten. Det er en undersøgende domshandling, som er en del af den endelige bortfjernelse af al synd, symboliseret ved renselsen af den gamle hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I denne forbilledlige tjeneste blev helligdommen renset ved offerdyrenes blod, men de himmelske ting renses ved det fuldkomne offer, Jesu blod. Den undersøgende domshandling åbenbarer for de himmelske væsener, hvem af de døde der er sovet ind i troen på Kristus og derfor i ham er værdige til at få del i den første opstandelse. Den åbenbarer tillige, hvem blandt de levende der lever deres liv med Kristus, holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og i ham er rede til at blive bortrykket til Guds evige rige. Denne domshandling stadfæster, at Gud er retfærdig, når han frelser dem, der tror på Jesus. Domshandlingen erklærer, at de, der er forblevet trofaste mod Gud, skal modtage riget. Fuldendelsen af denne Kristi tjeneste vil markere nådetidens afslutning før Kristi genkomst. (24. trospunkt/læresætning)

I den bog, jeg er ved at læse, er jeg kommet til et afsnit, der handler om sådanne trosbekendelser og lignende (confessions), og deres tilblivelse, fx. Luthers berømte augsburgske bekendelse fra 1530, Church of Englands 39 trospunkter fra 1572 (i dag stadig 39 punkter, altså heller ikke ret dynamisk), forskellige større calvinske trosbekendelser som den franske fra 1559, den skotske fra 1560, den belgiske fra 1561, den anden helvetiske fra 1562 og Westminsterbekendelsen fra 1646 for at nøjes med none fra det 16. og 17. århundrede.

Citatet, jeg vil fremhæve fra McGraths bog, handler om, at disse forsøg på at præcisere, hvad man tror, har en historisk kontekst, som de passer/passede ind i, og at meningen med dem ikke var, at de skulle være evigt gyldige:

As Karl Barth rightly observes, these confessions were provisional, spontaneous, and practical documents that came into being as a direct response to a challenge of the moment. They were the product of local Christian communities that took the view that confessions of faith were far from having absolute authority and were subject to review and revision by succeeding generations. For Pierre Maury, confessions “are given by the Holy Spirit out of the pressure of a living, historical situation” that raises certain questions that demand answers. In 1966 the World Alliance of Reformed Churches declared that it “could not treat as absolute any of the structures and confessions which we inherit,” but that it must be prepared to “go wherever the Spirit leads, even if it be through that death that leads to new life.” (Fra afsnittet Instruments of Authority: Creeds and confessions)

Konfessionerne er altså ikke lavet for eftertidens skyld, og det må være op til “succeding generations” at revidere. I det øjeblik doktrinerne nedfældes forudsættes det altså, at der er en generation A: dem, der laver trosbekendelsen i forhold til deres egen historiske kontekst – og en generation B: dem, der kommer efter, og som måske mener, at bestemte ting skal revideres i forhold til deres egen historiske kontekst.

Men, spørger jeg så, hvad nu hvis generation B ikke er en ensartet størrelse med en ensartet kontekst omkring sig, fordi samfundet er blevet pluralistisk (eller måske hele tiden har været det, men nu også betragtes og beskrives således)?

1. Skal man så bibeholde det oprindelige sæt doktriner, fordi det ikke vil være muligt at blive enige om, hvad der bør revideres?
2. Skal man forsøge at revidere sættet af doktriner og i revisionen gå på kompromis med sin egen tro efter en opfattelse af at flertallet jo må være ledt af ånden?
3. Skal man revidere OG pluralisere doktrinsættet?
4. Skal man nulstille og lave et helt nyt sæt?
5. Skal man fortsætte med at have et sæt?

Reflekterende blogindlæg efterlyses

Inspireret af Christianity’s dangerous idea, som jeg er ved at læse, vil jeg gerne efterlyse blogindlæg med overskriften:

“Om vigtigheden af en fælles/uniform forståelse/fortolkning af Bibelen”

Den hyperkomplekse protestantiske kirke

Jeg er nu næsten halvvejs igennem den bog, som Lars anbefalede mig, og som jeg her godt kunne tænke mig at anbefale videre, nemlig Alister McGraths Christianity’s dangerous idea, der (indtil videre, så langt som jeg nu er kommet) er en – sagt på jysk – meget velskrevet kirkehistorie (fra 2007) over det, der kaldes protestantisme.

Jeg har læst andre kirkehistorier, som Tarald Rasmussens og Einer Thomassens Kristendommen – en historisk innføring (392 s.), Martin Schwarz Laustens Kirkehistorie (303 s.) og hans Kirkens historie i Danmark (128 s.), men hvor sidstnævnte naturligt nok er en geografisk temmelig snæver sag, og de to førstnævnte selvfølgelig bruger en del plads på kirkehistorien mellem år 0 og år 1500 (især den norske, som jeg derfor vil anbefale til dén del af historien), har McGrath meget mere plads (552 s. inkl. 74 s. noter) til rådighed til at udfolde kompleksiteten i det, vi normalt går og kalder protestantisme.

(Ikke dermed sagt, at de andre ikke har diversiteten med, men den er ikke deres primære fokus.)

McGraths bog er ikke totalt udtømmende (det er der jo i sagens natur på ingen måde plads til), men han kommer rigtig godt rundt om mange ting og hvirvler en masse lækre spørgsmål op, som enhver kirkelig retning/ethvert kirkesamfund opstået efter år 1500 burde beskæftige sig en del mere med, end de i forvejen gør.

Bogen har – uden dog, tror jeg, at have det som dagsorden – bestyrket mig i min efterhånden nok ret kongretionalistiske tilgang til konceptet kirke.

Operation sommerlæsning iværksat

Jeg har nu læst den første tiendedel af Alister E. McGraths Christianity’s dangerous idea (2007), der er en slags kirke-/protestantisme-historie fra det 16. århundrede frem til det 21. århundrede, som angiveligt vil forsøge at pege lidt ind i fremtiden. Jeg er ikke kommet så langt, så indtil videre handler det om Luthers tid, men det er nu også meget sjovt at få genopfrisket, for det er ved at være seks år siden, at jeg havde kirkehistorie på religion, og otte år siden jeg havde tysk kultur og historie på tysk, og bogen er jo blevet udgivet siden (men jeg har selvfølgelig også selv været i berøring med emnet løbende i min egen undervisning de sidste fire år – hold da op, hvor tiden egentlig går hurtigt).

McGrath ønsker at lægge særlig vægt på de sociale omstændigheder omkring reformationen frem for på enkeltpersoner som fx Luther alene, uden dog at underkende Luthers betydning for reformationen. Denne vægtlægning på socialhistoriske omstændigheder har han savnet lidt i tidligere kirkehistorier, og han synes, at man bør se det, der skete i kirken på Luthers tid som a movement of movements (altså anerkende en større kompleksitet i forbindelse med reformationen, end det er sket i tidligere kirkehistorier). Derudover mener han, at der er behov for hans nye kirkehistorie, fordi der er sket så meget i den protestantiske kirke, inden for de sidste 50 år (her tænker han specielt på pinsebevægelsen i Asien, Afrika og Latinamerika), hvilket tyder på en tilpasningsevne i den protestantiske kirke, der indebærer allerede nu synlige konsekvenser for kirken i fremtiden (men det er først sidst i bogen, så det er jeg ikke nået til endnu).

Det bliver spændende, om jeg kan nå at læse bogen, inden jeg skal aflevere den tilbage på Statsbiblioteket den 24. juli.

Mest interessante lille detalje i det indtil videre læste: Luther valgte til sin fars store fortrydelse jurastudiet fra med seks ugers varsel for til gengæld at læse teologi og blive munk efter ellers at have færdiggjort sin BA for at læse netop jura (Og her kan jeg af nørdeinteresse indføje et par andre tyske navne (forfattere), der også faldt fra jurastudiet, og som blev berømte): von Hofmannsthal, Stifter, Schiller, Goethe (vendte dog tilbage og fuldførte) og Kafka (vendte også tilbage og fuldførte (med et “netop bestået”). Dette fravalg i sig selv er dog ikke den interessante detalje. Det interessante er, at Luther selv begrunder valget af teologistudiet og at blive munk med, at han efter næsten at være blevet ramt af et lyn under et kraftigt uvejr udbrød “Sankt Anne, hjælp mig! Så vil jeg blive munk!” – For at indfri et løfte til en helgen, tog Luther et valg, der fik medindflydelsen på afskaffelsen af helgener i en stor del af den kristne verden.

Sjoveste detalje indtil videre: Mange af de første humanister havde et ønske om at gå helt tilbage til rødderne, ad fontes, – dette gjalt naturligvis også i forhold til kristendommen – og for dem at se var rødderne Bibelen, især det Ny Testamente. (Ville det ikke snarere være at gå helt tilbage, hvis det var især det Gamle Testamente, tænker jeg så?)

Brugerevaluering

I går fældede den tyske højesteret dom i sagen om den tyske hjemmeside spickmich.de, hvor elever anonymt går ind og giver deres lærere karakterer efter den tyske karakterskala fra 1 til 6. To lærere var gået i retten, da de følte, at deres privatsfære var blevet krænket ved få en sådan karakter. Dommen faldt ud til fordel for spickmich.de, da der ingen intime eller private oplysninger var blevet offentliggjort på siden.

De ti kriterier, som lærerne vurderes ud fra på spickmich.de, er:

• God undervisning
• Cool og sjov
• Fagligt kompetent
• Motiveret
• Giver fair karakterer
• Laver fair prøver
• Menneskelig
• Godt forberedt
• Forbilledlig optræden
• Afholdt